The Mummy (2017)
For måske 10-15-20 år siden, kunne det måske have lydt som en sjov ide, at skabe et cinematisk sammenhængende univers (eller Dark Univers som Universal Studios kalder det), bygget på Universal Studio’s mange klassiske filmmonstre. Hvor god ideen er i dag ved jeg ikke helt, måske også fordi det virker som et desperat forsøg på at skabe en franchise a la det Disney/Marvel så fornemt er lykkes med, med deres mange superheltefilm.
Grundet den lidt tvivlsomme modtagelse denne film fik, lader det så også til, at Universal allerede har skrottet ideen igen. Frem for dette forsøg på storstilet blockbuster action/fantasyfilm havde jeg så også hellere set mere seriøse horrorfilm baseret på deres kildemateriale.
Om disse klassiske monstre så kan fungere på film i dag som værende uhyggelige, ved jeg ikke helt. Håber dog stadig de får en chance for dette, så vi ser film der tør være mere skræmmende, blodige og tragiske, frem for det mere larmende sterile effektjageri som de moderne Blockbusters ofte er.
Jeg skal så her indrømme, at den originale The Mummy så aldrig har hørt til en af mine favoritter blandt disse ikoniske figurer. Faktisk er det lige før jeg bedre kan lide Stephen Sommers fjollede, men bestemt underholdende ’99 remake med alle dens eventuelle svagheder.
Alligevel, eller måske netop derfor frygtede jeg så at denne nye udgave, blev en gentagelse af 90’erne udgaven og jeg forventede endda, sådan ærligt en værre film end denne. Et stykke hen ad vejen, forholder det sig også sådan at den læner sig mere op af Sommer’s udgave end af originalen, men jeg blev alligevel positivt overrasket.
Der er larmende action og stort iscenesatte og oppustede cgi scener. Actiondelen er bare heldigvis mere naturalistisk og håndfast, samt mere neddæmpet på den gode måde, end jeg havde regnet med og cgi’en mindre anmassende og kun overbrugt i få scener.
Jeg fik ingen horrorfilm, men der er sine steder, trods den meget humor, en alvor over tingene, som giver lidt ægte spænding, hvor en enkelt scene eller to næsten har en snert af uhygge.
Handlingen kan man så beklage. Filmen hænger sammen og giver fint mening, men den virker på mange måder også mangelfuld og overstøtter sjældent sine karakterer og deres handlinger ret godt. Det er desværre også en film, som er næsten komplet glemt, når den slutter. Jeg var dog egentlig godt underholdt, mens den kørte.
Min svaghed for Tom Cruise som skuespiller, giver så også filmen lidt. Han er en af de få, som jeg synes har en gammeldags starpower. Jeg kan synes ham som en mærkeligt valg til en sådan film her, men det fungerer. Russell Crowe er så velvalgt til sin rolle som Dr. Jekell, om end jeg synes de griber karakteren forkert an, ved at gøre ham så ”larger than life”.
Bedømmelse: 7/10
