The Treasure of Sierra Madre (1948)
Nu skal vi så på en herlig nostalgisk rejse tilbage i tid og med ud på et forrygende eventyr i selskab med John Hustons klassiske og mesterlige drama om tre mænds desperate jagt efter guld og grønne skove i et goldt og nådesløst landskab, kæmpende mod den stegende sol, skruppelløse banditter og ikke mindst deres egen grådighed og uforudsigelige moral. “The Treasure of Sierra Madre”, som er baseret på B. travens novelle fra 1927 af samme navn og loyalt følger sit forlæg, var en af de første Hollywood producerede film der, bortset fra nattescenerne, blev optaget on location i de Mexicanske byer Durango og Tampico, hvilket gav Hustons perle en helt igennem fantastisk autensitet.
I det gudsjammerlige hul i jorden også bedre kendt som Tampico forsøger den lettere forhutlede og frustrerede amerikaner Fred Dobbs, (Humphrey Bogart), at få sig et arbejde men erfarer, at det ikke ligefrem er nogen nem opgave og han må i stedet ydmygende klare sig for de småpenge det lykkedes ham at tigge fra en venlig sjæl, (spillet af John Huston), på gaden. Mens han venter på, at heldet skal tilsmile ham, ender han efter en mindre kontrovers med at købe en lodseddel, hvilket måske vil vise sig at være et ganske fornuftigt valg. Ikke længe efter støder Dobbs tilfældigvis ind i den godmodige lykkejæger Bob Curtin, (Tim Holt), som han straks falder i snak med og kort efter smiler fru Fortuna deres vej, da de begge bliver hyret af den tilsyneladende flinke Pat McCormick, (Barton Maclane). Han viser sig dog hurtigt at være en nederdrægtig svindler og så må de to hårdarbejdende gutter ud i et sandt værtshusslagsmål med deres tidligere chef for at få løn som fortjent.
En god slat penge rigere men alligevel slukørede og udbrændte, pga. den igen usikre fremtid, slentrer de to slagsbrødre i seng på det lokale motel, hvor en mulig krukke af guld dukker op for enden af regnbuen, da de overhører en gammel støder ved navn Howard, (Walter Huston), fortælle om sine tidligere eventyr, hvilket inspirer Dobbs til at foreslå, at de fortsætter karrieren som guldgravere i et tremandsteam, som han er sikker på nok skal give smæk for skillingen. Curtin lader sig hurtigt overtale og Howard det samme, men han kan nu alligevel ikke, grundet sin mangeårige erfaring, lade være med at spekulere på, om hans kumpaner overhoved kan klare mosten når alt kommer til alt. Dagen efter i toget mod Sierra Madre bjergene bliver de prompte overfaldet af en flok blodtørstige banditter, hvilket blot skal vise sig at være en ud af mange udfordringer for den umage trio, der i løbet af de følgende døgn må igennem det ene mere dramatiske intermezzo efter det andet, som vil afsløre den helt store korruption, grådighed, og ultimative offervilje i blandt dem især, da de får yderligere selskab af den ligeledes desperate James Cody, (Bruce Bennett).
”Now here's where we're bound for, hereabouts. Don't show properly whether there's mountains, swamp, or desert. That shows the makers of the map themselves don't know for sure. Once on the ground, all we gotta do is open our eyes and look around. Yes, and blow our noses, too. Believe it or not, I knew a fellow once who could smell gold like a jackass can smell water.”
”The Treasure of Sierra Madre” vandt oscar for bedste instruktion og manuskript baseret på andet forlæg, samt for bedste birolle til John Hustons far Walter, (som spiller fantastisk som den gennemrutinerede old timer der kender alt til grådighedens mange faldgrupper), og burde ret beset også have vundet i mange flere kategorier. For her er i den grad tale om en film hvor alting går op i en højere enhed. Man fornemmer hurtigt inde i handlingen, at der virkelig er kælet for detaljen i dette medrivende drama, som tager sig god tid til at beskrive sine karakterers tilstand, deres desperation for at opnå en bedre levestandard, samt deres respektive fejl og mangler, som alt sammen udstilles elegant i en refleksion af byen Tampicos lurvede og barske gadebillede, inden de tre protagonister drager ud på den store manddomsprøve i bjergene. Det er dog primært Tim Holt, (der gør det glimrende i en svær rolle målt imod de to legender), og Humphrey Bogarts karakterer der i filmens indledning er mest interessante at følge i kontekst til de senere begivenheder, hvor opgøret med Pat McCormack tidligere både viser deres evne til at samarbejde og samtidig illustrerer, at deres moral er intakt fordi de kun lige præcis tager de penge, de har fortjent fra fuskerens bugnende pung og ikke en dollar mere.
Men hvor Bob Curtin som udgangspunkt er tro mod sine egne idealer og søger lykken efter guld med rene intentioner, er Fred Dobbs en type der i stedet lever af sine enorme mindreværdskomplekser mod resten af samfundet, som han konstant føler gør alt for at forhindre ham i at få succes, hvilket man får et glimrende eksempel på i scenen hvor trioen, efter de har fundet guld, fortæller hinanden hvad de har tænkt sig at bruge deres rigdomme på. Her skiller Dobbs sig fuldstændig ud fra de andres drømme, fordi hans udelukkende består i at få chancen for at kunne hæve sig over andre og vise hvor meget bedre end dem han er blevet. Humphrey Bogart som ofte har spillet kyniske og hårdhudede roller i f.eks. ”The Maltese Falcon”, ”Casablanca” og ”In a Lonely Place”, dog altid med charmen intakt, piller i sin præstation som Dobbs al glamour der har tidligere har omgivet ham fuldstændig fra hinanden og efterlader publikum med en bitter, smålig og møghamrende usympatisk mand, der gradvist har forvandlet sig fra en lettere mavesur stodder til et vildt dyr med paranoiaen og galskaben lysende ud af øjnene, klar til at gøre hvad som helst for at forsvare sit bytte. En præstation der i mine øjne er en af, ja hvis ikke den bedste præstation, Bogart har leveret i sin lange karriere.
John Hustons film er stadig i dag en sand fornøjelse og selv om man måske ikke er til film med en del år på bagen, eller er den store Humphrey Bogart fan, ja så bør man alligevel give denne sprudlende guldklump en chance.
10/10