Trailer: Trailer til "Professor Marston & the Wonder Women": Historien bag Wonder Woman

Annapurna Pictures har udgivet den første trailer til "Professor Marston & the Wonder Women", der bygger på den sande historie bag skabelsen af tegneserien "Wonder Woman". Du kan se traileren nedenfor.

Filmen følger Harvard-professoren William Moulton Marston, som i 1941 skabte den banebrydende superheltinde Wonder Woman. Marston var en gift mand, men både han og hans kone Elizabeth forelskede sig i den unge Olive Byrne – en tidligere elev på universitetet – og de tre indledte et polyamorøst forhold. Idéen om Wonder Woman-figuren udsprang af de to stærke kvinder i Marstons liv, og deres idealer og feministiske verdenssyn blev en essentiel del af heltindens personlighed, som mødte en del modstand og kontroverser på daværende tidspunkt.

Foruden at skabe en ikonisk superhelt var William Marston også opfinder, og han er bl.a. kendt for at have været med til at udforme den moderne løgnedektektor-test.

Luke Evans ("Skønheden og Udyret") spiller hovedrollen som Dr. William Moulton Marston, mens Rebecca Hall ("Den store venlige kæmpe") ses som Marstons kone, Elizabeth. Filmen byder også på Bella Heathcote ("The Neon Demon") i rollen som Olive Byrne samt Connie Britton (tv-serien "Nashville") og JJ Feild ("Captain America: The First Avenger"). Bag kameraet står Angela Robinson, der tidligere har instrueret actionkomedien "D.E.B.S." og "Herbie for fuld udblæsning".

Wonder Woman-figuren lever stadig i bedste velgående, både i tegneseriernes og filmenes verden. Tidligere på året fik vi hende således at se i karakterens første solofilm nogensinde i kæmpehittet "Wonder Woman".

"Professor Marston & the Wonder Women" har endnu ingen dansk premieredato, men står til at ramme de amerikanske biografer 27. oktober.

Kommentarer

Trailer til "Professor Marston & the Wonder Women": Historien bag Wonder Woman

    Log ind for at deltage i diskussionen