Jeg har brugt det meste af dagen på min sofa i dag og fik set hele tre film, jeg ikke tidligere havde set.
Boyhood
Linklater kan sgu noget, når det kommer til at portrættere et forholdsvis normalt liv og det er i virkeligheden hvad Boyhood er, en film om en lettere dysfunktionel familie over 12 år, set gennem en drengs øjne. Det burde faktisk ikke være specielt interessant, fordi det ligger så tæt opad et helt almindeligt liv og samtidig er der sikkert mange, der mener at det er lidt af en gimmick at lave en film over så lang tid. Men det er interessant og måske kunne historien sagtens være blevet fortalt på mere ordinær vis med flere skuespillere der spiller den samme rolle, samt make-up, men det gør sgu alligevel en del for historien.
Hvad jeg især fandt interessant er, at man slet ikke kan se på billedsiden, at den er lavet over så lang tid, selvom man kunne formode at Linklater måske måtte skifte kamera eller filmtype undervejs, fordi der jo konstant er udvikling på det område. Undervejs tænkte jeg også på hvad der må have været af ændringer og omskrivninger undervejs, ikke kun fordi skuespillerne forandrede sig fysisk, men også fordi både deres og Linklaters perspektiv på livet nødvendigvis har forandret sig i løbet af den tid, men det er stadig ret essentielt, at de ikke har radikale personlighedsskift og den slags undervejs.
Jeg har ikke checket skiven for ekstramateriale, men det burde jeg nok gøre. Uanset hvad, er Boyhood en skidego' film.
Iron Monkey
I en lidt anden boldgade, besluttede jeg mig for at se Iron Monkey, som jeg næsten lige har modtaget med posten. Jeg har fået den anbefalet et utal af gange, men havde ikke rigtigt en idé om hvad jeg gik ind til.
En af mine tanker undervejs var, at det må have været pissedyrt at bo i Kina i de dage, fordi der bryder åbenbart altid kung-fu-kampe ud, som smadrer sig igennem lokalsamfundet og ødelægger alt på sin vej.
Men den var virkelig spas og overholdt en del af de gamle klichéer fra kung-fu-film, hvor alle lige skal gøre opmærksom på hvilken kampstil de rocker, før de laver deres move. Samtidig er det lidt sjovt, at i visse af disse film, er der åbenbart en tradition for, at man fortæller hvad der sker på skærmen, i stedet for at lade handlingen stå på egne ben, noget der især er tydeligt ved den sidste boss-fight.
Men jeg fik kung-fu og wires i stor stil og det var underholdende.
Inherent Vice
Inherent Vice er fanme en syret film. Det kan være enormt svært at finde ud af om hovedpersonen Doc bare har taget for mange stoffer, eller om de ting der foregår omkring ham faktisk sker. Historien er en forholdsvis kompliceret krimi, for utroligt mange skæbner væves sammen og omdrejningspunktet er Doc, som udover at være privatdetektiv også er et syrehoved og en hippie.
Stemningen er fed, der er virkelig mange sjove scener undervejs og der er visse ligheder med The Big Lebowski, selvom de to film ikke er så nært beslægtet, som jeg havde forventet ud fra trailerne.
Filmen er pænt lang, så man bør se den med et klart hoved, for at holde styr på det hele, men den er afgjort indsatsen værd, jeg var i hvert fald meget underholdt undervejs.