Monarch: Legacy of Monsters
Da der kom reklamer for den nye Godzilla film, gik det op for mig, at der er flere film i MonsterVerse franchisen, som jeg slet ikke har fået set. Og endda også en tv-serie (plus en animeret serie).
Monarch serien foregår i kølvandet på Godzilla fra 2015. Hvis man ligesom mig ikke lagde mærke til, at der er noget der hedder Monarch organisationen i de to første film, så er det en god idé at gense dem.
Skull Island er ved gensyn fortsat en fremragende film. Og Godzilla 2015 er fortsat en middelmådig film. I Skull Island har vi hele tre MCU helte med: Nick Fury, Loki, og Captain Marvel. Herudover optræder Shea Whigham, John C. Reilly og John Goodman i vigtige roller. Det er et rent stjernecast.
Men den vigtigste vedrørende Monarch serien er John Goodman. For i serien går vi tilbage til 50’erne, da John Goodman’s karakter, Bill Randa, var ung. Sammen med en videnskabskvinde (Keiko) og en militærperson (Shaw) laver de pionerarbejde for Monarch.
I et andet spor følger vi Bill Randa’s to børnebørn, som leder efter deres far, der forsvandt under Godzilla ”optøjerne” i 2015. De støder på en ældre udgave af Shaw, som har ikke så få hemmeligheder i bagagen. Den ældre Shaw spilles af Kurt Russel, mens den unge spilles af hans søn Wyatt Russel. Begge gør det aldeles fremragende og er noget af det bedste ved serien. Og hold da fast hvor er Wyatt Russel perfekt castet til at spille en ung udgave af sin far.
Der er også et tredje spor, hvor man følger nogle Monarch agenter, som i 2015 jagter Bill Randa’s børnebørn - efter at de har fået fat i Randa's optagelser fra 1973 ekspeditionen på Skull Island.
Hovedsporet med de to børnebørn (plus en IT nørd) er desværre det mindst interessante. Det handler ikke ret meget om Monarch, men er primært en katten-efter-musen, hvor de tre unge hele tiden har et par Monarch agenter i hælene. Det virker formålsløst, da de alle er på samme side og lige så godt kunne sætte sig ned og dele informationer.
Det klart fedeste er de mange flashbacks til 50’erne med den dynamiske trio Randa, Keiko og Shaw. Det er fantastisk selskab. Hen mod slutningen lånes der dog lige lovligt meget fra en vis MCU film med Evangeline Lilly. Men det kan tilgives, da det gøres langt bedre her.
Hvis det mindst interessante spor med de tre unge mennesker i 2015 ikke havde fyldt så meget, så ville jeg have været oppe på fem solide stjerner. Serien byder på en virklig god historie. Der er selvfølgelig også en god sjat monsters med. Men det er ikke actiondelen, man skal se den for. Det er der jo rigeligt af i biograffilmene.
★★★★½☆