Thumbs up. Den vil jeg også se. Omend ikke enig i, at han er specielt alsidig filmmager. Men det behøver man heller ikke at være, for at være god.
Anmeldelse: Isle of Dogs
Wes Andersons "Isle of Dogs" er et særpræget og elskeligt gadekryds af gakkede stilarter og spidsfindige referencer.
Få amerikanske instruktører har et så genkendeligt og endog så alsidigt udtryk som Wes Anderson. Hadet og elsket for sine sære påfund og ofte fokus på form over indhold har über-hipster-filmskaberen konsekvent fastholdt sin helt særlige visuelle stil samt flittigt benyttet sig af elegante soundtracks. Gerne med masser af mere eller mindre tydelige stilmæssige referencer, der enten fanges eller efterlader én forvirret. "Isle of Dogs" er umiskendeligt Anderson'sk med den nok mest fremmedartede og komplekse referenceramme til dato.
Kampen mellem katte og hunde har bogstaveligt talt fået ny betydning i den alternative tidslinje, som "Isle of Dogs" optegner. I en nær fremtid er hunde blevet en belastning for det japanske samfundet – bl.a. på grund af diverse sygdomme. Derfor beslutter den katteelskende præsident at sende menneskets tidligere bedste ven ud på den øde Trash Island. Dét vil 12-årige Atari ikke finde sig i – og han flyver alene ud på øen for at finde sin hund, Spots. I første omgang møder knægten et slæng hjælpsomme hunde, der drager på et usandsynligt eventyr tværs over den tilsyneladende mystiske ø i søgen efter den forsvundne hund.
Fantasifulde referencer krydret med gakket humor er et yndet varemærke for Anderson, der altid begiver sig ud i, hvad end han kaster sin kærlighed på. Hvad end det er Jacques Cousteaus univers med "The Life Aquatic with Steve Zissou" eller den mesterlige hyldest til "Verden af i går" – Stefan Zweigs pre-2. Verdenskrigs-requiem for det idealistiske Europa – med "The Grand Budapest Hotel". Seneste film fra særlingens hånd ser sig bestemt ikke fri for samme tilgang.
Hvor sidstnævnte bød på en anderledes eftertænksom og politisk bevidst filmskaber end tidligere, bevæger "Isle of Dogs" sig i samme skæring. For nok er der popkulturelle pastiche-henvisninger, der kræver indblik i japansk filmhistorie – uden dog at være afgørende for filmens høje niveau. Stærkest er dog den absurd-komiske udstilling af eksklusion, fordomme og antagelser skabt på vegne af uvidenhed og mangel på kommunikation, der præger den globale bevidsthed og medielandskabets unuancerede retorik. Latterliggørelsen af den hadske bjæffen og hvæsende tone, der har fået mennesket til at vende sig mod hunden – symbolet på empati og venskab – rammer med forbløffende skarp præcision og aktualitet. Ataris søgen efter Spots er hermed også en underforstået søgen efter den forsvundne medmenneskelighed.
Form og indhold vækker en vis genklang til George Orwells allegoriske "Kammerat Napoleon". Modsat Orwells dystopi angriber en håbefuld idealist som Wes Anderson spidsfindigt verdens tilstand med sin enestående underspillede komik og vanvittige påfund, der tæller false flag katte-konspirationer, og en Toshiro Mifune-udseende præsident med Trump-persona. Som med "Fantastic Mr. Fox" bekommer mulighederne i et stop-motion univers den amerikanske wiz kid i krydsningen mellem magisk realisme, bidende satire og aldeles vanvittig komik, manifesteret i ekstremt detaljerig og på alle måder imponerende animation. For slet ikke at tale om den sædvanligvis uoverskuelige række af stemmeskuespillere, der tæller bl.a. Bill Murray, Jeff Goldblum, Bryan Cranston og Scarlett Johansson.
Dette er Wes Andersons mest ambitiøse, komplekse, rørende og vanvittige påfund til dato. Det vil ganske givet også være en film, der mere end tidligere vil efterlade sit publikum som måbende hunde i et spil kegler. Kultfilm og mesterværker kræver dog indimellem gensyn og eftertænksomhed. Et særpræget og elskeligt gadekryds er dette dog uden tvivl, og jeg kan umuligt se på "Isle of Dogs" som andet end en instant classic, der rummer hele pakken, fra én af vores tids mest originale og intelligente filmskabere.