Man kan også sagtens køre videre med David. Tredje akt i Covenant virker som om Scott skulle imødegå den kritik, der har været efter Prometheus. Det var dejligt syn med bæstet, men man kunne have drejet endnu mere fokus mod andet. Mulighederne var der. Jeg er med på en mere.
Tredje "Alien"-prequel vil have færre aliens, mere robot
Ridley Scott løfter lidt af sløret for, hvad vi kan forvente i filmseriens fremtid.
Selvom den efterhånden har flere årtier på bagen, så ruller "Alien"-sagaen stadig. Filmserien om de bidske rumbæster begyndte med Ridley Scotts klassiker fra 1979, mens seneste kapitel havde premiere tidligere på året – og endnu en film skulle allerede være i kortene.
Det kan dog være, at sci-fi-franchisens historie tager en ny drejning. Sådan lyder det nemlig fra Scott selv, der fortæller, at næste omgang muligvis vil handle mindre om rumvæsner, og mere om robotter og kunstig intelligens. Ifølge instruktøren vil ændringen give fortællingen et mere skræmmende og relevant udtryk.
"Folk fortæller mig, 'du skal have mere med rumvæsenet, flere ansigtsangreb, mere chest bursting', så det gjorde jeg en masse af i Covenant, og det passede fint," udtaler Ridley Scott i et nyt interview med Entertainment Weekly og fortsætter: "Men jeg tror, at hvis vi laver endnu én, så må vi se på en anden løsning, som er mere spændende. Jeg synes, at kunstig intelligens er ved at blive meget farligere og derfor mere interessant."
Instruktøren var som nævnt i maj aktuel med "Alien: Covenant", som Moovys anmelder gav fire ud af seks stjerner. Næste projekt for Scott er den autentiske "All the Money in the World" med blandt andre Michelle Williams, Mark Wahlberg og Christopher Plummer. Den film får dansk biografpremiere 2. februar.