Trailer: Se Tom Hanks overfor Meryl Streep i traileren til Spielbergs "The Post"

Mon ikke kombinationen af giganterne Spielberg, Hanks og Streep kaster indtil flere Oscar-nomineringer af sig?

Så er der landet en ny trailer til Steven Spielbergs "The Post", der er baseret på virkelige hændelser, og som byder på det første samarbejde mellem to af Hollywods største skuespillere i skikkelse af Meryl Streep og Tom Hanks. Traileren kan ses herunder.

Som det fremgår satser Hanks og Streep bogstaveligt talt hele butikken i rollerne som henholdsvis redaktøren på The Washington Post, Ben Bradlee, og forlæggeren Kay Graham, i bestræbelserne på at offentliggøre den berygtede "Pentagon-rapport", der afslørede hemmelige og dystre detaljer om USA's involvering i Vietnam-krigen. Det skete i 1971 og blev på sin vis begyndelsen på enden af Nixon-æraen – tre år før Watergate-skandalen tvang præsidenten til at gå af i utide.

"The Post" byder på det femte samarbejde mellem instruktør Steven Spielberg og Tom Hanks, mens det er første gang, at Meryl Streep kan ses i en film af den legendariske filmmager.

På rollelisten finder man desuden blandt andre Sarah Paulson ("American Crime Story"), Bob Odenkirk ("Better Call Saul"), Bradley Whitford ("Get Out") og Bruce Greenwood ("Gerald's Game").

Filmen lander i de danske biografer i april 2018.

Kommentarer

Se Tom Hanks overfor Meryl Streep i traileren til Spielbergs "The Post"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen