Enig mht manus. Mht Fassbender ér de elementer, som jeg påtaler, noget der er op til ham som skuespiller at forberede sig på - han gør ganske enkelt ikke sit arbejde godt nok, til trods for de svære betingelser. Men hele filmen er ét stort rod. Jeg ved ikke, om Scorsese har blandet sig lidt for meget. "Snemanden" føles som en skidt udgave af "Cape Fear", fremfor en Alfredson film.
Anmeldelse: Snemanden
Den skandinaviske krimi har efterhånden taget så meget over på disse hjemlige fronter, at den opmærksomme tilskuer kan regne både plot og skurk ud efter kun en halv times tid.
De nordiske krimier er blevet det nye sort. Nordisk noir har fået sin egen betegnelse som en genre, der er mørk, kold og mystisk. Lidt ligesom det kolde Skandinavien er for folk udenfor vores hjemlige grænser. "Snemanden", den nyeste film af Tomas Alfredson, kan prale af at indeholde alle disse elementer, men er ikke en film, som formår at holde den spænding, der burde være det vigtigste i en thriller.
Politiefterforskeren Harry Hole har brug for en ny sag. I tåger af alkohol føler han ikke længere, at livet har noget at byde på andet end den tidligere kæreste og hendes søn, som han er som en far for. Men så sker der noget, der vækker hans interesse. En kvinde forsvinder, og det eneste spor findes i et halstørklæde, der er viklet godt omkring en snemand udenfor hendes hus. Snart opdager Hole og hans kvindelige makker, at ofrene ofte er kvinder, hvis børn ikke kender deres rigtige far. Men hvordan hænger det så sammen?
Der er en trættende genkendelighed i alle de forløb, der foregår i "Snemanden", hvis scener og selvsamme forløb samtidig ikke rigtigt har en flydende overgang. Alt handler om de indre strabadser, der kommer til udtryk via denne sag om kvinder, som bliver slået ihjel på grund af deres børn, men fordi det er fortalt på en måde, vi har set så mange gange før, bliver det aldrig rigtigt fængende eller interessant. At den kvindelige efterforsker gemmer på en hemmelighed er ingen hemmelighed i sig selv, og at vores hovedperson er alkoholiker bag facaden er heller ikke noget, der vil ryste et moderne publikum, der er vant til den slags klichéer.
For der er ikke noget her, vi ikke har set en million gange før. Den skandinaviske krimi har efterhånden taget så meget over på disse hjemlige fronter, at den opmærksomme tilskuer kan regne både plot og skurk ud efter kun en halv times tid, og der er intet i "Snemanden", der overrasker i selv den mindste grad. Det snefyldte landskab indgyder en slags gysen, hvis man som tilskuer koncentrerer sig om det selvsamme, men efter et stykke tid i selskab med efterforsker Harry Hole bliver spørgsmålet mere og mere tydeligt: hvad skal vi med denne film? Hvad har den på hjerte, som andre – bedre – film ikke har?
Noget andet, der dukker op fra tid til anden, er scener med den tidligere superstjerne Val Kilmer. Her kommer andre spørgsmål farende, for hvorfor ansætte en skuespiller, der tydeligvis er blevet udsat for dårlig dubbing og ligner et botox-mareridt i en sådan grad, at det tager fokus væk fra selve plot og handling? Det er næsten pinligt at gennemgå scenerne med Kilmer, som er en skygge af tidligere storhed og nu mere virker som en skuespiller, der medvirker i "Snemanden" som en ren vennetjeneste.
I bedste fald er "Snemanden" minimalt spændende, men i værste fald – og desværre for det meste – er den enten langsommelig eller pinlig som i Kilmers scener. Et subplot med en læge og hans usunde forhold til en rigmand er ligeledes underligt malplaceret og skaber ikke andet end en rynken med øjenbrynene over, hvad dets mening og betydning er. Svaret må desværre været "intet", ligesom svaret er på, hvad "Snemanden" vil betyde for de thrillere, der kommer efter den.
