Det er "partner label month" hos Vinegar Syndrome, hvor de lukker ned for salg af deres egne titler, mens de pakker ordrerne fra weekendens udsalg, og i stedet fokuserer på de partner labels, som de distribuerer.
Det betyder som sædvanlig, at der udkommer en hel del nye titler:
The Adam Rifkin Film Festival (Dekanalog) - hyldest til indie-instruktøren og -manuskriptforfatteren Adam Rifkin (Psycho Cop Returns, Detroit Rock City, The Last Movie Star), der indeholder en stor samling af korte 8mm-film, som han lavede fra sin barndom i 1975 og ind til, at han debuterede som spillefilmsinstruktør i 1987.
Altered Innocence, Vol. 2 (Altered Innocence) - opsamling med over fire timers LGBTQ- og coming-of-age-film, fordelt på to filmprogrammer. Der er endda to danske film med.
At Dawn They Sleep (Saturn's Core, 1999) - Shot-on-Video-film, der blander de kendte 90'er-film-tropes - post-Tarantino-kupfilm, mystiske vampyrer og Hong Kong-inspireret våben-action.
Effects (AGFA, 1980) - American Genre Film Archive genudsender endnu en af deres gamle titler. Meta-film om en gruppe af George Romeros gode venner fra Pittsburgh, bl.a. Tom Savini, der samles om at lave en slasherfilm. Men grænserne mellem fiktion og virkelighed begynder at flyde sammen, og snart udvikler produktionen sig i retning af snuff.
Den gamle, udgåede blu-ray var overført fra den bedste filmkopi, man kunne finde. Men i mellemtiden er det lykkes for AGFA at støve det oprindelige 16mm-negativ op. Effects er derfor AGFA's første 4K UHD-udgivelse.
Funny Ha Ha (Factory 25, 2002) - amerikansk indiefilm om en 23-årig pige, der har svært ved at finde sit ståsted i livet efter at have færdiggjort college.
Graveyard Alive (ETR Media, 2003) - indie-zombiefilm i sort/ hvid om en genert sygeplejerske, der bliver bidt af en zombie og forvandles til en mere sexet og selvsikker udgave af sig selv. Hun skal forsøge både at vinde en gammel flamme tilbage fra sine unge, bitchede kollega og at håndtere sin nye tilstand.
How to be Loved (Yellow Veil Pictures, 1963) - den tredje filmudgivelse af den polske instruktør Wojciech Has - de to første var The Hourglass Sanatorium og The Saragossa Manuscript - fra Yellow Veil Pictures. Under en togrejse tænker en skuespillerinde tilbage på de sidste år under den tyske besættelse, samtidigt med at hun skjuler en kollega, der er eftersøgt for mord. Tungsindig og fortalt i vignetter.
Prague Nights (Deaf Crocodile, 1969) - efter deres succes med at udgive gamle, russiske fantasy-film og med at finde og restaurere den "forsvundne" blaxploitation-film Solomon King, har Deaf Crocodile nu kastet sig over skrækken. Prague Nights er en uhyre sjælden, tjekkisk horror-antologi-film, der blander samtidige historier med fortiden. Filmen har været uopdrivelig som andet end bootleg i årtier, men har nu fået en hel ny restaurering og sin første officielle blu-ray-udgivelse.
The Queen of Hollywood Boulevard (Dark Star, 2017) - En ældre, kvindelig ejer af en stripklub i L.A. får problemer med en 25 år gammel gæld til mafiaen og hvirvles ind i en spiral af vold og hævn. Skulle være skudt med stor kærlighed til gamle genrefilm.
Shame (Umbrella Entertainment, 1988) - ozploitation om en ung kvindelig motorcyklist, der efter en ulykke er strandet i en lille flække. Hun opdager, at den lokale mekanikers datter er offer for gruppevoldtægt - ligesom i øvrigt flere andre kvinder på stedet - og hun giver kvinderne mod til at stå sammen og melde gerningsmændene. Men så bryder helvede løs ...
Der skulle være tale om en direkte port af Umbrellas australske udgivelse, og hvis det er rigtigt, så er det uheldigt, for den australske BD har fået kritik for et gammel transfer fuldt af DNR.
Spacked Out (Kani, 2000) - Category III-ungdomsdrama fra Hong Kong om en gruppe pige på nedeste rangstige i bandemiljøet, som må navigere mellem stofmisbrug, voldelige kærester, og biblioteksbøger med overskredet afleveringsdato. En Hong Kong-pendant til Kids og Christiane F.
Therapy Dogs (Utopia, 2019) - amerikansk indiefilm om to venners sidste år i high school.
Virgin High + Hot Under the Collar (Culture Shock, 1991/ 1992) - to high school-sexkomedier, restaureret fra de originale negativer.
--
Det er en ordentlig stribe, og der er lidt for enhver smag.
Det er en god idé at holde lidt øje med, hvor mange kopier, der er tilbage på hjemmesiden, hvis man vil vente lidt med at bestille. Alle udkommer naturligvis i limited editions med et slipcover, og de fleste får også en lidt billigere standardudgave senere. Men der er enkelte titler, hvor den limited edition er den eneste udgave, der overhovedet udkommer. Så hvis man er interesseret i sådan en, så skal man nok ikke tøve for længe.
Jeg skal selv helt sikkert have bestilt Effects fra AGFA, fordi jeg er ret glad for deres udgivelser af gamle genrefilm; How to be Loved fra Yellow Veil, fordi jeg allerede har købt deres to forrige Wojciech Has-titler, og Prague Nights, fordi jeg er fan af det arbejde, som Deaf Crocodile udfører, og en ukendt, gotisk antologifilm lyder lige som noget for mig.
Derudover er jeg en smule interesseret i Graveyard Alive, The Queen of Hollywood Boulevard og Spacked Out, fordi jeg har læst andre tale om dem. Men det er ikke sikkert, at det er noget for mig, så jeg skal lige læse mere og have set trailers.