Ingen :)
I min verden, som religiøs, kan moral sagtens være afstedkommet gennem kristendommens normer og dogmer, også selvom det skulle vise sig, at kristendommen var mennskeskabt. Jeg tror, jeg ved ikke, og da jeg er kildekritisk må jeg nødvendigvis være til fals for, at min tro kan rykke sig, som jeg stilles overfor at blive mere vidende. Derfor køber jeg heller ikke "hele pakken", det gamle og det nye testamente, hvoraf tekster etc. kan være kommet til på mere eller mindre "slig vis". Vi aner ikke, hvilken manipulation tekster har undergået, som ikke foreligger i deres originale form. Hvem som har forfattet dem etc.
Jeg ser ikke evolution og religion som talende imod hinandens eksistens.
Jeg synes blot kristendommens moral, med næstekærlighed og velsignelse som centrale budskaber, var langt foran sin tid, når man ser perioden de er formet i og stadig i dag er centrale for det jeg vil betegne som værende civiliseret moral.
Du siger, du ikke køber "hele pakken". Men er Bibelen en buffet; et tagselv-bord?
Jeg har nu og da set dig udtrykke tro på eller respekt for Jesus. Men var Jesus en mand, der stod for halve sandheder? Og i bekræftende fald, har du så stadig respekt for ham?
Hvordan forholder du dig f.eks. til følgende udtalelser af Jesus:
"Havde I troet Moses, ville I have troet mig; for det var mig, han skrev om. Men tror I ikke hans skrifter, hvordan skal I så tro mine ord?" (Johannes 5:46, 47)
Her sidestiller Jesus troværdigheden af sine egne ord med troværdigheden ikke blot af enkelte dele af Moses' skrifter (de fem Mosebøger), men Moses' skrifter SOM HELHED.
Et konkret eksempel herpå er, at Jesus ved mødet med en løs ægteskabs-moral hos farisæerne fremhæver ægteskabets historiske og moralske fundament ved at citere fra skabelsesberetningen i Første Mosebog:
"Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: ›Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød‹? Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.« (Mattæus 19:4-6)
Ligeledes sammenligner Jesus i Lukas 17:26-32 sit fremtidige komme med både vandfloden i Noas dage og ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra, hvormed han jo understregede at hans egen genkomst var ligeså sikker dét, at disse begivenheder var indtruffet på Guds foranledning. Men hvis disse begivenheder blot er myter, ja, det pure opspind, falder Jesu argumentation jo til jorden eller mister deres vægt.
Så hvad er Jesus egentlig? En mand, der var på vildspor med hensyn til såvel fortiden (fordi Bibelens skabelsesberetning, vandfloden på Noas tid og ødelæggelse af Sodoma og Gomorra ikke var historiske begivenheder) som fremtiden (fordi Kristi genkomst aldrig vil finde sted)? Levede han i vildfarelse med hensyn til sin egen identitet og herkomst? Eller endnu værre: Løj han om disse ting, idet han godt vidste at de ikke passede?
Hvis alt det, som Jesus sagde om skabelsen, om fortidens begivenheder og eksistensen af Moses (og Abraham - se Johannes 8:52-59) ikke er sandt eller pålideligt, hvad så med alt det andet, han udtalte sig om? Ja, var kristendommens moral så bare et rent lykketræf? Og på hvilket grundlag hviler den så?
Det korte af det lange: Jesu lære og ord i Det Ny Testamentet er vel et sammenhængende hele, antager jeg at vi er enige om. Men vi hvis også gør Jesu ord til et tagselv-bord, hvor vi selv kan vælge og vrage, kan man så sige, at der for vort vedkommende er grundlag for at sige, at vi regner ham for en pålidelig person?
Og hvis man "klarer" den ved at sige, at lige præcist de ord og passager, hvor Jesus taler om gammeltestamentlige begivenheder og personer, er eksempler på, at teksterne blevet udsat for manipulation, er det så ikke utroligt belejligt? ;-)
Bare nogle tanker, ræsonnementer og spørgsmål herfra. :-)