Creep 2 (2017)
youtu.be/838PE2pbzM4
Efter den overraskende succes med den første "Creep" film, der endte med at blive et stort hit inden for found footage genren og low budget horror, vendte den dynamiske duo Patrick Brice og Mark Duplass tre år senere tilbage med den obligatoriske fortsættelse, der skulle forsøge at løfte arven bl.a. ved tilføjelsen af et større budget og et samarbejde med Netflix og horror selskabet Bluumhouse Pictures.
Det kører ikke rigtig som planlagt, hvad karrieren og opmærksomheden angår, for den ihærdige og succes-hungrende vlogger og youtuber Sara (Desiree Akhavan), hvis video-interviews med diverse ensomme fetichister stort set ingen gider at spilde deres tid på at se. Så da hun modtager en besked på nettet fra den pudseløjerlige Aaron (Mark Duplass), der vil hyre hende til at dokumentere hans midtvejskrise, ser Sara det som en forhåbentlig god mulighed for at kunne booste sine seertal.
Efter ankomsten til et afsidesliggende hus møder hun den charmerende Aaron, som mest af alt fremstår som en zen-buddhistisk hippie der er træt af sin isolerede tilværelse og som derfor hjertens gerne vil berette om sin livshistorie, hvilket Sara hurtigt bliver fascineret af. Som dagen skrider frem og aftenmørket begynder at sænke sig, forvandler Aarons sørgmodigt spøgefulde og galgenhumoristiske anekdoter sig dog mere og mere til at være mærkværdige morderiske meditationer og perverteret prosa.
Trods det at alle indre alarmklokker ringer hos Sara, er hun af alligevel underligt tiltrukket af den sociopatiske og latent faretruende Aaron og vælger derfor at blive der natten over i håbet om at få et bizart scoop i kassen, som kan øge hendes popularitet på de sociale medier.
"Creep 2" følger nogenlunde samme opskrift som sin found footage forgænger men tilføjer samtidig nogle yderligere interessante lag til sit monstrøse miks af klaustrofobisk kammerspil og kriblende ubehagelig katten-efter-musen perverterede unoder der gør, at den svære 2'er sagtens kan matche den oprindelige film.
Den ambivalente leg med tiltrækning og forargelse mellem det formodede offer og den formodede gerningsmand er stadig en af seriens styrker selv om, at der denne gang bruges længere tid på at visualisere den del af fortællingen, og at man her samtidig med rette kan kritisere "Creep 2" for at tage sig lidt for god tid til og dvæle lidt for meget i sin opbygning over sammenkoblingen mellem den umiddelbare protagonist og antagonist.
Det hjælper dog gevaldigt på tingene i denne langsommelige periode af filmen, at dens kulsorte humoristiske indslag sidder lige i skabet og at kemien mellem Mark Duplass og Desiree Akhavan er virkelig god.
Begge skuespillere gør det forrygende godt og Mark Duplass er med sit rolige alfaderlige Jesus look nærmest klammere i sin ageren end han var i den første film, mens Desiree Akhavan er herlig naiv og trodsig som den unge forførte kvinde, der godt ved hun måske er på dybt vand men som alligevel ikke kan stå for fristelsen ved det erotisk farefulde og udsigten til at blive berømt.
Og det er med lige præcis dette tema, hvor kvinder af uransagelige årsager forelsker sig i farlige mænd - som man bl.a. kender det fra dødsgangen i USA - samt fokuset på de sociale medier og mediernes generelle sensations liderlighed efter en god historie uden at tage hensyn til konsekvenserne bag scoopet, der gør "Creep 2" til en svært fascinerende film og en fremragende fortsættelse af det første kapitel.
8/10
Ifølge rygtebørsen er Patrick Brice og Mark Duplass i den mellemliggende periode siden "Creep 2" premieren gået i gang med forberedelserne til tredje og sidste kapitel i "Creep" serien. Hvis den er på samme niveau som de to forrige, er der virkelig noget at se frem til. Jeg glæder mig i hvert fald til at se hvad det munder ud i og krydser fingre for, at det bliver alle gode gange tre.