Jordens Søjler
Fruen fik mig med med på et gensyn af serien som er baseret på Ken Follets roman af samme navn - gode skuespillere og Tony og Ridley Scott som producere bag en god historie - så var det en sikker succes tilbage i 2010.
Serien fandtes ikke på nogen af de streamingtjenester jeg kender, så jeg blev nødt til at købe den hjem - og så kunne jeg jo lige så godt investere i efterfølgeren; Uendelige verden.
Historien er som sagt stadig medrivende nok - Tom, en bygmester og hans familie havner i en træls situation, da han pludselig mister sit levebrød - bygningen af et hus, som skulle have givet dem mad og penge for vinteren.
I jagten på noget nyt indtræffer en katastrofe, som ender med at bringe dem til Kingsbridge og et kloster med mange hemmeligheder.
Intrigerne er der masser af - hertuger og gejstelige slår gerne modstandere ihjel for egen vindings skyld - og kvinder er ikke bedre end mænd.
Midt i det hele lykkes det at påbegynde opførelsen af en ny kirke, men nye ulykker afløser gamle.
Som sagt fine skuespilspræstationer af bla. Ian McShane, Matthew Macfadyen, Eddie Redmayne, Hayley Atwell med flere. Man kan desværre godt se at den er lavet til tv. I 2010 var der stadig forskel på tv og filmproduktioner i effekter og instruktion.
Men den er bestemt et genkig værd - Follets skurke er gennemført onde, og selv heltene har lig i lasten.
7/10