Trailer: Uhyggelig trailer til ny "The Ring"-film

Den japanske gyser "Ringu" blev et verdensomspændende hit tilbage i 1998, og det uundgåelige amerikanske remake udkom i "2002" med Naomi Watts i hovedrollen.

"The Ring" og fortsættelsen, "The Ring 2", indspillede godt 400 mio. dollars på verdensplan. Men på trods af den imponerende omsætning er det altså først i år, at en treer ser dagens lys: "Rings".

"Rings" er angiveligt en direkte fortsættelse til de to foregående film, og igen følger vi en kvinde, Julia (Matilda Lutz), der støder på en grum video med en brønd og en lille, sorthåret pige, og som finder ud af, at hun nu er forbandet og kun har syv dage til at bryde forbandelsen, hvis hun skal undgå at dø på grusomste vis...

"Rings" instrueres af den relativt ukendte spanier F. Javier Gutiérrez, som tidligere kun har lavet spillefilmen "Tres días", mens manuskriptet er skrevet af Akiva Goldsman ("A Beautiful Mind"), Jacob Estes ("Mean Creek") og David Loucka ("House at the End of the Street").

Filmen har dansk biografpremiere 2. februar. Så du kan altså reflektere over filmen indtil 9. februar, hvis du fanger den på premieredagen...

Kommentarer

Uhyggelig trailer til ny "The Ring"-film

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen