A Rainy Day In New York (2018)
På det fashionable og elitære Yardley College går livet sin trivielle gang for evighedsstudenten Gatsby Welles (Timothee Chalamat), der hellere ser sig selv som filosofisk fritsvævende libertiner end at være fastlåst i sine velhavende forældres - samt det bedre borgerskabs - højtravende traditionelle forestillinger om finkulturel etikette.
Så da hans eventyrlystne, lettere drikfældige kæreste og journalist in spe, Ashleigh (Elle Fanning) begejstret kan berette om en mulighed for et eksklusivt interview med mesterinstruktøren Rolland Pollan (Liev Schreiber) i New York, griber den unge Gatsby straks chancen for at tage hende med på en eksistentiel og romantisk dannelsesrejse i hans elskede hjemstavn.
Men ikke længe efter ankomsten står det dog klart, at de to umiddelbare turtelduers fascination af The Big Apple er vidt forskellige og at det forførende arkitektoniske landskab og dets kulørte persongalleri gradvist trækker dem ud på en uforudsigelige og erotisk deroute, da Gatsby midt i sin romantiserede melankoli falder for den unge skuespillerinde Chan (Selena Gomez), mens Ashleigh i sin kåde jagt på et scoop lader sig besnære af både Polland, hans producer Ted Davikoff (Jude Law) og den selvfede flødebolle-skuespiller Francisco Vega (Diego Luna).
---
"A Rainy Day In New York" blev takket være selvudnævnte smagsdommere - bestående af en større gruppe studentikose og faktaresistente individer med et årligt abonnement på "Historieløse Tidende" - kørt godt og grundigt ud på et sidespor af dimensioner efter sin færdiggørelse tilbage i 2018, da Woody Allen på absurd vis pludselig endte i Metoo-bevægelsens spotlight, hvor han trods tidligere efterforskning der beviste hans uskyld alligevel blev udråbt som en anden superskurk.
Sidenhen er det heldigvis lykkedes at få filmen ud i udvalgte biografer i Europa, inden den så endelig dukkede op på Bluray og streaming her i 2020. Det store spørgsmål var så om Woody Allens nyeste værk har været ventetiden værd og til det er der blot at svare et rungende ja.
For selvom titlen måske antyder det modsatte, er "A Rainy Day In New York" på ingen måde en spand kold vand i ansigtet men derimod en hyggelig, klukkende morsom og yderst charmerende nostalgisk vandretur ned af mindernes allé via New Yorks regnvåde gader, og en ubetinget jazzet kærlighedserklæring til Woody Allens elskede kulturelle miljø på Manhattan.
På trods af at man har været her før og at alle traditionerne fra Woody Allens lange bagkatalog er på plads - side om side med genkendelige virkemidler som voice-over, et blandet score bestående af jazz og klassisk, samt en historie der foregår i Woody Allens kreative baggård - var jeg nemlig rigtig godt underholdt fra start til slut.
Dette skyldtes især at både instruktionen, manuskriptet, dialogerne, oneliners og samtlige skuespilspræstationer sad lige i skabet og dermed var en klokkeklar bekræftelse i, at den gamle mesterinstruktør på ingen måde har mistet sit magiske touch trods en alder på 84 år.
Der er en legende lethed, nærmest zen-buddhistisk ro og enorm rutine i Woody Allens måde at håndtere sin historie og ikke mindst sine skuespillere på der gør, at alle både de yngre og ældre altid leverer deres bedste.
Særligt kommer dette til udtryk hos Timothee Chalamet der skaber en perfekt imitation af den mandlige protagonist, som Woody Allen selv har spillet tidligere, men hvor der også levnes plads til en mere Chalametsk introvert og underspillet variant, der giver de romantiske forviklinger og sarkastiske oneliners en ekstra dimension af ungdommelig melankoli.
Som Timothee Chalamets diametrale modsætning er Elle Fanning ligeledes en sand fornøjelse, når hun går Diane Keaton i bedene og giver den fuld skrue på de humoristiske tangenter. At overvære Elle Fanning her er som at se en person, der blev født med et evigt overskud af koffein i kroppen, når hun nærmest manisk ikke kan styre sin begejstring og idoldyrkelse, hvilket bl.a medfører et par klukkende morsomme bivirkninger ved en nervøs hikken og en ukontrollerbar liderlighed, når hun har fået for meget rødvin indenbords.
Popstjernen Selena Gomez er dog den af de yngre skuespillere, som overrasker mest i sin rolle med en herlig bitchy Brooklyn attitude, der bare taler lige ud af posen og ikke finder sig i noget pis fra famlende kurtiserende mandfolk med slet skjulte liderlige hensigter, hvilket står i skærende kontrast til Timothee Chalamets karakter og er en af de væsentligste årsager til, at han forelsker sig i hende.
Som titlen understreger regner det en god del af tiden i "A Rainy Day In New York", hvilket skaber en vidunderlig romantisk og skøn fortryllende stemning, som den erfarne cinematograf Vittorio Storaro indfanger og illustrerer på mesterlig vis som et hypnotisk forførende baggrundstæppe, der fornemt understøtter karakterernes kvaler med kærligheden. Og indendørs byder Storaro på en kontrastfyldt verden med billeder, der nærmest gløder i varme farvetoninger, som er mindst ligeså betagende.
Tilbage er der blot at konstatere, at Woody Allen atter har formået at lave en fremragende film, der i mine øjne er hans bedste siden "Blue Jasmine". Godt nok er "A Rainy Day In New York" fyldt med traditioner og klicheer men Allen formår på sofistikeret og underholdende vis alligevel at stepdanse ind og ud iblandt dem, så man egentlig ikke tænker nærmere over det men i stedet lader sig omfavne af filmens romantiske magi.
9/10