Bill Skarsgård går amok i en balstyrisk blodrus i to nye klip fra actionbraget "Boy Kills World"

Skarsgård spiller en døvstum dræbermaskine i det kommende actionbrag, som "Evil Dead"-legenden Sam Raimi har produceret.

Tidligere på måneden delte vi traileren til actionbraget "Boy Kills World", som lander om en lille måneds tid i de danske biografsale. Og nu kan vi så dele to uddrag fra filmens adrenalinfyldte actionsekvenser, der understreger, at både hæsblæsende håndgemæng og humor er i høj kurs i tyske Moritz Mohrs første spillefilm.

Bag kameraet finder vi desuden selveste Sam Raimi, som producerer "Boy Kills World", der er kraftigt inspireret af alt fra "The Hunger Games" og Park Chan-wooks hævnfilm til gamle kung fu-film og de blodige "Mortal Kombat"-videospil.

Se også: "The Crow": Ny trailer viser Bill Skarsgård som blodig hævner for fuld udblæsning

Filmens hovedperson er en ung, navnløs og hævngerrig mand, som spilles af Bill Skarsgård ("It") og blot går under navnet Boy. Og Boy er ude efter hævn, efter at hele hans familie er blevet dræbt af den excentriske rigkvinde Hilda Van Der Koy, som står i spidsen for et korrupt dynasti i en postapokalyptisk fremtid.

I angrebet mistede Boy både sine nærmeste, sin hørelse og sin stemme. I filmen hører vi dog stadig Boys indre tanker, som H. Jon Benjamin har indtalt – den Emmy-nominerede stemmeskuespiller er nok bedst kendt for rollerne som hhv. spionen Sterling Archer i "Archer" og Bob i "Bob's Burgers".

Boy bliver trænet af en gådefuld shaman, som forvandler den døvstumme knægt til en omvandrende dræbermaskine af rang.

Ud over Skarsgård og Benjamin medvirker bl.a. Famke Janssen ("Star Trek: The Next Generation"), Jessica Rothe ("Happy Death Day"), Brett Gelman ("Fleabag"), Yayan Ruhian ("The Raid"), Andrew Koji ("Warrior"), Isaiah Mustafa ("Nikita"), Michelle Dockery ("Downton Abbey") og Sharlto Copley ("District 9").

"Boy Kills World" lander i de danske biografer den 16. maj, og du kan i øvrigt se frem til at se Moovy TV's video-interviews med Mohr, Janssen, Gelman, Koji og Mustafa.

De omtalte klip fra filmen kan ses her:

Kommentarer

Bill Skarsgård går amok i en balstyrisk blodrus i to nye klip fra actionbraget "Boy Kills World"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen