The Punisher (Sæson 1)
Efter en egentlig fin og solid start i de to første afsnit, som dog på ingen måde blæser en omkuld og imponerer voldsomt, så letter denne Marvelserie, om hævneren og antihelten Frank Castle, og bliver bedre og bedre som den skrider fremad, med få undtagelser.
Smerten udpensles lidt rigeligt sine steder i seriens mange visuelle ”flashbacks/drømmende” sekvenser, der kunne fylde lidt mindre. Men det er småting i en samlet set fantastisk serie. En serien der overrasker både med dens menneskelighed og dens villighed til at tage fat i seriøse temaer som krigstraumer, tab og konsekvenser og ofte på en, for en actionserie relevant måde.
Men også dens sats på at det er karaktererne der skal holde historien kørende og det lykkes, og ikke den blodige vold som også er der, fungerer hamrende godt. De fleste af karaktererne er både overbevisende, velskrevne og godt spillet, med fine nuancer. Så lever jeg med at et par af dem er lidt rigeligt forudsigelige.
Med en ret jordnær og uden måske at være realistisk, så dog med et langt større feel af realisme end andre superheltehelte film og serier jeg har set, blev denne udgave af The Punisher introduceret i en anden Marvelserie, nemlig ”Daredevil” sæson 2 og var faktisk den sæsons højdepunkt og mest interessante karakter.
Men tonen og stilen serien her holdes i, der fungerer den faktisk bedst når Frank Castle holdes ude af dette univers og holdes i sit egent, der ofte minder mere om en spektakulær, uden at være sensationalistisk, udgave af ”Homeland” end om det diverse superhelte boltrer sig i.
Som The Punisher/Frank Castle skal det også siges at Jon Bernthal vitterlig er velvalgt. Plausibel og tro mod sin karakter og dennes baggrund, som en man kunne tro på som tidligere soldat. Jeg har i de roller jeg tidligere har set ham i, ikke været betaget. Men her gør han det rigtigt godt.
Til slut vil jeg gerne lige nævne at hvor er Lieberman, spillet karismatisk af Ebon Moss-Bachrach, dog en fed karakter. Som ”sparringspartner” til den lukkede og lettere afstumpede Castle, er han en morsom, uden at være plat, og varm personificering af hvad det faktisk drejer sig om.
Bedømmelse: 9/10
Fremragende anmeldelse! :) Jeg er helt enig i det meste af det, som du har skrevet. Dog havde jeg også (ud over de drømme/flashback sekvenser du nævner) et lidt anstrengt forhold til de mange scener i Micros hjem, hvor Frank kigger forbi med jævne mellemrum. Jeg er helt med på, at de havde deres begrundelse qua det formål, at Frank Castle skulle “lære” at være mere menneskelig igen og forsøge at være mere i balance med sine følelser frem for blot at agere brutal kampmaskine. Men stadigvæk synes jeg af disse scener godt kunne have været skåret lidt ned, da jeg synes, at serien samtidig mistede lidt af sit momentum og drive.
Overordnet set var plottet dog godt skruet sammen selvom, at der også var en del klicheer, som skulle sluges undervejs. Og ja, makkerskabet mellem Micro og The Punisher var en fornøjelse at følge, og en herlig kontrast både imellem de to vidt forskellige karakterer men også i kontrast til resten af seriens mørke og barske tone. Jeg ligger lige umiddelbart på en 8/10. :)