Til gengæld tror jeg det er lidt farligt at omtale det som et problem med uddannelse, som om de allesammen bare er idioter. Trump var en idiot. Hans følgere er mest bare desperate.
Nu var det mig, der kastede den på banen, og jeg synes, at du lægger ord i munden på mig. Jeg mener bestemt ikke, at folk er idioter, fordi de mangler uddannelse. Slet ikke,
Men USA har utroligt mange af det, man kalder for funktionelle analfabeter, dvs. folk der sådan lige kan klare sig i hverdagen og læse meget lette tekster, men heller ikke mere end det.
Ifølge deres eget National Center of Educational Statistics så er hele 21% af den voksne befolkning enten analfabeter eller funktionelle analfabeter. To tredjedele af alle amerikanske skoleelever læser på et niveau under deres klassetrin.
Det er enorme tal for et vestligt land, og det siger sig selv, at det har stor betydning for befolkningens evne til at forholde sig kritisk til tekster og kilder.
Og nej, det er ikke, fordi de er dumme. Det er, fordi det amerikanske grundskolesystem er sparet i bund gennem årtier.
Jeg har en god veninde, der er skolelærer derovre, og hvis eleverne skal have en bare nogenlunde tidssvarende uddannelse, så er hun nødt til SELV at betale for undervisningsmaterialerne. Det kan være alt fra bøger til papir og helt ned til tusch eller kridt til tavlen. Hun betaler for det, hun kan, men det er der selvsagt mange, der ikke gør. Det er bestemt heller ikke blevet bedre af, at republikanerne for nogle år siden oven i købet strøg muligheden for i det mindste at trække undervisningsmaterialerne fra i skat.
Min veninde er oprindeligt englænder, men amerikansk gift, og hun siger, at selvom det engelske grundskolesystem bestemt heller ikke er verdens bedste, så oplever hun, at amerikanerne lægger mest vægt på, at eleverne blot får den nødvendige paratviden til at klare deres multiple choice tests og ikke virker synderligt interesseret i at lære dem at tænke selvstændigt.
Et andet stort problem er formentligt, at der ikke er nogen national standard for undervisningen i samfundsfag (civics). Det betyder, at kun ni stater overhovedet tester eleverne i det, og for en del stater er der ikke engang et krav, at de skal have faget. Ifølge NCES så er kun 24% af de amerikanske skoleelever på det niveau eller over det, der må forventes af deres klassetrin i deres viden om amerikanske samfundsforhold.
Det, tænker jeg, er en ret god forklaring, hvorfor tusindvis af amerikanere pludseligt møder op, demonstrerer og i sidste ende endda stormer parlamentet for at kræve noget, som ifølge deres egen forfatning slet ikke kan lade sig gøre. En meget stor del af amerikanere har ikke en døjt forstand på, hvordan deres egen regering vælges, og hvilke beføjelser den har og ikke har.
Summa summarum, når jeg skriver om at styrke uddannelsen i USA, så handler det altså ikke bare om at give gratis adgang til college eller statsuniversiteter, selvom det naturligvis ville være en fremragende idé at få USA op på niveau på det punkt også. Nej, det handler især om at styrke grundskoleforløbet, at lave nationale standarder for skolebøger m.m.
Til gengæld er jeg bestemt også enig i, at en hjørnesten må være at bekæmpe fattigheden og uligheden i USA, hvor alt for mange år efter år har måttet se sig sejlet agterud, uden muligheder for at hæve sig selv op, mens de rigeste procenter samtidigt har mangedoblet deres rigdom.