For et par dage siden var der en som efterlyste lister, og jeg kom i tanke om denne - som måske kan skabe lidt debat.
Siden jeg fik mit første hæfte med Batman, da jeg var 6 år gammel, har superhelte haft en fast plads i mit hjerte.
Kærligheden til heltene voksede med tiden. Først opdagede jeg en stor samling af hæfter med Superman og Superboy hos en onkel - de blev begærligt læst, og senere blev jeg fast aftager af alle titler som blev udgivet af hedengangne Interpresse som især havde DC’s helte i stalden - men siden også fik fingrene i Marvel. Utallige antikvariater har jeg støvet igennem, og jeg har læst ret mange blade frem til, jeg blev omkring de 17-18 år. Derefter fik jeg andre interesser - men kærligheden til genren har jeg aldrig mistet.
Favoritterne var Batman (især på grund af de fantastiske tegninger af Neal Adams) og X-Men (mens John Byrne førte pennen) - meget af det, de har lavet, er i en kvalitet, så de sikkert kommer til at hænge på væggene i mange hjem engang. Derudover var Avengers altid fede historier sammen med en anden favorit, Spider-Man (eller Edderkoppen som han hed på dansk, dengang). Glemte helte som Shang Chi er blandt de næste i Marvelcentrifugen og Iron Fist optræder allerede hos Netfilx.
Men ellers var det selvfølgelig FF (De fantastiske fire), Superman, Jonah Hex, Lynet (The Flash), Green Arrow, Green Lantern, Hulk, Daredevil, Fantomet, Ghost Rider, Judge Dredd, Dr. Strange, Deadman og mange andre, jeg læste.
I 1978 dukkede den første superheltefilm op, som tog universet alvorligt - og behandlede heltene med den respekt, som de fortjente. Det var den første Superman-film, og den havde, udover Christopher Reeve i titelrollen, nogle af verdens bedste skuespillere - Gene Hackman, Margot Kidder og selveste Marlon Brando - på rollelisten. Den film løftede genren til nye højder og banede vejen for de superheltefilm, vi kender i dag. Ser man på filmen med nutidsøjne, er den falmet lidt i lyset af nye teknologier og et højere tempo.
Jeg har set samtlige superheltefilm, som har været i biografen, siden den første Superman-film. De fleste af dem adskillige gange. Så jeg mener, jeg er kompetent til at rangere dem på en liste i forhold til kvalitet - og jeg har en liste på 100 film, som jævnligt bevæger sig. Dels fordi der kommer nye film til, men også fordi at gensyn med dem kan påvirke i positiv eller negativ retning.
Her skal jeg ikke trætte med en gennemgang af alle 100 film, men nøjes med de 15, som lige nu befinder sig øverst på min liste. Du mangler sikkert nogle film fra din egen personlige liste, og det står dig frit for at argumentere for, hvilke der mangler fra din liste.
Jeg smider dem som nedtælling, og slutter af med hele listen med alle 100 film. Der kan dog argumenteres for om alle er superhelte film.