Anmeldelse: Barn
Drivkraften i fortællingen er alle de individuelle tandhjul, der hver især gnider på tværs af hinanden i samfundet.
Curlingforældre, inklusion og skolereformer. I Danmark såvel som i resten af Norden holder vi et årvågent øje over vores elskede børn. Det er endnu et område sårbart overfor horden af hede diskussioner. Som forfatter, journalist og dramatiker har Dag Johan Haugerud altid båret en passion for det skrevne ord. I nordmandens seneste film, "Barn", anvendes de litterære talenter til at åbne debatten om den flygtige tid mellem barn og voksen.
13-årige Lykke har forårsaget kammeraten Jamies død. En ung, vellidt dreng er for evigt forsvundet fra et lille samfund, hvor alle er forbundet på tværs af familie og institutioner. Mens Lykkes forældre kæmper med at forstå deres barns handling, søger Jamies far efter svar, forståelse og medfølelse i en hjerteskærende tid. Højrefløjspolitikeren finder trøst hos sin nylige kæreste, skolelederen Liv, der møder personligt og professionelt pres. Forældrekomiteen ønsker skærpet opmærksomhed grundet dødsfaldet, og venner samt familie betvivler hendes valg af partner.
"Barn" er en skandinavisk film med stilmæssige rødder i Michelangelo Antonioni og Mike Leigh, mens landsmanden Joachim Trier også er at finde heri. Al menneskelig interaktion op til dødsfaldet er ekskluderet. Haugerud er kun interesseret i at udforske reaktionerne, konsekvenserne og de modstridende holdninger i kølvandet på tragedien. Karaktererne bevæger sig fra scene til scene, hvor de diskuterer de nyopståede konflikter og dilemmaer. Medfødte, samfundsmæssige og politiske forskelligheder gør dem dog ude af stand til reelt at kommunikere.
Vidunderligt er det dog, hvor naturlig fortællingen føles. Spilletiden på 156 minutter passer til den varighed, det tager at begribe og håndtere sådan et tab, og i det store ensemble-cast er alle enestående. De er velskrevne, nuancerede mennesker med oprigtige og modstridende følelser, der stormer frem i sorgen og falmer i det rationelle. Dramaet fremtvinges ikke af plottet – tværtimod. Drivkraften i fortællingen er nærmere alle de individuelle tandhjul, der hver især gnider på tværs af hinanden i samfundet. Olien, de mangler at blive smurt med, er empati.
Haugerud lader lange, intense diskussioner udspille sig i one-takes eller blot med enkelte klip, der tillader dialogtunge sceners forløb. Her bevidner vi, hvor misforståelserne sker, hvor fornærmelserne opstår, og hvor følelsesregistret overtager. "Barn" fastholder denne stil, mens de mere dramatiske scenarier ikke er bange for håndholdt kamera, der observerer de mange misforståelser. På den måde tvinges publikum til at tage del i de komplekse beslutninger i maskinrummet. Især i forlængelse af underviseren Anders ses ét af filmens stærkeste temaer. Han føler sig fastlåst og kæmper med at tilgå voksenlivet. Skildring af Lykkes ulykke giver samtidig de voksne anledning til selvindsigt og personlig udvikling. Trods dybe og sårende skænderier undfanges enkelte frø, der i skyggen af døden står spirende klar til en grønnere fremtid i fællesskab og refleksion.
Med "Barn" har Dag Johan Haugerud mesterligt sat den skandinaviske stolthed på prøve med et fængslende portræt af et lokalsamfund, hvis hverdag paralyseres af tragiske omstændigheder. Sammen med fotograf Øystein Mamen skabes en stilsikker historie, der fletter eksistentielle tematikker sammen med virkelige konsekvenser i kølvandet på tragedier. Resultatet er et velskrevet urværk af skæbnefortællinger og ikke mindst et opråb om medfølelse og dialog.