Kieslowski er min ynglings instruktører, og alle gode film kommer fra Polen :-)
Anmeldelse: Blå
En af Polens højst estimerede instruktører, den nu afdøde Krzysztof Kieslowski (1941-1996), projekteres igen på det store lærred. I anledning af at den østeuropæiske auteur i juni ville have fyldt 75 år, udsendes "Blå" (1993), første del af den såkaldte "farvetrilogi", igen i udvalgte biografer rundt om i landet. For kendere vil repremieren være et kærkomment gensyn. For de nye Kieslowski-fans venter en stærk følelsesmæssig og æstetisk filmoplevelse.
En lille pige stikker sin hånd ud af bilvinduet. Hun giver slip på noget blåt slikpapir. Bilen suser afsted på forskellige veje. Så går det galt. Det er egentlig ikke specielt dramatisk, men der er en særlig stemning over det. Både drømmende og realistisk som en grå regnfuld mandag. Bilen kører ind i et træ. Pigen og hendes far, en berømt komponist, dør. Den overlevende mor og hustru, Julie (Juliette Binoche), er kvæstet, men kommer sig hurtigt over sine ydre skader. Nu begynder et liv fyldt med sorg. De blå farver sniger sig ind, og Julie flytter fra familiehjemmet og isolerer sig i Paris. Hun vil ikke have noget med andre mennesker og deres fællesskaber at gøre.
Kieslowskis "Blå" er en del af trois couleurs-filmene, efterfulgt af "Hvid" og "Rød" (begge udgivet i 1994) – farver, der symboliserer henholdsvis frihed, lighed og broderskab - præcis som vi kender dem fra det franske flag. Filmene sammenflettes ved hjælp af forskellige motiver og hændelser samt slutningen af "Rød", hvor alle hovedkaraktererne samles. Kieslowski døde som bare 54-årig efter en hjerteoperation. Som instruktør nåede han at instruere en række kritikerroste film, heriblandt den prisvindende "Veronikas to liv" (1993) og den interessante tv-filmserie "Dekalog" (1990). Sidstnævnte – en undersøgelse af de ti bud – er for tiden opsat som stykke på det københavnske Betty Hansen Teatret.
"Blå" er alene i kraft af sin emotionelle pondus værd at gense. Følelserne formidles igennem stilsikre billeder og kreativ brug af lyd. Det klassiske musikstykke, som Julies mand var ved at skrive før sin død, fungerer som ledemotiv igennem filmen. Stykket dukker op for Julies indre som et slags påtrængende minde, hun nogle gange længes efter – men for det meste forsøger at undgå. Musikken høres, når vi mindst venter det, og slår hårdt til med bombastisk crescendo i genskabelsen af Julies indre sorg. Sammen med de gennemgående blå farver skaber musikken en særlig stemning, et form for rum, som er rørende og medrivende. Det er hér, styrkerne i "Blå" manifesteres.
Farven blå er, selvfølgelig, allestedsnærværende og skærper opmærksomheden på lærredet og den sansemæssige oplevelse. Frihedens farve følger Julie på hendes rejse ud i selvvalgt isolation som en påmindelse om hendes tidligere liv, men også et ideal, hun ønsker at vende tilbage til. Friheden er en mærkelig ting. Den kan på samme tid være en uønsket gæst og et blåt skær, der svæver frit over Julies hoved, som hun ikke er i stand til at nå. "Blå" formår at formidle alle disse modsætningsfyldte udtryk gennem en stærk indførelse i Julies sorg. Sorgen forbliver dog uforløst filmen igennem, hvilket gør Julies karakter en anelse for distanceret, og det efterlader derfor også tilskueren følelsesmæssigt uforløst.
Kieslowskis "Blå" er en historie om sorg og frihed. Den skal opleves for sin udnyttelse af billede og lyd. Hvordan disse – den mystiske blå farve og den kraftfulde musik – skal tolkes, må være op til den enkelte. Det er i virkeligheden måske slet ikke så vigtigt. Dét er selve filmoplevelsen derimod, og den er noget helt særligt.