Så fik jeg min næstsidste pakke fra min lille "spending spree" her inden bagatelgrænsen døde.
Fra Roninflix via shipito.com (ingen afgift, for hos reshipper'en bestemmer man jo selv, hvor ærlig man har lyst til at være, når man udfylder toldsedlen):
The Church - 2-disc LE med slipcover
I spit on Your Grave - Collector's Edition 3-disc set
Jeg ville egentligt have bestilt nogle flere ting fra dem, men det meste var udsolgt eller out-of-stock, så det blev kun til de to, ssom jeg længe gerne har villet have.
Michele Soavis The Church (1989) kommer i slipstrømmen fra den italienske horrorfilms storhedstid og er nok en af de sidste, gode (eller i hvert fald nogenlunde) genrefilm, som man forbinder dem med støvlelandet. Soavi startede som assistent hos Dario Argento og stod sidst i 1980'erne og ind i starten af 90'erne bag en lille række ganske succesfulde italienske horrorfilm, bl.a. den fremragende italienske slasher Stage Fright, de okkulte skrækfilm The Sect og The Church og tegneseriefilmatiseringen Dellamorte Dellamore.
The Church startede egentligt livet som tredje kapitel i Demons-serien og er en vild og effektfuld film om urgammel ondskab, der slipper løs i en kirke midt i storbyen.
Rape-revenge-genren er uden tvivl en af de mest betændte og kontroversielle genrer, der findes. Den er ofte udskældt, og nogle gange med rette, for at være kvindefjendsk og for at mudre budskabet ved at blande tilfredsstillelsen ved forestillingen om "den retfærdige hævn" sammen med sexploitation-elementer, hvor der fokuseres lige lidt for længe på ofrenes kroppe. Men på den anden side er det også en genre, der arbejder stærkt med "empowerment", og som nogle af virkelighedens voldsofre har taget i forsvar og skrevet akademiske fagbøger om.
Jeg har selv altid haft lidt svært med genren - måske fordi den, modsat så meget andet horror, er så svær at afskrive som fantasi, men altid er stærkt forankret i en ubehagelig virkelighed.
I Spit on Your Grave regnes dog for at høre til den i øverste ende af genren. Også selvom man sagtens kan argumentere for, at den netop også er blandt dem, der mudrer sit budskab med lidt for mange topløse nærbilleder.
Historien er naturligvis bundsimpel: en ung kvinde (Camille Keaton i sit livs rolle) har lejet en hytte på landet for at trække sig tilbage og skrive på sin roman. Hun overfaldes af nogle lokale bonderøve og vender tilbage for at tage sin hævn. Slut.
Det er ikke stor kunst, men det fungerer, og hævnnarrativet er som altid garant for at mobilisere vores følelser, så vi hepper med, mens hovedrollen gør det af med voldtægtsmændene en efter en.
I Spit on Your Grave var yderst kontroversiel, da den kom frem, og er det stadigvæk her næsten 45 år efter. Mange steder blev den ikke vist, og nogle steder blev den direkte forbudt. Det er ikke en køn eller rar film, men den står tilbage som et stærkt eksempel på en altid kontroversiel genre,
Det er Ronin Flix selv, der har udgivet filmen, og i den anledning har de fået foretaget et nyt 4K-transfer fra det originale negativ.
De tre diske indeholder:
1) I Spit on Your Grave i ny restaurering med masser af extras, bl.a. kommentarspor med instruktøren og det klassiske kommentarspor med Joe Bob Briggs fra den gamle og forlængst udgåede disk fra Anchor Bay.
2) I Spit on Your Grave: Deja Vu (2019) - en ny sequel til den originale film, og ligesom den instrueret af Meir Zarchi og med Camille Keaton i hovedrollen. Den er skudt på digital video og over to timer lang, og desværre skulle den være fuldstændigt elendig. Jeg havde hellere set, at man inkluderede remaket fra 2010, som går for at være ret godt.
3) Growing up with I Spit on Your Grave (2019) skulle straks være langt bedre. Det er en dokumentar i spillefilmslængde instrueret af Meir Zarchis søn, Terry, og handler om hele fænomenet og alle myterne bag filmen. Her får man bl.a. at vide, at den berømte numse på plakaten ikke tilhører Camille Keaton, men en på det tidspunkt ung og ukendt model ved navn Demi Moore!
Som ekstra bonus fra Roninflix kommer udgaven i en sort kasse, der også indeholder et par plakater og køleskabsmagneter, selvom jeg ikke helt ved, hvilket signal man sender overfor sine potentielle dates, hvis man har sådan en hængende på køleskabet derhjemme.