Mistress America (2015)
www.youtube.com/watch
I den mellemliggende periode siden deres første forrygende hit fumlede Noah Baumbach lettere forvirret rundt med et halvhjertet kvælertag på hipsterkulturen i “While We Were Young”, hvilket ikke ligefrem vakte stående applaus. Så da han efterfølgende annoncerede at et nyt samarbejde med Greta Gerwig var i støbeskeen, kunne de fleste fans og anmeldere ikke få armene ned af begejstring over at skulle nyde endnu en nostalgisk komedie, og denne gang sågar med en snert af screwball.
Da den lettere ensomme og tilbageholdne Tracy, (Lola Kirke), ankommer til New York og sit nye liv som aspirerende kunstner på Barnard college, får hun ikke ligefrem den varmeste velkomst men må i stedet tage til takke med spidse albuer og kolde skuldre. Under en poesitime vender lykken dog, da en medstuderende ungersvend ved navn Tony, (Matthew Shear), kommer til ridderlig assistance, mens Tracy er tæt på at falde i søvn, og da de efterfølgende falder i snak opdager hun, at de har flere ting til fælles, bl.a. at blive optaget i Barnards eksklusive forfatterklub for de særligt kloge og sofistikerede skribenter. Lettere forelsket indser Tracy dog at deres venskab betyder mere end den elitære og snobbede kreds og med nyfunden gejst og oprejst pande, er hun nu fast besluttet på at vise alle på universitetet, at hun ud over at kunne gå på vandet også kan gå sine egne veje. Desværre viser livet sig på flere måder ikke bare at være lutter lagkage, så da Tony dukker op med sin kæreste Nicollette, (Jasmine Jones), falder alt til jorden med et brag. Temmelig deprimeret ender Tracy derfor atter mutters alene og søger herefter trøst på en lokal diner da en oprigning fra hendes moder, som snart skal giftes på ny, anbefaler Tracy at kurere ensomheden ved at tage kontakt til hendes kommende stedsøster Brooke, (Greta Gerwig), som bor i nærheden af Times Square.
Knap har Tracy lagt sin mobil før end, at hun har fået svar tilbage, og som ved et magisk trylleslag befinder hun sig pludselig midt på det neon funklende torv, hvor Brooke tager imod hende med usædvanligt åbne arme og med på en efterfølgende løssluppen bytur, der understreger den uhæmmede stedsøsters status som en en spøjs blanding af stordrømmende wannabe event manager og festlig tøs der er frisk på lidt af hvert, hvilket Tracy falder fuldstændig i svime over og beslutter sig for at bruge til sin næste historie til den litterære kreds på Barnard. Efterhånden som dagene går, finder hun dog ud af, at hendes nye idol måske nok er sprælsk, charmerende og fuld af peps men, at de store armbevægelser og flamboyante planer for fremtiden ikke helt står mål med Brookes evne til at tage sig sammen. Da en plan om en aparte restaurant kuldsejler, ender de i stedet hos en finurlig spåmand, der anbefaler Brooke at tage et endeligt opgør med en forhenværende veninde, der snød hende for en indbringende forretningsaftale, så hun kan betale Brooke sin tabte del af kagen og få sin restaurant tilbage på sporet. Da Tony og den nu sygeligt jaloux Nicolette er de eneste Tracy kender som har en bil, overtaler hun dem til at køre hende og Brooke til Connecticut, hvor en større duel nu er i vente med hendes nemesis i skikkelse af den stinkende rige luksus dulle Maime-Claire, (Heather Lind). Men alt løber ikke ligefrem efter planen og snart er alle involverede i stedet røget i totterne på hinanden i et heftigt skænderi, der måske vil ødelægge Brooke og Tracys forhold for evigt.
Der er bare noget herlig nostalgisk over “Mistress America” allerede fra første scene af, hvor det retro-klingende synthpop-elektroniske score, (anført af OMD’s klassiker “Souvenier”), stemningsfyldt akkompagnere den bette Tracy, da hun introducerer filmen som en cool tilbagelænet guide ind i den forvirrende gråzone mellem at være teenager og voksen på en montage-lignende facon, som man bedst kender det fra diverse charmerende ungdomsfilm fra 80’erne, samt Wes Andersons anakronistiske og dekadente “Rushmore” uden dog at være i nærheden af samme sortsynede excentriske åndedrag som sidstnævnte. For med deres nyeste værk har Greta Gerwig og Noah Baumbach skruet mindst et par nøk op på humørbarometeret, siden Frances Ha dansede sig lettere sørgmodigt men stadig ufattelig livsbekræftende hen over gader og stræder i et New York klædt fra top til tå i sorthvid melankoli-poesi. I “Mistress America” derimod er der knald på farverne på alle parametre, bedst illustreret i Greta Gerwigs storladne og vidunderligt kiksede entre, der fungerer perfekt ud i at antyde hvem karakteren er bag facaden men som samtidig også lægger en sofistikeret og klukkende morsom makeupfyldt kontrast til Lola Kirkes dejligt afslappede, nørdede, naturlige og jordbundne præstation som den betuttede observatør, der ihærdigt og kærligt forsøger at knække koden til hendes nyfundne idols ekstravagante eskapader for derigennem at finde sin egen stemme og ståsted mellem kunst og kapitalisme samt ensomhed og fællesskab.
Man må i den sammenhæng sige, at Baumbach og Gerwig har været både heldige og dygtige i deres casting af Lola Kirke for kemien imellem de to hovedroller er ganske enkelt så enestående god, at man skulle tro de havde en affære kørende ved siden af optagelserne. Under alle omstændigheder gør deres forrygende samspil konstant hinanden ære, og hvor Kirke står i mesterlære hos en af hvor generations allerstørste talenter, løfter Gerwig sit skuespil op på et niveau der med alverdens neurotiske tics og et pudseløjerligt energisk kropssprog, (som drilsk signalerer karakteren Brookes mangel på sammenhørighed mellem drømme og virkelighed), er en af karrierens bedste præstationer. Flere har sammenlignet Brooke med Frances og det er forståeligt nok taget i betragtning af, at “Mistress America” er en åndelig opfølger til “Frances Ha”. Men der er nu stadig en markant forskel på de to roller ikke blot i deres ageren, men også i de mål de har og måden de forfølger dem på. For hvor Frances var hudløs ærlig vedrørende sine ønsker og oprigtigt var villig til sågar at lade sig selv ydmyge i jagten på at gøre drøm til realitet og dermed skabe et bedre liv for sig selv, har Brooke det derimod bedst med at forblive sprælsk og energisk i forstadiet til en konklusion, hvor illusionen om at kunne skabe noget stort og spektakulært, (bedste repræsenteret i scenen med restauranten), er nok i sig selv, fordi hun desværre mangler modet til at føre drømmene ud i livet med alt hvad det indebærer, også af modgang og negative oplevelser der ofte følger med, når man vil starte sin egen business.
Så på sin vis selv, om det ikke umiddelbart ser sådan ud på den polerede overflade, har Brooke Cardinas, præcis ligesom Frances, en sørgmodig sjæl og et bredt favnende sind der gør, at man føler med og hepper på hende hele vejen trods hendes larger than life attitude og lettere bedrevidende floskler, især fordi hun på bundlinjen er et godt menneske, der bare vil alle andre det bedste. Dermed bliver hun paradoksalt nok, trods sin selviscenesættelse og stilstand, alligevel et inspirerende håb for Tracy, der modsat tvinger Brooke til et opgør med de flyvske og på en måde selvdestruktive fantasier, da Noah Baumbach og Greta Gerwig ind fra højre tager en midlertidig afstikker fra deres traditionelle drama-komedie univers og placerer handlingen og karaktererne i et herligt vandvittigt screwball set-up, der bringer minder frem om storhedstiden i 30’erne og 40’erne. På den ene side vil det for nogen højst sandsynligt virke for teatralsk og opstyltet og mere som et sjovt eksperiment end noget andet, men der er dog som jeg ser det en mening med galskaben i hvad, der udvikler sig til en drilsk meta leg, hvor forfatterspiren Tracy og fantasten Brooke bliver fanget i deres egen forestilling om hinandens livssyn, og hvor sandhederne i den grad kommer på bordet via et ocean af klukkende morsom dialog og syrlige stikpiller. Tilbage er der blot at konstatere, at den dynamiske duo Gerwig og Baumbach har gjort det igen, og jeg krydser i den grad fingre for at se mere fra de to herlige mennesker fremover.
9/10
Skulle man have lyst til at høre lidt mere om og med de to kunstnere, har jeg fundet et par interviews frem i linkene nedenunder.
AOL/New York - Greta Gerwig Interview + Q & A:
www.youtube.com/watch
Peters Travers - (Popcorn) Interview med Noah Baumbach & Greta Gerwig:
www.youtube.com/watch