Når det er Halloween skal man selvfølgelig se nogle gysere. Det hører sig jo ligesom til. Desværre bliver jeg alt for tit super skuffet . Ja, faktisk bliver jeg skuffet hver eneste gang. Der går uhyggelig (!) lang tid imellem, at jeg ser en gyser, som kan få mig til at hoppe i sædet. Sidste gang det skete er 7 år siden, da jeg så den koreanske A Tale of Two Sisters, som er helt tilbage fra 2003.
Gysere fokuserer utrolig meget på spøgelser. Og så var det, at det pludselig gik op for mig, hvorfor gysere næsten aldrig virker på mig. Det er jo simpelt hen fordi spøgelser generelt ikke er uhyggelige. Det er i hvert fald min påstand.
I spøgelsesfilm står de såkaldte "uhyggelige" spøgelser ofte bare i baggrunden og udgør ikke en reel trussel. Faktisk får jeg som regel ondt af dem. Det er da synd, at de er fanget i et limbo mellem livet og døden. Jeg får altid lyst til at hjælpe dem, så de kan komme videre.
Spøgelser er kun uhyggelige, hvis vi gør dem uhyggelige oppe i vores hoveder. Og det kræver, at man tror bare en lille smule på, at der rent faktisk godt kunne findes spøgelser i virkligheden.
Hvorfor skulle folk ellers synes, at en film som Paranormal Activity er uhyggelig? Det må da være fordi, at mange er lidt overtroiske - eller i det mindste bliver lidt overtroiske, mens de ser filmen. Found Footage film ser ægte ud, hvilket får folk til at tænke: "hvad nu, hvis det ER ægte", eller "hvad nu hvis der kom sådan et spøgelse i mit hjem".
Der har rigtig nok været en populær bølge indenfor horror-genren de sidste 10 år, hvor spøgelser eller dæmoniske besættelser har haft fokus - bl.a. i form af "The Conjuring" universet og flere af Mike Flanagans film, samt hans to tv-serier. Men sideløbende har der dog stadig været et bredt udvalg af gysere i alt lige fra slashere, monsterfilm og mere eksplicitte blodsudgydelser ala "Saw" serien m.m, så jeg synes egentlig ikke, at der en bestemt subgenre der har overtaget og skubbet alt andet fuldstændig i baggrunden.
Jeg er ikke enig i, at spøgelser på film ikke er uhyggelige, da det i høj grad kommer an på hvor godt instruktøren får de forskellige elementer i filmen til at spille sammen og om vedkommende er i stand til at opbygge suspense i en symbiose med historien og skuespillernes indlevelsesevne.
I sidste ende - ud over de mere tekniske aspekter - handler det i bund og grund primært om styrken i historien og karakterbeskrivelserne og hvor god instruktøren er til at spejle begge dele i den overnaturlige del af fortællingen, hvor det overnaturlige oftest agerer manifestationer af karakterenes egne traumer og følelsesmæssige/psykiske problemstillinger, som karakterene så må tage et opgør med eller gå til grunde af i duellen mod det overnaturlige alt efter, om de er i stand til at erkende, at de har problemer af den eller anden slags og at opgøret derfor er nødvendigt for deres evne til fremadrettet at leve et bedre og måske ligefrem lykkeligt liv.
Netop denne blanding af de klassiske horror-dyder - som opbygning af suspense og jump-scares - kombineret med de psykologiske udfordringer af karakterene, er det som i mine øjne gør både "The Haunting of Hill House" og "The Haunting of Bly Manor" til mesterlige eksempler på gysere med spøgelser i fokus, der er noget af det mest uhyggelige og spændende jeg har set.
Ud over at skulle se fortiden i øjnene og forsøge at løse diverse traumer handler begge serier også om frygt i mange afskygninger. Bl.a. frygten for at miste sin familie, venner, eller den person man elsker allerhøjest, frygten for aldrig at blive værdsat og elsket, samt frygten for at være ensom.
Det er ting som alle kan nikke genkendende til og derfor også en af de væsentligste årsager til, at både film og tv-serier med spøgelser i fokus gør så stort et indtryk hos mange og derfor også virker ekstra skræmmende fordi, at det tricker vores egen frygt fra den virkelige verden.
Men jeg har det sådan, at jeg VED, at der ikke findes spøgelser, ligesom jeg ved, at der ikke findes en Gud, eller en Djævel, en Himmel, eller et Helvede. Og derfor skal der en meget mere FYSISK trussel til, før jeg hopper i sædet.
E
t godt eksempel er de to film Hereditary og A Quiet Place fra 2018. Hereditary havde med det overnaturlige at gøre og rørte mig ikke det mindste. I A Quiet Place var der "ægte" monsters, som man kunne tage at føle på. Det fungerede meget bedre efter min mening. Det var ikke ligefrem uhyggeligt, men det var da rimeligt nervepirrende.
Jeg prøvede selvfølgelig også at se serien The Haunting of Hill House, som alle sagde var super god og meget uhyggelig. Men allerede efter første afsnit måtte jeg give op. Det var simpelt hen for kedeligt.
Nu er The Haunting of Bly Manor så kommet. Den skulle efter sigende fokusere mindre på selve spøgeriet, og mere på den gode historie. Så måske jeg ender med at give den en chance. En god historie er altid et kig værd, uanset om det er uhyggeligt eller ej. Nogen der har set The Haunting of Bly Manor?
Jeg synes du modsiger dig selv her. Først skriver du, at du ved at der ikke eksisterer spøgelser, gud djævelen osv. Hvis jeg skal være lidt krakilsk her, så er det jo teknisk set ikke noget nogen kan vide, da det ville kræve at man kunne bevise, at det ikke eksisterede. Men ingen kan hverken bevise det eksisterer, eller bevise at det ikke eksisterer, så derfor må det blot være en påstand og ikke et faktum. :)
Men for lige at vende tilbage til det første du skriver her og det med, at du ved det ikke eksisterer, hvilket gør at du ikke finder film/serier om spøgelser for skræmmende. Efterfølgende skriver du jo så, at du finder film med rum-monstre for nervepirrende/skræmmende. Men jeg går ud fra, at du heller ikke tror på at rum-monstre eksisterer i virkeligheden, så hvorfor er det så mere skræmmende?
Mht. forskellen på de to "The Haunting..." serier så er det misvisende at sige, at "Bly Manor" fokuserer mindre på spøgeriet og mere på den gode historie. Den gode og velskrevne historie var nemlig også i fokus i "Hill House", og der er stort set ligeså stor fokus på spøgeriet i "Bly Manor", som der var i "Hill House". Forskellen i de to serier ligger derimod i, at "Bly Manor" er en gotisk kærlighedshistorie med horror-elementer frem for en mere regulær horror-fortælling, og at kærligheden derfor er det primære fokus.
Og så er der i øvrigt noget jeg har ekstremt svært ved at forstå. Jeg har lyttet til mange podcasts, hvor professionelle anmeldere (som i sagens natur har set tusindvis af film) åbenhjertet fortæller, at de er bange for at se gysere. Det går over min forstand, at professionelle anmeldere - som jo mere end nogen anden ved, at det hele bare er film - ikke tør sætte sig ned og se en gyser alene. Hvordan kan det gå til?
Er det fordi alle andre end mig render rundt og er lidt overtroiske - en gang imellem?
Mit bud er at de pågældende anmelderer oplever ubehag ved at se den type film fordi, at de af forskellige årsager måske genlever ting, de har oplevet af traumer eller psykiske ting fra deres eget liv på en meget direkte og konfrontatorisk facon. Det kan også være forventningen om jump-scares, der giver en fysisk anspændthed og ubehag i kroppen. Det er jo heller ikke alle der bryder sig om en tur i rutsjebanen i tivoli selv om, at vi alle ved at den i bund og grund er harmløs. :)