Trailer: Se Gary Oldman fyre den af som Churchill i ny trailer til "Darkest Hour"

En uigenkendelig Gary Oldman lægger i kakkelovnen til en Oscar-nominering i rollen som den sagnomspundne premierminister.

Så er der landet en ny trailer til "Darkest Hour", hvor Gary Oldman giver den i rollen som selveste Winston Churchill, der var britisk premierminister under 2. Verdenskrig.

Filmen er instrueret af Joe Wright, der står bag "Atonement", "Hanna" og "Pan", og viser Churchill under maksimalt pres, mens han står over for sit livs vanskeligste og mest definerende udfordring: Skal han forhandle en fredsaftale med Nazi-Tyskland eller stå fast og kæmpe for sin nations idealer om frihed og selvstændighed? Som om det ikke var nok, er den engelske konge særdeles skeptisk, og Churchills eget parti konspirerer imod ham. 

Det er under disse mildt sagt ugunstige forhold, at Churchill skal forsøge at samle en ængstelig nation og ændre historiens gang.

Udover Oldman finder man på rollelisten blandt andre Kristin Scott Thomas som Churchills hustru, Ben Mendelsohn som King George VI og Lily James som premierministerens sekretær. 

"Darkest Hour" får premiere til januar.

Kommentarer

Se Gary Oldman fyre den af som Churchill i ny trailer til "Darkest Hour"

Log ind for at deltage i diskussionen