Raiders of the Lost Ark (1981)
Da jeg så “Jagten På Den Forsvundne Skat” som den hed på dansk, for første gang som 11 årig, var jeg dagen efter ude at lede efter flasker, så jeg kunne se skrabe 15 kroner sammen, så jeg havde råd til en billet på cowboyrækkerne, som var ubehagelige træstole helt oppe foran i salen, hvor hold i nakken over at kigge op på lærredet ikke ville være usædvanligt. At bruge penge på at se den samme film to gange i biografen to dage i træk, var ellers ikke noget jeg gjorde eller havde råd til. Men det her var for godt, den skulle opleves igen og gerne med det samme. Siden så jeg den 15-20 gange op igennem 80’erne på en tvivlsom VHS kopi. Det er blevet til et par gensyn siden dengang, sikkert både på købebånd og DVD, men nu fik jeg endelig set den på Blu-ray, med brag på lyden og et billede der var til at holde ud at se på. Efter så mange år og gensyn, kan jeg så stadig konstatere, at filmen rammer alt det jeg elsker dybt inde i mit filmhjerte. En på alle måder velskrevet og uforglemmelig helt, der både er handlekraftig og begavet, samtidig med at han har et glimt i øjet og indimellem grænser til det martyriske. I hovedrollen er Harrison Ford perfekt castet til dette og rammer noget så ikonisk, at det er svært at se det gentaget med en anden skuespiller.
Efter en af filmhistoriens bedste åbningssekvenser, tages vi ud på et retroperspektivt eventyr, hvis inspiration i gamle seriefilm ikke lader sig benægte, men som alligevel tilføjer dem en friskhed der ofte får filmen til at virke langt mere original end den nok egentlig burde have ære for. Den vinder også på sine karakterer der har kant via baggrund, fin dialog og tydelig definition og derfor fremstår skarpt skårne og mindeværdige.
Karen Allen er god som Indys kærlighedsinteresse, i al den charmerende ambivalens den præsenteres i. Filmens skurke er de tyske nazister, som præsenteres så herligt primitive onde og grusomme, at selv Indy’s nemesis, den tvivlsomme arkæolog Belloq, fint spillet af Paul Freeman, der ikke holder sig tilbage for at få succes, tydeligvis er flov over at arbejde sammen med disse. Musikken af legendariske John Williams er fantastisk og titelmelodien er den slags man nynner efterfølgende.
Steven Spielbergs instruktion har aldrig været bedre. Det er hans bedste og mest formfuldendte film, som udover de nævnte ting, skal fremhæves for de mange velvalgte locations, mindeværdige scenerier og den medrivende og sprudlende underholdende action. Det er fortalt med overskud, finesse og en glæde i eventyret, som ses for sjældent. Slutningen er så nærmest skræmmende ondsindet og gammeltestamentlig og kender man ikke filmen, ret overraskende, på en positiv måde.
En af mine all-time favoritter.
Bedømmelse: 10/10
Indiana Jones and the Temple of Doom (1984)
Da jeg oprindeligt så denne i biografen, fandt jeg den om muligt, endnu bedre end ”Raiders of the Lost Ark”. Det var og er den dog på ingen måde. Der er godt nok skruet op for det meste, også det mere vulgære i forsøget på at overgå forrige film. Det lykkes dog ikke. Men filmen får til gengæld en herlig anarkistisk smagløs b-film charme, i al dens ukultiverede pragt.
Der er tryk for actiondelen, som med en forrygende åbning, smider alt ind i underholdningens navn og samtidig alt troværdighed over bord, på godt og ondt. I rollen som Indy er Harrison Ford atter karismatisk og god, om end han her minder mig mere om hans rolle som Han Solo i ”Star Wars” filmene, end som den Indy vi så i forrige film.
Et par ting trækker ned og de er, uanset hvad, den egentlig grund til at filmen ikke rammer samme niveau, i hvert fald i den direkte underholdning, som ”Raiders of the Lost Ark”. Jeg havde gerne været foruden Indy’s lille følgesvend, Short Round, som er mere irriterende end god. I rollen som kvinden i nød, rammes ofte også en mere træls end morsom tone i forsøget på klassisk Hollywood modspil til helten. Men trods det, at hele filmen er mindre elegant end første film, så er det stadig bedre end det meste i genren og med et klimaks der er åndedrætsfremkaldende, kan jeg dårligt forlange mere.
Bedømmelse: 8/10
Indiana Jones and the Last Crusade (1989)
Oprindeligt var Indy 3, måske ikke ligefrem en skuffelse, men den kom i en tid hvor magien i film skulle finde et andet niveau. Jeg var sandsynligvis blot blevet nærmest voksen, hvor jeg var henholdsvis barn og meget ung teenager med de to første. Men ved gensyn voksede den og selv om den ikke når op på siden af ”Raiders of the Lost Ark” og det gør få film jo, så tæller den til en af mine favoritter.
Efter forrige films mere ”smagløse” tilgang, må det også siges at elegancen er tilbage og tonen fra originalen rammes fornemt og underholdende, om end måske lige lidt mere poleret, medgivet. Denne gang er Indy så udstyret med sin far ved sin side i store dele af filmen. Det fungerer heldigvis så godt, at selv enkelte voldsomt daterede effekter ikke tager glæden ud af filmen. Kemien og humoren mellem Connery som senior og Ford, der stadig er fantastisk, som sønnike er ganske enkelt uovertruffen og morsom, uden at virke plat og forceret.
Til gengæld giver den en oprigtig følelsesmæssig dybde mod slut, som klæder det ellers enormt tempofyldte og actionpræget eventyrunivers, hvor flot og medrivende det end er. Medrivende er det så også, med flere lækkert sprælske sekvenser, af den slags som jeg kan se igen og igen.
Bedømmelse: 10/10
Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull (2008)
Da fjerde omgang med Harrison Ford efter mange mange år, endelig vendte tilbage var forventninger enorme og måske ofte urimelige store. Filmen blev dog vel modtaget blandt en del kritikere, men har siden og måske med rette, fået et lidt kedeligt efterliv som værende forfærdelig og andre lidet flatterende prædikater. Helt så dårlig som dens ry, synes jeg nu ikke den er. Filmens første halvdel fungerer ret solidt og underholdende og havde den holdt dette niveau i resten af filmen, havde det ifølge mig, været en god film, om end stadig lige under de første tre.
Selv da en ofte trættende Shia LaBeouf dukker op, ødelægges momentum ikke. Først da Cate Blanchett, den normalt fantastiske skuespiller, dukker op for anden gang spillende den giftige kommunistiske agent, pinligt udstyret med rædsom accent, kører filmen af sporet i halvdårlige beslutninger, tåbelige ideer, dårlig og unødvendige computereffekter, samt kiksede scener. Som da vores helte prøver at flygte og ender i en omgang kviksand. Det må være en af seriens lavpunkter. Men også dens forsøg på amerikansk humor udi det familiære, falder til jorden. For mig signalerer det at de herrer Lucas/Spielberg (og andre?) ikke længere er filmskabere med et frisk pust, men nu blot er reaktionære ældre mænd, der dyrker det rigeligt pæne og kedelige.
Da jeg oprindeligt så den, ville jeg have at den var fantastisk og bildte mig selv ind, at det var den også. Men siden har jeg måtte indse at den ikke var det comeback jeg havde håbet på. Jeg var såmænd ikke generet af at skurkene var kommunister og at temaet kredsede omkring aliens og ufoer (selv om der går rigeligt ”X-Files” på steroider i den til sidst). Det passer til tiden den foregår i. Mange sci-fic film fra 50’erne og dem var der en del af, omhandler grundlæggende netop om frygten for invasionen fra østblokken og hvad det fører med sig. Men altså, ja selv køleskabsscenen kunne jeg have overlevet (Indy gjorde!) og da Indy efterfølgende står som silhuet mod atompaddehatten, er det egentlig meget rammende. En gammeldags helt ude af trit med tiden, der har overhalet det eventyr vi skal tages med på.
Indiana Jones var min sidste barndomshelt. Husker stadig da jeg havde set ”Raiders of the Lost Ark”, at jeg som så ofte før, når jeg havde set et godt eventyr, ville lege i skovene bag mine forældre. Jeg kunne dog ikke helt ramme den indlevelse, jeg tidligere kunne. Jeg måtte efterfølgende bare konstatere at det var definitivt slut, barndommens magiske verden var for altid væk og de kulørte lege, det være sig som pirat, cowboy, indianer, soldat, Tarzan, Robin Hood, ridder eller lignende karakterer og steder blev aldrig mere besøgt. Netop den dag var min sidste dage i barndommens legesyge verden og mit sidste forsøg på sådanne lege.
Men Indy fulgte mig igennem ungdomsårene og slap mig først da jeg var blevet mere eller mindre voksen. Så da han nu endelig vendte tilbage så mange år efter, var min glæde og spænding så stor, at jeg blindt, bare ikke ville erkende, at den ikke var alt det den skulle være. Når alt det er sagt, så er Harrison Ford som Indiana Jones stadig et lyspunkt, som for mig trækker op i en film der mest ødelægges af at knække midt i, hvor fortællingens magi går i stå. Indtil der, fandt jeg den habil og værdig sin titel som en Indy film. Modsat mange, hader jeg derfor ikke filmen, som sikkert får et gensyn når og hvis der kommer flere film med hvad der for mig, forsat er alle tiders bedste filmhelt.
Bedømmelse: 6/10