John Wick 4
Historien har fået et gevaldigt nøk op her i chapter 4. Især ift. 3’eren, som næppe nogensinde bliver husket for dens plottråd. Men nu ledsages actionfilmen faktisk af en ganske interessant og spændende historie. Det hele handler selvfølgelig om, at John Wick vil have hævn og få The High Table ned med nakken. Så det er på sin vis meget simpelt. Heldigvis krydres det med, at vi nu får sat et ansigt på ”The Table” i form af en ung og meget rig fransk markis.
Overskurken spilles af Bill Skarsgaard, og han er altid garant for at fremstille karismatiske personer af tvivlsom karakter. Udover bossen er der et væld af mega fede henchmens, som John Wick skal kæmpe sig vej igennem: Der er en blanding af Daredevil og den blinde samurai. Der er en gigantisk Wilson Fisk type, som ikke sådan lige lader sig slå ihjel. Der er et kæmpe fransk muskelbundt med et nærmest robotlignende ydre. Og i kulisserne lurer en intelligent snigskytte med en dræberhund.
Både plot og modstandere er således noget af det bedste der er set i serien. Men hvad så med actionscenerne? De må jo siges at være ret så essentielle i en John Wick film.
På den ene side er der sådan set ikke noget nyt på actionfronten. Det er lidt det samme som i John Wick 3. Bare spredt ud over en længere spilletid. Så man når ikke på samme måde at blive mæt med actionscenerne. Det skal dog ikke lyde som om, at der ikke er tale om et vanvittigt actionbrag. Al den action som man kunne savne i The Last of Us serien, får man her i en stil, der sagtens kunne høre til et overgearet first person shooter spil. Tag de vildeste scener fra The Punisher og Kill Bill og læg så 200% til. Det er yderst tilfredsstillende at være tilskuer til.
Filmen er i det hele taget den perfekte biograffilm. Det er ligesom Babylon en ”sansefilm”, som må og skal ses på det store lærred. Og så har jeg slet ikke været inde på den visuelle side. Det er uden sammenligning den flotteste af de fire film. Ekstremt gudesmukke billeder. Herunder en sekvens fra Osaka, som giver associationer til duellen i den japanske have i Kill Bill 1.
Den er også langt mere stilistisk end de øvrige film. Realisme har aldrig været specielt vigtig i John Wick. Men nu går det helt grassat.
På et diskotek bliver folk ved med at danse upåvirket, selv om der bliver slået ihjel til højre og venstre for dem. Hvorfor? Fordi det ser fedt ud. Et andet eksempel er nogle gadekampe om natten, som bliver kommenteret live af en slags DJ på en skurke-radiokanal. Den kvindelige DJ har ingen som helst mulighed for at vide, hvad der sker, så hvordan kan hun sidde og kommentere? Fordi det lyder og ser sejt ud.
Man skal med andre ord være parat til at lade sig forføre af denne vilde sansefilm. Lad hjernen blive hjemme og tag i biffen og oplev årets mest sindsyge actionfilm. De 2 timer og 3 kvarter flyver afsted.
★★★★★½