Trailer: Hugh Jackman er "The Greatest Showman" i ny trailer

20th Century Fox har udgivet den første trailer til "The Greatest Showman", baseret på den legendariske showman P. T. Barnums liv og karriere.

Musicalen følger Barnums vej fra ingenting til ikon og fortæller historien om selve begyndelsen på det, vi i dag kalder show-business. P. T. Barnum var en af grundlæggerne af det omrejsende cirkus "Ringling Bros. and Barnum & Bailey Circus", der også gik under kælenavnet "The Greatest Show on Earth". Showet blev en verdensomspændende sensation og var med til at sikre Barnums status som visionær for eftertiden.

I hovedrollen som P. T. Barnum ses Hugh Jackman, der før har sunget sig til en Oscar-nominering i "Les Misérables". Tidligere på året var han aktuel i de danske biografer med "Logan".

Udover Jackman vil man også kunne finde Zac Efron ("Baywatch"), Rebecca Ferguson ("Life") og Zendaya (den kommende "Spider-Man: Homecoming") i filmen samt Michelle Williams ("Manchester by the Sea") som Barnums kone, Charity.

"The Greatest Showman" instrueres af Michael Gracey, som får sin debut som spillefilmsinstruktør. Filmen har premiere 25. december, og traileren finder du herunder.

Kommentarer

Hugh Jackman er "The Greatest Showman" i ny trailer

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen