The Clone Wars (sæson 7)
Da jeg tidligere på året fandt ud af, at der var kommet en sæson 7, havde jeg selvfølgelig lyst til at kaste mig over den med det samme. Heldigvis slog jeg koldt vand i blodet. For det er med 100% garanti en langt større oplevelse at se denne sæson med hele forhistorien frisk i erindring.
Ok, måske gælder det ikke for de 4 første afsnit. Her får vi introduceret The Bad Batch, som er fire clone troopers med helt særlige evner. De er næsten lige så effektive til at nedslagte battle droids som Anakin og Ahsoka – hvilket siger en hel del.
Herefter kommer man til de fire midterste afsnit, hvor vi langt om længe finder ud af, hvad der skete med Ahsoka, efter at hun forlod Jedi Ordenen i sæson 5. Hun slår sig ned i The Lower Levels på Coruscant, hvor hun møder et par gæve tøser og oplever verdenen set fra en noget anden side.
Den store finale – og det der er hele sæson 7’s eksistensgrundlag – er dog de sidste fire afsnit. Disse afsnit udgør tilsammen en film på lidt over 1½ time. Og der er vel at mærke tale om en film, som er helt på højde med de bedste live-action Star Wars film - både mht. kvalitet, historie og filmiske actionsekvenser. Det er en kæmpe tilfredsstillelse. Ikke mindst at se Ahsoka i fuld lightsaber action kunne hamle op med selveste Darth Maul.
Det er samtidig en ”film”, der passer så godt ind i canon, at den bør indgå i enhver Star Wars marathon – uanset om man nogensinde har set The Clone Wars eller ej. Bemærk at den foregår både før, under og efter Episode III. Jeg vil dog nok anbefale at se disse fire afnsit før Episode III.
De fire sidste afsnit ligger helt klart på 6/6, men de fire midterste afsnit trækker lidt ned.
★★★★★½