Deep Purple - et retrospektivt kig på alle deres albums
Mit første møde med Deep Purple husker jeg ikke helt. Jeg blev præsenteret for det på en 60’er-70’er-samling i 6. Klasse vil jeg tro. Da jeg så i 7. Klasse (efter at have fået det obligatoriske anlæg i konfirmationsgave) købte Deep Purple - Greatest Hits og hørte det første nummer, Black Night, var jeg instant fan. Der gik ca. 10 sekunder, og så spillede jeg luftguitar. Jeg er ikke lige begejstret for alt - det ville også være mærkeligt - de har udgivet albums i 7 forskellige årtier.
I flere indlæg vil jeg gennemgå de forskellige albums kronologisk - inddelt i de kapitler, der nu engang er i Deep Purples 54 år lange historie.
----
I de tidlige år hed Deep Purple Roundabout, og de fik spillet et par koncerter. Bandet bestod af legendariske Jon Lord på orgel, legendariske Ritchie Blackmore på guitar, legendariske Ian Paice på trommer (den eneste, der har været med hele vejen igennem), Nick Simper på bass og Rod Evans på vokal. De udgav deres første album efter et navneskifte til Deep Purple i 1968.
----
Shades of Deep Purple, 1968
Shades of Deep Purple er et underligt album. Den ved ikke helt, om den skal være blues rock, psykedelisk eller progressiv. Tonerne af hard rock, som de skulle blive nogle af pionererne af et par år senere, er ikke helt til stede endnu.
Den starter med et godt instrumental nummer, And the Address, og fortsætter med et af deres store hits, covernummeret. Hush. Derefter følger et par bluesede og lidt ligegyldige numre, men så kommer de stærkt tilbage med den progressive Mandrake Root.
De tre sidste numre er Help! Af The Beatles, Hey Joe af Joe Cocker og den originale, men kedelige Love Help Me. Et rodet album, men bestemt med gode toner.
High points: Hush, Mandrake Root
Low points: One More Rainy Day, I’m So Glad
Karakter: 7/10
----
The Book of Taliesyn, 1968
Deres andet album viser lidt flere toner af hard rock, men ellers er det samme rodet affære som deres første album. Den starter med et lettere psykedelisk nummer, men på sang nummer 2, den instrumentale Wring That Neck, viser de for alvor, hvad der er på vej. Ellers er der ikke meget at sige om albummet. Det sidste nummer er en 10 minutters progressiv udgave af River Deep, Mountain High, som ikke er vildt interessant.
High points: Wring That Neck
Low points: River Deep, Mountain High
Karakter: 5/10
----
Deep Purple, 1969
Deres selvtitlede album fra 1969 er meget mere sammenhængende end de to foregående. Der er mere fokus på blues rock. Jeg har faktisk ikke så meget at skrive om albummet, for der er ikke nogen ørehængere, men der er heller ingen fejltagelser - måske med undtagelse af det sidste 12-minutter lange nummer, April. Men heller ikke det er decideret dårligt, bare malplaceret.
High points: ingen
Low points: ingen
Karakter: 6/10
----
Up next: Deep Purples absolutte storhedstid!