Anmeldelse: Tinkas juleeventyr

Juletid er lig med julekalender! Vi har smugåbnet et par af lågerne på TV 2's "Tinkas juleeventyr".

Det er 1. december i dag! Det er, som om der sker noget særligt ikke bare i Danmark, men i hele verden, når kalenderen skifter fra 30. november til denne dag. Hele december er som en lang, magisk julefest. og vi har alle hver vores juletraditioner, som hører til for at gøre december speciel for os. Men når 1. december begynder, begynder en fælles tradition som på mystisk vis kan glæde os alle på én gang, selvom den er ganske forskellig fra år til år. Jeg snakker selvfølgelig om julekalendere. Og i år får vi både en masse klassiske gensyn, men også en ny julekalender, som ser ud til at kunne kapre hjerterne hos både børn og voksne og kaste lidt magisk juletrylleri over Danmark – og forhåbentlig selv de hårdeste og kolde julehjerter.

"Tinkas juleeventyr" er en sand familiejulekalender spækket med kendte ansigter og et originalt og sødt plot, som virker yderst forfriskende – samtidig med at den giver en dejlig fornemmelse af genklang til de julekalendere, vi kom til at elske gennem tiden. I "Tinkas juleeventyr" møder vi den nysgerrige og stærke nissepige Tinka. Den 1. december skal hun op til Nissekongen og have overrakt nisseamuletten, som markerer, at hun nu er en rigtig nisse. Men da det bliver Tinkas tur, går noget desværre helt galt! Tinkas amulet skifter ikke farve, og hun indser, at hun ikke er som de andre nisser. Dette kaster Tinka ud på begyndelsen af et sandt juleeventyr, som fører hende ind i den forviste menneskeverden. Her møder hun ballademageren Lasse, og sammen kaster de sig ud i jagten på at løse gåden om nissernes tabte magi og finde svaret på, hvorfor mennesker og nisser ikke har set hinanden de sidste 100 år.

Nu er det desværre sådan, at vi de sidste år har manglet en god, original julekalender. Så meget, at man i dén grad har sat sin lid til genudsendelser af de populære klassikere såsom "Pyrus" og "The Julekalender". De er faktisk også på plakaten i år. TV 2 Charlie viser "The Julekalender", mens TV 2 viser "Alletiders nisse" lige før "Tinkas juleeventyr". Men der er noget over "Tinkas juleeventyr", der rammer lige ind i ens juletermometer. For det første bliver man ramt af handlingen lige fra første afsnit. Tinkas eventyr er spændende, mystisk og i dén grad julet. Nisserne er hovedrolleindehaverne, og historien bliver udfoldet fint over afsnittene. For det andet er det flot filmet og produceret. Klippene mellem nissernes verden og menneskenes verden overlapper hinanden på en troværdig måde. For det tredje sættes der gang i fantasien, og du opdager, at du ganske frivilligt opsluges af historien.

Denne julekalender er lavet af det danske film- og tv-produktionsselskab Cosmo Film, der også stod bag de andre "Jesus og Josefine", "Jul i Valhal" og "Juleønsket". Det er på sin vis ikke underligt, at kvaliteten er overraskende høj. Cosmo Film forstår at blande overnaturlighed med gys og klassiske nordiske elementer. Ikke nok med, at de har stået bag nogle af de mest elskede julekalendere – så er de også ansvarlige for spillefilmene "Vølvens forbandelse" og den absolut fantastiske "Midsommer". Mikset af voksent gys og barnlig juleglæde er til at mærke – og er særdeles vellykket. Titelsangen bliver fremført af Burhan G og Frida Brygmann, og allerede nu spår jeg den til at blive dette års nye julehit.

En god julekalender handler om at give ikke bare børn, men også voksne et eventyr, der vil sætte sig fast i deres hjerter. I Danmark har vi en umådelig rig tradition fyldt med utallige juleklassikere. Tænk bare på "Vinterbyøster", "Nissebanden", "Jul på slottet" eller "Brødrene Mortensens jul". Dette lille udpluk er bare en brøkdel af de fantastiske julekalendere, vi er blevet overrasket, underholdt og forelsket i gennem årene. Det er en fantastisk glæde at mærke, at en ny og moderne julekalender som "Tinkas juleeventyr" så flot og ambitiøst kaster sig ind i denne række af klassikere. Om det vil lykkes den, finder vi snart ud af, men som en selvudråbt juleelsker og fast troende på, at der må være en par procenter nisse i min DNA, kan jeg kun sige at enhver, som har savnet en frisk, ny julekalender, men som stadig synes, at de "gamle" klassikere er de bedste, vil finde stor juleglæde i "Tinkas juleeventyr".

Min anbefaling vil være, at man i år rigtig sætter sig til rette i sofaen. Med pebernødder, varm kakao, nougat, marcipan, appelsiner og mandariner og nyde et lille julemaraton startende med "Alletiders nisse", så "Tinkas juleeventyr" og til slut "The Julekalender". Så burde ens juletermometer stå på fuld skrue, nissehuer og et par bob bob bob. Glædelig jul!

Tinkas juleeventyr

Kommentarer

Tinkas juleeventyr

  • ★★★0

    Nok første gang at jeg skipper en julekalender som bliver sendt fra DR1 eller TV2. Istedet genser Jul på Vesterbro og Krummernes Jul.

    MOVIE1000 1-12-17 18:45

  • ★★★★★0

    Hmm. Baseret på denne anmeldelse og hvad jeg lige kunne smugkigge på YouTube, så kunne det jo godt se ud som om at nogen har fået nok af dyster socialrealisme og har forsøgt at lave en julekalender ligesom i "de gamle dage" (eller 90'erne). Det er da lidt nice. :) 

    Lars! 1-12-17 23:33

  • 0

    Min kone og jeg hygger med at se den sammen. Det tegner godt her efter de første tre afsnit. :)

    evermind 4-12-17 08:29

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen