The Terror
Det er egentlig et par dage siden, at jeg så sæsonen færdig. Faktisk var det dagen efter, at jeg begyndte på den. Hvilket vel må siges at være et godt tegn i sig selv. Men samtidigt har jeg været nødt til at gå og tygge lidt på den for at finde ud af, hvad jeg så egentlig synes om serien i sin helhed. Og jeg er stadig ikke helt sikker.
Serien starter formidabelt ud. Stemningen er intens, karaktererne og forholdene imellem dem virker helstøbte og virkelige, settet er rigtigt flot (i hvert fald når vi er på de to skibe) og det lurende uhygge i mørket samt den ulmende start på et clash skibenes to kaptajner imellem er alt sammen med til at lokke en til at blive ved med at se.
Men desværre er det som om, at det hele på et tidspunkt (velsagtens cirka halvvejs igennem serien) begynder at føles nærmest karikeret, ligesom seriens virkeligt store trækplaster - dramaet karaktererne imellem - skifter ret meget fokus og derfor tabte mig en smule.
Uden at ville afsløre for mig, så er det ikke kun omgivelserne, der bliver mere grå og matte, som historien udspiller sig, og personligheder, der i starten føltes dybe og mangefacetterede, bliver nærmest enfoldige og, ja, som skrevet lige før, karikerede.
Samtidigt er der ikke meget at råbe hurra for på effekt-siden. De store islandskaber føles utroligt kunstige at se på, ligesom monsteret (som dog heldigvis fylder forholdsvis lidt, både i forhold til skærmtid og den overordnede historie) er som taget ud af et PlayStation-spil - og et billigt et af slagsen, endda.
Men når serien fungerer, så fungerer den virkelig godt. De først i hvert fald fire afsnit er virkeligt medrivende, ligesom der er flere passager i de senere afsnit, der også virker virkeligt gode.
Og så er der jo Jared Harris, som jeg ikke kan lade være med at elske. Og han er heldigvis hamrende god heri også som den lettere fordrukne kaptajn med et knust hjerte og en manglende lyst til noget som helst.
Det ender med 4/6