Moovy Exclusive: Morricone: Filmens musikalske maestro - westerns og nostalgi

I anledning af Ennio Morricones død genudgiver vi tre artikler om Il Maestro. I første artikel ser vi blandt andet på det musikalske samarbejde med Sergio Leone.

Inden for populærkulturens rammer vækker navnet Ennio Morricone særlige associationer. Italieneren forbindes oftest med de velkendte skrig, der lyder, når cigarrygende Clint Eastwood med sammenknebne øjne køligt nedskyder banditter i det vilde vestens støvede og glohede prærielandskab. Morricones musikalske bidrag til Sergio Leones ikoniske spaghetti-westerns har forståelig berømmelse, men udgør kun en kortvarig byge i forhold til filmkomponistens enorme hav af samlede værker. Værker, der gennem en 60-årig karriere genremæssigt har budt på alt fra klassisk og jazz til syretrippende avant-garde. Her opridses de største og mest kendte.

To italienske maestros - Sergio Leone og Morricone 

Morricone nød samarbejdet med Sergio Leone. Og helt uden om deres samarbejde kommer vi naturligvis ikke. Den italienske filmskaber gav i sine værker plads til filmmusikken og lod som narrativt greb de musikalske temaer dominere lydbilledet. Selv påpeger Morricone tilskuerens udfordringer ved at rumme både reallyd, dialog og musik samtidigt – hvilket Leone havde luret. "The Good, the Bad and the Ugly" (1966) er udover filmhistorisk gigant et skoleeksempel på, hvordan Morricones musik effektivt interagerer med Leones mesterlige, fotografiske fortællestil.

I røverhistoriens afgørende klimaks er tre skattejægeres duel udelukkende fortalt gennem musik og rytmisk suspense-klipning – en scene, der sidenhen er imiteret i utallige, popkulturelle sammenhænge. Temaet, kaldet "Il Triello", genbrugte Quentin Tarantino senere i sin "Kill Bill: Vol. 2". Tarantino har i øvrigt aldrig været bleg for at genbruge Morricones musik. Hele fire af Tarantinos værker bugner af filmkomponistens ældre materiale fra især 60'erne og 70'erne. Scenen bygges langsomt op af akustiske guitarakkorder. Dramatisk trompet sætter ind og blæser intensiteten i vejret – både i form af klip og musik. Det uundgåelige mærkes i musikken. Bang, bang! Morricone spiller selv trompeten – på et af filmhistoriens mest kendte soundtracks.

Afsluttende duel og musikalsk klimaks i "The Good, the Bad and the Ugly"

I 1968 steg Leones filmiske ambitioner. "Once Upon a Time in the West" er et monumentalt og episk værk. Kunstneriske kræfter i form af både Dario Argento og Bernardo Bertolucci medforfattede en fortælling, der lukker og binder sløjfe omkring western-genren. Et på overfladen simpelt hævnplot hæver sig til en analogi over selve genrens fald, og moderne tiders tæmning af det vilde vest behandles med subtil snilde. Den klassiske, mytiske revolvermand må uddø.

Ennio Morricone søger her ligeledes dybere ned i musikalsk emotionalitet med et score, han selv anser som værende et af sine stærkeste. Soundtracket er opbygget af fire ledemotiver – et motiv til hver hovedkarakter. Morricone udfordrede derfor her innovativt filmmusikkens traditioner. Melankolske toner dominerer, og Morricone leger atypisk – for en western – med elektrisk guitar og insisterende mundharmonika. Fatalistisk og ildevarslende. I en over otte minutter lang scene uden dialog konfronterer filmens mystiske hævnfigur den sortklædte skurk. En rituel dødsdans. De to duellanters ledemotiver flettes sammen – ikke kun med hinanden, men også med Leones dvælende billeder. I rytmisk symbiose. Resultatet er en overlegen opvisning af engagerende historiefortælling – alene ud fra musik og billeder.

Regnskabet gøres op med både sortklædt skurk og westerngenren

Episk historiefortælling steg for Leone i 1984 til nye højder. Gangster-eposset "Once Upon a Time in America" havde været et ønskeprojekt for Leone siden 1969 og er en fire timer lang rise and fall-beretning. Filmen satte punktum for Leones og Morricones samarbejde i et vidunderligt værk, der dyrker sorg og skam – præsenteret gennem en desillusioneret gangsters opgør med fortiden. Morricones musik svælger i nostalgisk melankoli, der stilsikkert leveres med emotionelt pondus. "Once Upon a Time in America" kan virke som rytmisk sovepude med sin sparsomme dialog og dvælende nærbilleder, men er et musikalsk og genremæssigt mesterværk.

Musikken var skrevet allerede før optagelserne og blev spillet på settet. Rumænske Gheorge Zamfirs panfløjte og Edda Dell'Orsos potente sopran spejler effektivt fortællingens kredsen om tab og længsel, og Hans Zimmer placerer tilmed Morricones velskrevne score i sin top tre – sammen med Vangelis og Giorgio Moroder for henholdsvis "Blade Runner" og "Midnight Express". Meget gik dog galt for Sergio Leone i forhold til filmens produktion. Blandt andet nåede Morricones score på utilgivelig vis ikke fristen for godkendelse til Oscar-nomineringer. Skandaløst.   

Melankolsk panfløjte varsler mørk bagside af den amerikanskE gangsterkarrierE

Fransk-engelske Roland Joffé havde som instruktør stor succes i 80'erne med krigsbiografien "The Killing Fields" (1984) – og to år senere med det historiske drama "The Mission". Begge film blev Oscar-nomineret, og sidstnævnte vandt hovedprisen ved Cannes Film Festival. Morricones score til "The Mission" kombinerer højtravende kor, autentiske jungletrommer og spansk-influeret guitar – ofte i kombination. Fortællingen om en spansk missionærs forsøg på at beskytte og omvende sydamerikanske indfødte i 1800-tallet har uden tvivl ét af Morricones mest anerkendte lydspor.

Følelsesladede temaer i form af "Gabriel's Oboe", "Falls" og majestætiske "On Earth as it is in Heaven" gav Morricone henholdsvis en Oscar-nominering og en Golden Globe for bedste soundtrack. Særligt "Gabriel's Oboe" har med sin melodiske og karismatiske oboe skabt genklang og er sidenhen fortolket af kunstnere i form af både Sarah Brightman og Russell Watson. Morricones score indfanger den sydamerikanske jungles mystik og grandiose storhed i et nærmest religiøst skær.

Morricone dirigerer musikken til "The Mission"

Morricone har aldrig været en Hollywood-darling. Som ægte italiener har han altid insisteret på at blive boende i sit hjemland i fødebyen Rom. Endda i samme lejlighed i mere end 60 år. Engelsk har han aldrig lært, hvilket udfordrer mange af de amerikanske instruktører, der har fået komponisten med ombord. Med hele 523 originale soundtracks til film og tv-serier er hovedparten derfor uudforskede, italienske hemmeligheder. Filmskaberen Giuseppe Tornatore har dannet italiensk makkerpar med Morricone siden den Oscar-vindende "Cinema Paradiso" fra 1988. Og i deres samarbejde ligger mange skjulte, musikalske skatte.   

"Cinema Paradiso" er udover stor italiensk filmkunst beriget af Morricones toner i højt, sentimentalt gear. Tornatore hylder i sin film både barndommens nostalgi og selve filmmediet. Hyldesten understøttes af et score, der atypisk for Morricone helt holder sig inden for filmmusikkens "normale" rammer. Soundtracket er traditionelt opbygget af orkestrale arrangementer, der med fintfølende strygere effektivt fremmaner og formidler filmens emotionelle sjæl. Soundtracket er derfor en milepæl inden for italiensk filmmusik – og Tornatores største bedrift som filmskaber. Morricone vandt fortjent en BAFTA for sit storladne, dybfølte værk.

Filmisk nostalgi udspiller sig til Morricones sentimentale toner

Morricones bedrifter lider ofte under at agere overset brik i filmoplevelsens samlede puslespil. De fem beskrevne soundtracks har alle en enorm betydning for de omtalte films succes og eftermæle – og særligt i Morricones bidrag findes altså en unik evne i at overføre musikalsk kunnen til filmmediets fortællende effekt. Og det gælder andet end kun maestroens brede, anerkendte værker.

I 2015 hev komponisten en Oscar hjem til Rom som ældste nogensinde for musikken til Quentin Tarantinos "The Hateful Eight" – men det store og populære værk genbruger eksempelvis lydspor fra Morricones ældre og mere oversete materiale fra en helt anden genre: Horrorfilmen. Hvilke filmgysere, der er tale om, afsløres i næste artikel, der vil gå i dybden med Morricones kriminelt undervurderede horror-soundtracks. Knap så kendte, men mindst lige så interessante.

LÆS også: MORRICONE: FILMENS MUSIKALSKE MAESTRO - HORROR OG GIALLO

Læs TORSDAG: Morricone: Filmens musikalske maestro - horror i Hollywood

Kommentarer

Morricone: Filmens musikalske maestro - westerns og nostalgi

  • ★★★1

    Imponerende hvor mange ikoniske sekvenser Morricone har lagt musik til. Det er umuligt at forestille sig en Leone-film uden maestroens touch indover. Min absolutte favoritfilm, “Once Upon a Time in America”, ville have været en helt anden film uden.

    Dolphinfriendly 4-12-17 21:49

  • ★★★★0

    Del 2?

    Gasivodo12-12-17 17:09

  • ★★★★3

    På en måde mangler meget af musikken i dag noget som kendetegnede legenden. En sjæl.

    Babo 7-07-20 17:18

  • ★★★★★★2

    På en måde mangler meget af musikken i dag noget som kendetegnede legenden. En sjæl.

    Shit hvor er vi enige i det udsagn!!!

    T. Nielsen 7-07-20 17:31

  • ★★★★0

    Shit hvor er vi enige i det udsagn!!!

    Jeg kan snart ikke give dig flere stjerner, fordi jeg rammer i stjernerne på profilbilledet :)

    Babo 7-07-20 18:08

  • ★★★★★★0

    Jeg kan snart ikke give dig flere stjerner, fordi jeg rammer i stjernerne på profilbilledet :)

    Det er vel strengt taget også mere mig der burde give dig en her:) Så nu får du et blødt tryk i stjernen (måske det giver dig søde minder om varme nætter med don;)

    T. Nielsen 7-07-20 18:20

  • ★★★★0

    Det er vel strengt taget også mere mig der burde give dig en her:) Så nu får du et blødt tryk i stjernen (måske det giver dig søde minder om varme nætter med don;)

    A night to never forget ;)

    Babo 7-07-20 19:04

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen