Anmeldelse: Boy Kills World

Arkade-actionfilm er tæskekedelig. 

Hårdtpumpet action og kæk selvironisering er efterhånden mere reglen end undtagelsen i den lette afdeling af amerikanske underholdningsfilm. "Crank", "Kick-Ass" og "Expendables"-filmene især slå hårdt igennem med overskruet flabethed, mens "John Wick"-franchisen for alvor understregede, at der ikke behøver at være noget på spil i actionfilm for netop at være underholdende. For slet ikke at tale om bølgerne af superheltefilm, der endte med at drukne sig selv i oceaner af ligegyldigheder. "Boy Kills World" er mere af det samme.

Boy (Bill Skarsgård) mister som barn sin familie i en militæraktion fra det lokale diktatur, ledet af den onde Hilda Van Der Koy (Famke Janssen) og hendes familie. Heldigvis tages han under vingerne af Shamanen (Yayan Rubian), der træner sin nye lærling i drabelig kampsport og morderisk hævn.

Et så nedbarberet plot trækker selvfølgeligt på alskens klicheer fra talrige andre actionfilm. Det er den debuterende instruktør Moritz Mohr ganske bevidst om, og der går heller ikke mange øjeblikke før "Boy Kills World" er i fuld krig med at splitte familien Van Der Koy ad i bedste arkadespilstil. Boy tæver den ene skurk efter den anden til døde, mens han undervejs flæsker end of level bosses i flæng.    

Fra start er "Boy Kills World" forfriskende rap i replikken. Boy er døvstum. En indre stemme, indtalt af H. Jon Benjamin fra animationskultserien "Archer", fungerer som en slags overdrevet teatralsk voice over, som sætter ord på vores hovedpersons indre liv. Brugen af Benjamin er en sjov gimmick, især underbygget af en ekstremt udtryksfuld og fysisk skuespiller som Bill Skarsgård. Understøttet af altid sjove Sharlto Copley og ikke mindst dynamisk blodige martial arts-bidrag fra Andrew Koji fra serien "Warrior" og Yayan Ruhian fra "The Raid"-filmene.

Luften siver dog hurtigt ud af boksebolden. H. Jon Benjamins overforklarende voice over bliver trættende, opbygningen til de altafgørende actionsekvenser er ligegyldig fyld og persongalleriet lærer vi aldrig rigtigt at kende. Alligevel formes et generisk univers rundt om den temmelig hule præmis, uden at der bruges det mindste tid på at dykke mere ned i Van Der Koy-klanens virke. "Boy Kills World" er ganske enkelt for kedelig over knapt to timer. Spilletiden er alt for lang til en film, som ikke evner at fortælle en nogenlunde sammenhængende eller interessant historie. Uanset hvor blodig den bliver. Twistet vil muligvis overraske sin andel af biografgængere. Alligevel føles slutningen så oplagt, at det understreger en til dels underholdende actionfilm af den slags, man hurtigt glemmer titlen på.

"Boy Kills World" er skoleeksemplet på en popcornfilm, som man aldrig kommer til at se mere end én gang. Få guldkorn er ikke nok til en næsten to timer lang film, som burde være under 90 minutter, og som skyder det meste af krudtet af fra start.

"Boy Kills World" har dansk biografpremiere 16. maj. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her    

Boy Kills World

Kommentarer

Boy Kills World

  • ★★★★★★0

    Referencerne i starten er fine nok for mig. Jeg er klar på endnu en omgang hovedløs underholdning - som ikke giver så meget payoff bagefter.

    Wayne16-05-24 05:45

  • ★★★0

    Referencerne i starten er fine nok for mig. Jeg er klar på endnu en omgang hovedløs underholdning - som ikke giver så meget payoff bagefter.

    Enig - bliver en god dagen-derpå film :)

    Gormanden16-05-24 23:18

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen