The Fisher King (1991)
Instruktør Terry Gilliam har lavet flere fabulerende værker, nogle fantastiske og andre, ikke helt så meget. Med ”The Fisher King” rammer han en mere afdæmpet og socialrealistisk stil, uden at miste sin fornemmelse for det mere magiske og det fungerer.
Historien om den rigeligt selvfede radiovært Jack, brillant spiller af Jeff Bridges, der går ned med flaget, efter verbalt at have sparket til en psykisk ustabil mand, der har ringet ind til hans program og derefter er gået amok med et gevær på et fint spisested, har både det dybt fortvivlende, det morsomt søde og det finurlige.
Man kan måske påstå det sine steder bliver en anelse for søgt, sukret eller påtaget velmenende. Men værket rummer en helt igennem menneskelig kerne i og til sine fantastiske karakterer, der er defineret af både traumet og det menneskelige, som giver filmen en dybtfølt varme og ægte omsorg for disse personer.
I rollen som den sært skøre hjemløse Parry, der redder Jack under et overfald, rammer Robin Williams desuden så stærkt balancen mellem det sørgmodige og komiske, som kun få mestrer. Tragedien lyser ud af ham, selv når han smiler og griner.
”The Fisher King” er en film, man kun kan forlade mere glad, men ikke uden at den har ramt noget bedrøveligt i en undervejs.
Bedømmelse: 8/10