Uha, det kan blive fugl eller fisk, men det er måske at foretrække den risiko, fremfor "sikre valg", som aldrig helt glimrer. Jeg bryder mig meget lidt om de seneste to af Sam Mendes, så lad os se, hvad Boyle kan.
Officielt: Danny Boyle laver "Bond 25", der skyder produktionen i gang til december
"Slumdog Millionaire"-instruktøren kommer til at stå bag kameraet på spionaffæren.
Så skulle alle detaljerne være på plads – den nye James Bond-film lander i biograferne 7. november 2019 og instrueres af engelske Danny Boyle. Det er nu blevet endeligt bekræftet af EON Productions og MGM, der står bag spionfilmserien. Produktionen af den nye film går i gang til december i år i England.
Samtidig er der blevet lagt låg på forhandlingerne om, hvilke selskaber der vil komme til at stå for filmens biografdistribution, og det bliver dermed Universal, som skal levere Bonds næste eventyr til de internationale lærreder. I USA klares udgivelsen af MGM i samarbejde med Annapurna Pictures.
Instruktør Boyle har været vidt omkring i sin karriere som filmkreatør med så forskellige fortællinger som gyserfilmen "28 dage senere", sci-fi-historien "Sunshine" og den biografiske "Steve Jobs" om Apple-grundlæggeren af samme navn. Mest kendt fra filmmagerens CV er nok misbrugsdramaet "Trainspotting" fra 1996, den intense, autentiske historie om klatreren Aron Ralston i "127 Hours" samt selvfølgelig Oscar-vinderen "Slumdog Millonaire", der ryddede bordet ved uddelingen i 2009.
Danny Boyle var senest repræsenteret i biograferne med "T2 Trainspotting" og har desuden instrueret afsnit af den højaktuelle miniserie "Trust" om Getty-familien. Til Bond-projektet har Boyle allieret sig med manuskriptforfatter og tidligere samarbejdspartner John Hodge, som kommer til at levere drejebogen. Hodge har før skrevet bl.a. begge "Trainspotting"-fortællinger for filmmager Boyle.
"Bond 25", som endnu står uden officiel titel, bliver således Daniel Craigs femte film i rollen som den ikoniske agent 007. Sidst publikum var på sprængfarligt eventyr med Bond var i 2015, hvor "Spectre" blev udgivet med Sam Mendes ved roret som instruktør.