Forum - Forum-tråd: What we saw

What we saw

  • ★★★★0

    Enig, Petersen er fremragende, hvor Norton var enormt uinteressant som Graham. Jeg synes nu ikke at Tom Noonan som Dollarhyde er særligt overbevisende. Hverken fysisk - hvor han nærmest skal være Dolph Lundgren - eller med sin generelle præstation. Omvendt var Ralph Fiennes heller ikke synderlig god i "Red Dragon".

    Jeg fandt han fænomenal Noonan. Igen, meget underspillet og alligevel pokkers creepy og afstumpet. Fiennes falder lidt igennem til sammenligning, hvor det usagte under Mann er udpenslet under Ratner. 

    Babo11-10-17 22:45

  • ★★★★★★1

    Jeg fandt han fænomenal Noonan. Igen, meget underspillet og alligevel pokkers creepy og afstumpet. Fiennes falder lidt igennem til sammenligning, hvor det usagte under Mann er udpenslet under Ratner. 

    Jeg husker vitterligt ikke Red Dragon godt nok, til at turde påstå at noget var "udpenslet". Jeg ved blot at Manhunter er den bedre film;-) Jeg fandt dog ikke Red Dragon dårlig, da jeg så den i biografen i som tid. En habil thriller mindes jeg den som og klart bedre end Scott's imponerende flotte og desværre endnu mere kedsommelige Hannibal. Værst var dog Hannibal Rising. Den var alt det man ikke gad vide om vores kære kannibal!!!

    T. Nielsen11-10-17 22:51

  • ★★★1

    Haha enig! "Hannibal Rising" er for Lecter-filmene, hvad "Alien 4" er for - ja - "Alien"-filmene. :)

    Dolphinfriendly11-10-17 22:58

  • ★★★★★★0

    Haha enig! "Hannibal Rising" er for Lecter-filmene, hvad "Alien 4" er for - ja - "Alien"-filmene. :)

    Ha ja, Alien 4 er vitterlig middelmådig. Jeg skal dog erkende at jeg har rated den et nøk højere end Hannibal Rising:-/

    T. Nielsen11-10-17 23:07

  • ★★★★0

    Jeg husker vitterligt ikke Red Dragon godt nok, til at turde påstå at noget var "udpenslet". Jeg ved blot at Manhunter er den bedre film;-) Jeg fandt dog ikke Red Dragon dårlig, da jeg så den i biografen i som tid. En habil thriller mindes jeg den som og klart bedre end Scott's imponerende flotte og desværre endnu mere kedsommelige Hannibal. Værst var dog Hannibal Rising. Den var alt det man ikke gad vide om vores kære kannibal!!!

    Jeg husker den fint nok som okay og for en Ratner film sikkert mesterlig, men den er alt andet end lige underspillet og har generelt en lettere poleret tilgang til karaktertegningen og stemning. Jeg må også tilstå Hopkins blev lige rigeligt udvandet lige siden Ondskabens Øjne og fylder for meget i Red Dragon, karakteren blev for forudsigelig, så ærgerligt vi ikke fik lov til at mindes ham kun fra Ondskabens Øjne. Men når man vinder Oscar, så selvfølgelig skal rollen gentages og koges mere suppe på. 

    Babo12-10-17 01:02

  • ★★★★★★0

    Rogue One (2016)

     

    Jeg tog et gensyn med denne Star Wars fortælling og det gjorde den hverken værre eller bedre. Som en del af franchisen virker den ofte mere rå og mørk, både at stemning og i billede. Den tager et par chancer, særligt i slutningen måske. Stemningen er mere trykket og selv om der er humor, så er det hele mere glasløst.

    Historien kører i øvrigt upåklageligt, men man fanges desværre aldrig helt ind af hverken den eller karaktererne. Det opvejes lidt af at den er ekstrem flot lavet og med masser af god action. Den John Williams inspirerede musik, fungerer vitterligt også godt, både med at fange essensen af SW universet og så samtidig være lidt anderledes i forhold til forbilledet.

    Det bedste filmen lykkes med, er dog ifølge mig, at den atter gør Darth Vader farlig og skræmmende, efter at George Lucas selv havde devalueret karakteren, ved at få os til at tænke på tudekiksen Christensen som værende indeni dragten.

     

    Bedømmelse: 7/10

    T. Nielsen12-10-17 17:04

  • ★★★★★0

    Enig Mr Nelson, men jeg ville nok straffe den mere for karakterernes ligegyldighed, end du gør og lande på 5/10. Jeg har dog kun set den én gang. 

    Lars!12-10-17 16:54

  • ★★★★★★0

    Enig Mr Nelson, men jeg ville nok straffe den mere for karakterernes ligegyldighed, end du gør og lande på 5/10. Jeg har dog kun set den én gang. 

    Jeg ville nok være mere enig i din rating, hvis jeg var helt enig i dit udsagn. Jeg kan godt følge det, men for mig var det som jeg skrev, "man fanges desværre aldrig helt ind af hverken den eller karaktererne". Så lidt var jeg med dem og fortællingen, trods alt.

    T. Nielsen12-10-17 17:12

  • ★★★★★1

    Manhunter - 8/10

    Var virkelig hooked på et gensyn efter snakken i poll-tråden og det var lidt med bange anelser, fordi jeg havde en ide om den bar for meget præg af 80'erne. Den gør den imidlertid ikke. Jeg har aldrig været fan af Scotts Hannibal og heller ikke synderligt af Ratners Red Dragon og endnu mindre nu efter gensynet med Manhunter. Det er på alle måder en gennemført god film med komplekse karakterer, eminent fotografering og sublimt soundtrack (som dog ikke vil falde i alles smag). Men det er en typisk Mann film og her ment som et kompliment. Stilfuld, afdæmpet og underholdende. 

    Jeg er fuldstændig enig. Mega fed film. Utrolig stemningsfuld med en virkelig intens præstation fra William Petersen. Og så elsker jeg bare den afslutning, hvor Michael Mann's sans for musik og timing med billedsiden er bragende godt eksekveret.

    Er også enig mht. Tom Noonan der er ekstrem creepy. Han minder i statur om en slags frankensteins monster og har samtidig en kvalm sødme over sig, der gør ham perfect castet til at spille den den type rolle.

    NightHawk13-10-17 01:37

  • ★★★★★2

    Frances Ha (2012)

    www.youtube.com/watch

    Efter at have haft et usandsynligt vellykket samarbejde i forbindelse med den herlige bittersøde komedie “Greenberg”, besluttede Noah Baumbach og Greta Gerwig sig for at fortsætte partnerskabet, og denne gang var det med fuld fokus på sidstnævnte som både manuskriptforfatter og filmens ultimative omdrejningspunkt i en vidunderlig magisk og musikalsk bevægende homage til især den franske nybølge.

    På de solbeskinnede gader og neon funklende stræder i Brooklyn nyder den aspirerende danser, koreograf og omvandrende humørbombe Frances, (Greta Gerwig) og hendes bedste veninde Sophie, (Mickey Sumner), livet på fulde omdrejninger, herlig dikteret af ungdommens legesyge og kække kådhed. Men livet er desværre meget mere end bare sjov & spas, hvilket Frances efter et par filosoferende drikfældige fester må indse, da hverdagens barske realiteter melder sig på banen og Sophie afslører, at hun har planer om at flytte sammen med en bekendt fra firmaet i et finere kvarter i Tribecca. Da det i forvejen er ganske småt med finanserne og fremtiden i dansetruppen ikke ser særlig lovende ud mht. til fast arbejde, må Frances tænke i alternative løsninger og ender med at slå sig midlertidigt ned hos den mere end almindeligt dameglade hipster-kunstner og rigmandssøn Lev Shapiro, (Adam Driver), og hans charmerende roommate Benji, (Michael Zegen), hvem hun flirtende får et godt øje til.

    Selv om den dynamiske duo gør deres bedste for at holde hendes humør oppe, falder tingene efterhånden fra hinanden alt imens Sophies liv bare synes at køre perfekt med en cool kæreste, styr på økonomien og en karriere i Japan for firmaet på første klasse. En lovning om et midlertidigt kontorjob hos dansetruppen åbner dog pludselig en lille dør på klem for en bedre fremtid, men det harmonerer nu ikke særlig romantisk med Frances egne drømme og hun fortsætter derfor trodsigt nedturen på bagerste række i fejevognen mens karrieren som sofa-turist synes at være sat på uendelig. Trods den megen modgang nægter Frances at bøje nakken og beslutter sig i stedet for at tage et smut til Paris og en nostalgisk rejse tilbage til fortiden via et hyggeligt besøg hos familien i juledagene, samt et ophold på hendes gamle college, i håbet om at det kan bringe noget ny energi og inspiration tilbage i hendes indtil videre kuldsejlede liv.

    I en vidunderlig og tryllebindende blanding af Woody Allen, John Cassavettes og Jim Jarmushs største sorthvide klassikere, kombineret med en herlig kaskade af regntunge referencer skyllende ind over manuskriptet fra den franske nybølge, med særlig våd omfavnelse af Francois Truffeats “Jules & Jim” samt Jean-Luc Godards “A Bout de Souffle”, kunne man med rette formode, at Noah Baumbachs seneste værk ikke ville være meget andet end stil over indhold og en luftig pastiche over hipster miljøet i New York. Men kender man blot lidt til Noah Baumbachs film, vil man hurtigt kunne nikke genkendende til, at tingene sjældent er helt så sort og hvidt eksekveret, som man lige umiddelbart skulle tro. Og med tilføjelsen af Greta Gerwig som sparringspartner og medforfatter indskriver den betagende “Frances Ha” sig i stedet som en intelligent, underfundig og universel ungdomsfilm, der går lige i lattermusklerne og ikke mindst hjertet på den mest muntre og rørende måde man kan forestille sig. Som energisk bannerfører for den hjertevarme stemning der huserer i hver en afkrog af filmen, trods megen modgang og knuste drømme, gør Greta Gerwig sin kække entre synkront med sin ikoniske karakter dansende på lette tå ind i handlingen med en barnlig legende uskyldighed, der måske ikke helt står mål med hendes alder og den ansvarlighed nogen vil mene man burde have opsøgt på dette tidspunkt, men som netop er årsagen til, at jeg er fuldstændig vild med Frances samt hendes måde at agere på.

    For selv da hendes indre eventyrlige og trygge lyspilagtige filmrulle lider et alvorligt knæk, da Frances bedste veninde hopper ud af den ungdommelige rastløse boble og træder ind i voksenlivet, efterladende sin legekammerat med håret i postkassen og fødderne solidt plantet i sandkassen, er Frances stadig i stand til at holde fast i sine principper som omflakkende rebel der, trods det at hendes knæ ryster undervejs, insisterer på at holde drømmene i live koste hvad det vil. Og det er her i denne personlige identitetssøgende men alligevel universelle kamp, at filmen har sin tyngde skønt den næsten overskygges af de mange muntre scener og samtaler midt iblandt en hektisk rejsen rundt blandt venner og bekendte, hvor opholdet hos Lev og Benji er en særlig vigtigt brik i det store selvportrætterende puslespil, som Frances forsøger at lægge i jagten på at finde sit ståsted i livet. Det er så sirligt eftertænksomt skrevet og samtidig skarpt observeret af Noah Baumbach og Greta Gerwig, der mesterligt bruger de umiddelbart fragmenterede hverdagsscener og henkastede dialoger som ikke blot enkeltstående eksempler på utrolig morsom hverdagspoesi og komisk parafrase over hipster miljøet, men også som ét langt og samlet karakterportræt af den knuselskelige Frances hvilket betyder, at ingen af scenerne bliver ligegyldigt fyld.

    Tre nøglescener i at illustrere Frances tilstand, (og hvor Greta Gerwig excellere både verbalt og i den helt modsatte grøft med en vidunderlig indfølt ansigtsmimik og et kropsprog, der i virkeligheden siger mindst ligeså meget hvis ikke mere om hvilken følelsesmæssig turbulens, der huserer i den unge dansende rebel), er middagsscenen med en bekendts lettere snobbede vennekreds hvor Frances desperat forsøger at passe ind, det tragikomiske ophold i Paris, samt det hyggelige og hjerteskærende besøg hos familien i julen. Hvor middagsscenen er et mesterligt studie i Greta Gerwigs skæve, excentriske og urytmiske, men alligevel konstant årvågne fornemmelse for timing af sine replikker, er turen til Frankrigs hovedstad, (med undtagelse af en enkelt scene), samt nostalgitrippet hos familien, fortalt i montager hvor Gerwigs sans for stumfilms baseret mimik kommer følelsesmæssigt til udtryk for fuld musik, så man både græder og griner i lige store mængder, mens en alvorlig undertone om ensomhed konstant ligger og pulserer i baggrunden.

    Jeg indrømmer blank, at jeg måtte en knibe en tåre eller to under scenen i lufthavnen, hvor Frances tager afsked med sine forældre og på rulletrappen tilbage mod virkelighedens barske realiteter er tæt på at bryde sammen. Enkelt men utrolig smukt og følelsesladet eksekveret af Noah Baumbach som desuden og nøje afstemt krydrer sin moderne fabel med en gennemgående stemningsfuld retro- blanding af underlægningsmusik fra den franske nybølge, (bl.a. det herligt muntre “Theme de Camille”), og moderne popklassikere som “Every 1’s a Winner Baby”, (der her får en hel særlig sarkastisk effekt), samt selvfølgelig David Bowies majestætiske og melodisk medrivende “Modern Love”, der i sprudlende humørfyldt samspil med en helt igennem fantastisk scene understreger essensen af en heltinde, der trods megen modgang aldrig giver op og med energisk gåpåmod i stedet giver os alle sammen en sund påmindelse om aldrig at opgive vores drømme.

    9/10

    Sarah Polley Interviews Greta Gerwig:
    www.youtube.com/watch

    NightHawk13-10-17 02:03

  • ★★★★★2

    Mistress America (2015)

    www.youtube.com/watch

    I den mellemliggende periode siden deres første forrygende hit fumlede Noah Baumbach lettere forvirret rundt med et halvhjertet kvælertag på hipsterkulturen i “While We Were Young”, hvilket ikke ligefrem vakte stående applaus. Så da han efterfølgende annoncerede at et nyt samarbejde med Greta Gerwig var i støbeskeen, kunne de fleste fans og anmeldere ikke få armene ned af begejstring over at skulle nyde endnu en nostalgisk komedie, og denne gang sågar med en snert af screwball.

    Da den lettere ensomme og tilbageholdne Tracy, (Lola Kirke), ankommer til New York og sit nye liv som aspirerende kunstner på Barnard college, får hun ikke ligefrem den varmeste velkomst men må i stedet tage til takke med spidse albuer og kolde skuldre. Under en poesitime vender lykken dog, da en medstuderende ungersvend ved navn Tony, (Matthew Shear), kommer til ridderlig assistance, mens Tracy er tæt på at falde i søvn, og da de efterfølgende falder i snak opdager hun, at de har flere ting til fælles, bl.a. at blive optaget i Barnards eksklusive forfatterklub for de særligt kloge og sofistikerede skribenter. Lettere forelsket indser Tracy dog at deres venskab betyder mere end den elitære og snobbede kreds og med nyfunden gejst og oprejst pande, er hun nu fast besluttet på at vise alle på universitetet, at hun ud over at kunne gå på vandet også kan gå sine egne veje. Desværre viser livet sig på flere måder ikke bare at være lutter lagkage, så da Tony dukker op med sin kæreste Nicollette, (Jasmine Jones), falder alt til jorden med et brag. Temmelig deprimeret ender Tracy derfor atter mutters alene og søger herefter trøst på en lokal diner da en oprigning fra hendes moder, som snart skal giftes på ny, anbefaler Tracy at kurere ensomheden ved at tage kontakt til hendes kommende stedsøster Brooke, (Greta Gerwig), som bor i nærheden af Times Square.

    Knap har Tracy lagt sin mobil før end, at hun har fået svar tilbage, og som ved et magisk trylleslag befinder hun sig pludselig midt på det neon funklende torv, hvor Brooke tager imod hende med usædvanligt åbne arme og med på en efterfølgende løssluppen bytur, der understreger den uhæmmede stedsøsters status som en en spøjs blanding af stordrømmende wannabe event manager og festlig tøs der er frisk på lidt af hvert, hvilket Tracy falder fuldstændig i svime over og beslutter sig for at bruge til sin næste historie til den litterære kreds på Barnard. Efterhånden som dagene går, finder hun dog ud af, at hendes nye idol måske nok er sprælsk, charmerende og fuld af peps men, at de store armbevægelser og flamboyante planer for fremtiden ikke helt står mål med Brookes evne til at tage sig sammen. Da en plan om en aparte restaurant kuldsejler, ender de i stedet hos en finurlig spåmand, der anbefaler Brooke at tage et endeligt opgør med en forhenværende veninde, der snød hende for en indbringende forretningsaftale, så hun kan betale Brooke sin tabte del af kagen og få sin restaurant tilbage på sporet. Da Tony og den nu sygeligt jaloux Nicolette er de eneste Tracy kender som har en bil, overtaler hun dem til at køre hende og Brooke til Connecticut, hvor en større duel nu er i vente med hendes nemesis i skikkelse af den stinkende rige luksus dulle Maime-Claire, (Heather Lind). Men alt løber ikke ligefrem efter planen og snart er alle involverede i stedet røget i totterne på hinanden i et heftigt skænderi, der måske vil ødelægge Brooke og Tracys forhold for evigt.

    Der er bare noget herlig nostalgisk over “Mistress America” allerede fra første scene af, hvor det retro-klingende synthpop-elektroniske score, (anført af OMD’s klassiker “Souvenier”), stemningsfyldt akkompagnere den bette Tracy, da hun introducerer filmen som en cool tilbagelænet guide ind i den forvirrende gråzone mellem at være teenager og voksen på en montage-lignende facon, som man bedst kender det fra diverse charmerende ungdomsfilm fra 80’erne, samt Wes Andersons anakronistiske og dekadente “Rushmore” uden dog at være i nærheden af samme sortsynede excentriske åndedrag som sidstnævnte. For med deres nyeste værk har Greta Gerwig og Noah Baumbach skruet mindst et par nøk op på humørbarometeret, siden Frances Ha dansede sig lettere sørgmodigt men stadig ufattelig livsbekræftende hen over gader og stræder i et New York klædt fra top til tå i sorthvid melankoli-poesi. I “Mistress America” derimod er der knald på farverne på alle parametre, bedst illustreret i Greta Gerwigs storladne og vidunderligt kiksede entre, der fungerer perfekt ud i at antyde hvem karakteren er bag facaden men som samtidig også lægger en sofistikeret og klukkende morsom makeupfyldt kontrast til Lola Kirkes dejligt afslappede, nørdede, naturlige og jordbundne præstation som den betuttede observatør, der ihærdigt og kærligt forsøger at knække koden til hendes nyfundne idols ekstravagante eskapader for derigennem at finde sin egen stemme og ståsted mellem kunst og kapitalisme samt ensomhed og fællesskab.

    Man må i den sammenhæng sige, at Baumbach og Gerwig har været både heldige og dygtige i deres casting af Lola Kirke for kemien imellem de to hovedroller er ganske enkelt så enestående god, at man skulle tro de havde en affære kørende ved siden af optagelserne. Under alle omstændigheder gør deres forrygende samspil konstant hinanden ære, og hvor Kirke står i mesterlære hos en af hvor generations allerstørste talenter, løfter Gerwig sit skuespil op på et niveau der med alverdens neurotiske tics og et pudseløjerligt energisk kropssprog, (som drilsk signalerer karakteren Brookes mangel på sammenhørighed mellem drømme og virkelighed), er en af karrierens bedste præstationer. Flere har sammenlignet Brooke med Frances og det er forståeligt nok taget i betragtning af, at “Mistress America” er en åndelig opfølger til “Frances Ha”. Men der er nu stadig en markant forskel på de to roller ikke blot i deres ageren, men også i de mål de har og måden de forfølger dem på. For hvor Frances var hudløs ærlig vedrørende sine ønsker og oprigtigt var villig til sågar at lade sig selv ydmyge i jagten på at gøre drøm til realitet og dermed skabe et bedre liv for sig selv, har Brooke det derimod bedst med at forblive sprælsk og energisk i forstadiet til en konklusion, hvor illusionen om at kunne skabe noget stort og spektakulært, (bedste repræsenteret i scenen med restauranten), er nok i sig selv, fordi hun desværre mangler modet til at føre drømmene ud i livet med alt hvad det indebærer, også af modgang og negative oplevelser der ofte følger med, når man vil starte sin egen business.

    Så på sin vis selv, om det ikke umiddelbart ser sådan ud på den polerede overflade, har Brooke Cardinas, præcis ligesom Frances, en sørgmodig sjæl og et bredt favnende sind der gør, at man føler med og hepper på hende hele vejen trods hendes larger than life attitude og lettere bedrevidende floskler, især fordi hun på bundlinjen er et godt menneske, der bare vil alle andre det bedste. Dermed bliver hun paradoksalt nok, trods sin selviscenesættelse og stilstand, alligevel et inspirerende håb for Tracy, der modsat tvinger Brooke til et opgør med de flyvske og på en måde selvdestruktive fantasier, da Noah Baumbach og Greta Gerwig ind fra højre tager en midlertidig afstikker fra deres traditionelle drama-komedie univers og placerer handlingen og karaktererne i et herligt vandvittigt screwball set-up, der bringer minder frem om storhedstiden i 30’erne og 40’erne. På den ene side vil det for nogen højst sandsynligt virke for teatralsk og opstyltet og mere som et sjovt eksperiment end noget andet, men der er dog som jeg ser det en mening med galskaben i hvad, der udvikler sig til en drilsk meta leg, hvor forfatterspiren Tracy og fantasten Brooke bliver fanget i deres egen forestilling om hinandens livssyn, og hvor sandhederne i den grad kommer på bordet via et ocean af klukkende morsom dialog og syrlige stikpiller. Tilbage er der blot at konstatere, at den dynamiske duo Gerwig og Baumbach har gjort det igen, og jeg krydser i den grad fingre for at se mere fra de to herlige mennesker fremover.

    9/10

    Skulle man have lyst til at høre lidt mere om og med de to kunstnere, har jeg fundet et par interviews frem i linkene nedenunder.

    AOL/New York - Greta Gerwig Interview + Q & A:
    www.youtube.com/watch

    Peters Travers - (Popcorn) Interview med Noah Baumbach & Greta Gerwig:

    www.youtube.com/watch

    NightHawk13-10-17 01:48

  • ★★★★★0

    Min rangering af Noah Baumbachs film:

    Margot at The Wedding - 10/10
    The Squid and The Whale - 9/10
    Greenberg - 9/10
    Frances Ha - 9/10
    Mistress America - 9/10
    Kicking and Screaming - 8/10
    Mr. Jealousy - 7/10
    While We're Young - 6/10
    Highball - 5/10

    Og så er det senere i dag på Netflix, at Noah Baumbachs nyeste film The Meyerowitz Stories har premiere. Den glæder jeg mig sgu til at se. :)

    www.youtube.com/watch

    Derudover er det også værd at holde øje med Greta Gerwigs debut som instruktør med filmen Lady Bird, der har Saoirse Ronan i hovedrollen og får almindelig biograf-premiere i USA d. 3 november. Den ser ret morsom ud og har fået et par rigtig gode anmeldelser med på vejen indtil videre. :)

    Lady Bird - Trailer:
    www.youtube.com/watch

    www.rogerebert.com/festivals-and-awards/tiff-2017-lady-bird-woman-walks-ahead-marrowbone

    www.slantmagazine.com/film/review/lady-bird

    NightHawk13-10-17 01:59

  • ★★★★★★1

    Da jeg læste Frances Ha-overskriften, var jeg overbevist om, at du kunne lide den :) - og Lady Bird ser jeg frem til. Saiorse Ronan er fantastisk. 

    Jeg har ikke set alle Baumbach's film, og selvom jeg lige giver en tand lavere karakter end dig, så er jeg selv glad for ham - han er hvert fald kommet på min "instruktør"-liste, som er en liste over instruktører, hvor jeg altid vil se deres nyeste film, fordi de generelt er interessante (listen er nederst i dette indlæg). 

    • Frances Ha, 9/10 - og på top250
    • The Squid and the Whale, 9/10
    • Greenberg, 8/10
    • Kicking and Screaming, 8/10
    • Margot at the Wedding, 8/10
    • While We We're Young, 7/10

    Kender du til Mumblecore-genren? 

    Anyway, her er min instruktør-liste:

    • Alejandro Jodorowsky
    • Alexander Payne
    • Andrea Arnold
    • Ang Lee
    • Asghar Fahradi
    • Darren Aronofsky
    • David Cronenberg
    • David Lynch
    • Denis Villeneuve
    • Gregg Araki
    • Gus Van Sant
    • Harmony Korine
    • Hayao Miyazaki
    • Jacques Audiard
    • Jim Jarmusch
    • Joel Coen & Ethan Coen
    • Lars Von Trier
    • Lukas Moodysson
    • Lynne Ramsay
    • Makoto Shinkai
    • Martin Scorsese
    • Michael Haneke
    • Noah Baumbach
    • Richard Linklater
    • Sally Potter
    • Spike Lee
    • Terence Davies
    • Terence Malick
    • Todd Solondz
    • Walter Hill

    Guldager13-10-17 07:47

  • ★★★★★★0

    Shin Gojira (2016)

     

    Visuelt forekom denne sidste nye udgave af historien om monstret Godzilla, mig så skævt og svagt filmet og dårligt klippet, at det blev anstrengende at se på. I hvert fald til at begynde med. Om jeg vænnede mig til stilen, som jeg ikke kan afvise har været bevidst, eller om filmen blev bedre, tør jeg ikke helt svare på.

    Uanset, så begyndte den at fænge lidt. Mest når den bare smed monster-mayhem i hovedet på os som publikum og der blev smadret løs. Selv om effekterne måske ikke altid var helt oppe med de bedste, så fandt jeg dem egentlig okay og med de mange tvivlsomme Godzilla film jeg har set igennem tiderne, ville jeg også kunne leve med at den del gerne måtte være ret tvivlsom og trashy.

    Filmen prøver så at spinde, en i øvrigt nok aktuelt, fortælling om handlingslammede politikere og et bureaukratisk system, der har svært ved at agere på truslen. Desværre forekommer denne del voldsomt kedelig og tørt fortalt, særligt fordi man aldrig opnår nogen former for forståelse eller relation til personerne.

    Derfor ender denne Godzilla film også med at være en desværre andenklasses oplevelse, som man heller ikke kan påstå leverer gennemført dårlig stil som en del film i genren ellers gør.

     

    Bedømmelse: 5/10

    T. Nielsen13-10-17 09:08

  • ★★★★★★1

    NightHawk: Tak for en herlig og fyldestgørende gennemgang af Francis Ha. Det giver mig lidt mere perspektiv på filmens intentioner. Jeg var ikke selv vild med den, men derfor kan det jo godt være fedt at læse en anden og positiv vinkel på filmen.

    T. Nielsen13-10-17 09:27

  • ★★★★★★0

    Being There (1979)

     

    Peter Sellers giver (som så ofte før) en gennemført mesterlig præstation som den enfoldige gartner, hvis simple banaliteter i storbyens politiske magtcentrum, forveksles med livskloge betragtninger og vægtige holdninger.

    Det er en pudsig, ofte underfundig historie, hvor Sellers smukt underspiller i midten af en række andre fremragende præstationer, mens der serveres bemærkelsesværdig komik, der også kan stimulere andet end lattermusklerne.

    Undervejs kom jeg både til at tænke på H. C. Andersens Klods-Hans og Kejserens Nye Klæder, der begge kunne have givet inspiration til denne her begavede komedie.

    Slutningen er intet mindre end genial i al dens tvetydighed og fortolkningsmuligheder.

     

    Bedømmelse: 8/10

    T. Nielsen13-10-17 09:39

  • ★★★★1

    Jeg er fuldstændig enig. Mega fed film. Utrolig stemningsfuld med en virkelig intens præstation fra William Petersen. Og så elsker jeg bare den afslutning, hvor Michael Mann's sans for musik og timing med billedsiden er bragende godt eksekveret.

    Er også enig mht. Tom Noonan der er ekstrem creepy. Han minder i statur om en slags frankensteins monster og har samtidig en kvalm sødme over sig, der gør ham perfect castet til at spille den den type rolle.

    Tror jeg vil placere den lige efter Manns tre bedste, som er Heat, The Insider og Collateral. 

    Babo13-10-17 09:46

  • ★★★★0

    Being There (1979)

     

    Peter Sellers giver (som så ofte før) en gennemført mesterlig præstation som den enfoldige gartner, hvis simple banaliteter i storbyens politiske magtcentrum, forveksles med livskloge betragtninger og vægtige holdninger.

    Det er en pudsig, ofte underfundig historie, hvor Sellers smukt underspiller i midten af en række andre fremragende præstationer, mens der serveres bemærkelsesværdig komik, der også kan stimulere andet end lattermusklerne.

    Undervejs kom jeg både til at tænke på H. C. Andersens Klods-Hans og Kejserens Nye Klæder, der begge kunne have givet inspiration til denne her begavede komedie.

    Slutningen er intet mindre end genial i al dens tvetydighed og fortolkningsmuligheder.

     

    Bedømmelse: 8/10

    Jeg elsker den film!

    Babo13-10-17 09:46

  • ★★★★★★0

    Af de Mann film jeg har set, ville jeg rate og rangere dem således:

    1) Heat - 10/10

    2) The Last of the Mohicans - 9/10

    3) The Insider - 9/10 (Som film i sig selv, finder jeg The Insider lige et nøk bedre end Mohicans, som dog så vinder på at den har større gensynsværdi for mig. Det har nok noget med personlig smag at gøre)

    4) Collateral - 8/10

    5) Manhunter - 8/10

    6) Ali - 7/10

    7) Public Enemies - 5/10

    8) Miami Vice - 4/10

     

    T. Nielsen13-10-17 09:55

  • ★★★★★★0

    Jeg elsker den film!

    Ja du gør da:-D Den er også god!

    T. Nielsen13-10-17 09:55

  • ★★★★★★0

    I går aftes så jeg Paris, Texas for første gang. Min ven, som jeg så filmen med, var vist alt andet end underholdt, men jeg synes at det var en god oplevelse og mand, Criterion Collection-udgaven er flot.

    Zero Cool13-10-17 10:14

  • ★★★★0

    Af de Mann film jeg har set, ville jeg rate og rangere dem således:

    1) Heat - 10/10

    2) The Last of the Mohicans - 9/10

    3) The Insider - 9/10 (Som film i sig selv, finder jeg The Insider lige et nøk bedre end Mohicans, som dog så vinder på at den har større gensynsværdi for mig. Det har nok noget med personlig smag at gøre)

    4) Collateral - 8/10

    5) Manhunter - 8/10

    6) Ali - 7/10

    7) Public Enemies - 5/10

    8) Miami Vice - 4/10

     

    Jeg var heller ikke vild med Miami Vice dengang, men synes faktisk den er blevet bedre og modsat den campy serie som jeg husker den, er filmen nedtonet. Mann's stilistiske eksperiment i filmen har jeg stadig indvendinger mod, men bedre film i dag synes jeg. Public Enemies er til gengæld bæ. 

    1) Heat - 10/10

    2) The Insider - 9/10

    3) Collateral - 9/10 

    4) Manhunter 8/10

    5) The Last of the Mohicans - 7/10

    6) Ali - 7/10

    7) Miami Vice - 7/10

    8) L.A. Takedown - 7/10

    9) Blackhat - 4/10

    10) Public Enemies - 3/10

    De tre første vil komme højt på en all time liste og Manhunter vil helt sikkert også blive nævnt, så Mann er værdsat højt her, selvom det er gået ned af bakke med de senere film. 

    Babo13-10-17 10:37

  • ★★★★★★0

    Jeg var heller ikke vild med Miami Vice dengang, men synes faktisk den er blevet bedre og modsat den campy serie som jeg husker den, er filmen nedtonet. Mann's stilistiske eksperiment i filmen har jeg stadig indvendinger mod, men bedre film i dag synes jeg. Public Enemies er til gengæld bæ. 

    Jeg kan ikke nægte, at jeg heller ikke har set den siden "dengang". Om jeg ville finde den bedre end PE i dag, ved jeg naturligvis ikke, den har jeg heller ikke set siden biografen. Jeg kunne dog godt tro dig, uden at jeg nødvendigvis ville finde nogen af dem andet end middelmådige. Tv-serien var jeg aldrig fan af, selv om jeg var meget ung dengang den kom frem og den måske derfor burde have været en del af mit dna, som andre af datidens film og serier. Mener den blev regnet for ret trendsættende på det tidspunkt. Jeg kunne blot ikke lide stilen, sjovt nok :-D

    T. Nielsen13-10-17 10:46

  • ★★★★0

    Being There (1979)


    Slutningen er intet mindre end genial i al dens tvetydighed og fortolkningsmuligheder.

     

    Bedømmelse: 8/10

    Jeg er dog ikke sikker på, at det outtake, der kommer efter rulleteksterne, passer så godt ind. Det er selvfølgelig sjovt at se Sellers ligge og kludre i sine replikker, men jeg synes, det lidt river én ud af den stemning, som man har efter slutningen.

    Også en spøjs måde at slutte en sådan type film på, men måske er filmen i virkeligheden tænk som mere komik, end man lige opfatter.

    Jeg ligger også på 8/10.

    chandler7513-10-17 10:51

  • ★★★★★★0

    Jeg er dog ikke sikker på, at det outtake, der kommer efter rulleteksterne, passer så godt ind. Det er selvfølgelig sjovt at se Sellers ligge og kludre i sine replikker, men jeg synes, det lidt river én ud af den stemning, som man har efter slutningen.

    Også en spøjs måde at slutte en sådan type film på, men måske er filmen i virkeligheden tænk som mere komik, end man lige opfatter.

    Jeg ligger også på 8/10.

    Pudsigt du nævner det, for jeg tænkte nøjagtigt det samme. Man sidder eftertænksomt tilbage og så smides disse hyggesjove scener i hovedet på en, så man helt mister "stemningen" som du så fint nævner. Måske er det en del af filmens samlede billede, at den også tager pis på publikum.....

    T. Nielsen13-10-17 10:54

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen