King Kong (2005)
Da instruktør Peter Jackson annoncerede at han ville lave en genindspilning af ”King Kong”, fandt jeg det var en dårlig ide, selv om jeg kunne lide hans grunde til at gøre det. Jackson har selv givet udtryk for, at netop den originale ”King Kong” fra 1933 var filmen der i sin tid inspirerede ham til at blive filmskaber. Han havde derfor i mange år ønsket at lave et remake, både for at hylde originalen, men også for at give den videre til en ny generation. Så der kan næppe tvivl om at han havde hjertet med og at grunden i og for sig vel var i orden.
Efter succesen med de tre fantastiske ”Lord Of The Rings” film, kunne denne drøm nu gå i opfyldelse. Historien lægges meget tæt op ad originalen, hvor der så ofte blot smøres mere på, på godt og ondt. Der kan i hvert fald ikke herske tvivl om at, at især når vi kommer til Skull Island, så er Peter Jackson gået gevind som en dreng i en legetøjsbutik, hvor alt er gratis. Bombastisk, over.the-top og for meget kan man påstå, men gud hvor er det herligt at møde en filmskaber der ikke kan begrænse sig (selv om mange, også jeg indimellem, elsker udtrykket ”Less Is More”).
Handlingen bygges dog først mere stille, om end ret så grundigt op. Man introduceres omhyggeligt til filmens persongalleri. Det giver så også en ret lang indledning og selv om den aldrig keder mig, så er der ting der ikke fungerer, bliver rigeligt sentimentale eller forekommer lidt klodset iscenesat. Noget som også plager filmen senere hen, men ofte i mindre grad.
En del af humoren, som godt kunne undværes i det hele taget, rammer for eksempel lidt skævt og dermed ryger lidt an den ånd og tone der også forsøges at opnå, selv om der unægtelig tegnes en fint tidsbillede og det understreges at det er i tid med økonomisk krise. Et andet eksempel er, at hvor man i originalen bruger kort tid på at se Ann Darrow blive overtalt til at rejse med filmholdet ud, så bruges der en del tid her, for at vi skal få en forståelse for at hun gør det af nød. Men det får den modsatte effekt, at det føles mere utroværdigt at en ung kvinde ville springe ombord på et så tvivlsomt skib til så tvivlsom en rejse, med den besætning.
Skuespillet er ellers generelt rigtigt godt og folk som den evigt skønne Naomi Watts og den sympatiske Andrian Brody giver toppræstationer af den seriøse slags. Jeg er så ikke så vild med Jack Black i rollen som Carl Denham. Udover at jeg synes han bliver en tand for slesk, så bliver han også for pjattet, selv om Black muligvis forsøger at spille ham seriøst.
På billedsiden er der uden tvivl kælet for hver eneste detalje, hvor kameraet og kameramanden Andrew Lesnie, der også stod bag ”Lord Of The Rings”’ eventyrlige billeder, flot indrammer en ofte fabelagtig scenografi. Både Skull Island og 30’ernes New York er med få undtagelser elegante og eventyrlige. De raffinerede farveskalaer fremstår delikat og skarpe, så filmen fremtræder som et smukt malet billede.
Jovist, teknisk er filmen overlæsset med mængder af CGI. Heldigvis ser det for det meste virkelig godt ud. Der er sekvenser der er mindre gode og en enkelt direkte gyselig. Scenen med de løbende langhalse er både grim at se på og vitterligt dårligt udtænkt, lige så man krummer samtlige tæer og fødder med. Til gengæld er samtlige scener med King Kong fuldstædig gennemførte og overbevisende, selv i dag hvor vi er en del der ofte er kørt lidt trætte af det kunstige skær CGI effekter kan give. Men ellers er en del af filmen indiskutabelt et effektorgie så stort, at det kun kan kaldes et festmåltid for enhver aficionado af den slags.
Jeg morede mig i hvert fald og levede mig ind i virkelig mange af de voldsomme og opulente actionscener og dem var der en hel del af. Fra Kong’s kamp med en T-Rex, til menneskers kamp med diverse dinosaurrusser, over til den fængslende finale på toppen af Empire State Building, som virkelig ser godt ud, kastes alt ind i underholdningens navn og meget bedre underholdning finder man ganske enkelt ikke hvis man spørger mig. Det er respirationsfremkaldende, gigantisk og sindssygt.
Jeg forstår så godt hvis mange føler det hele bliver for meget. Men ikke her. Jeg får så også følelserne med, filmen rører mig faktisk. Dette understøtter musikken af den renommerede James Newton Howard så også godt. Den fremhæver på elegant og fin vis filmens både kulørte og opulente action og de mere stille øjeblikke.
Så alt i alt synes jeg at dette remake af en af mine egne all-time favoritter fungerer overraskende godt, også i år 2018. Det er stadig den klassiske fortælling om skønheden og udyret og det er en fortælling om at være afvigende, ensom og misforstået i en verden der ikke har plads til en, uden at jeg skal forsøge at gøre filmen dybere end den er.
Bedømmelse: 8/10
Det skrevne er sakset og redigeret fra en lidt længere anmeldelse jeg skrev på en anden filmside, dengang filmen kom frem.