Anmeldelse: Abernes Planet: Opgøret
Med den tredje film i den nye trilogi om de intelligente aber og deres opgør med mennesket sættes et sidste punktum i historien om "abernes planet" – i hvert fald for nu. Instruktøren fra den anden film i rækken, Matt Reeves, har beholdt overblikket fra den sidste abe-film og har på mange måder overgået sig selv med afslutningen på sagaen.
Omdrejningspunktet i "Abernes Planet: Opgøret" er – ligesom i de to foregående film – chimpansen Cæsar (Andy Serkis) og hans stamme af mere eller mindre talende aber, der forsøger at overleve og finde et hjem til sig selv i en fjendtlig verden. I "Opgøret" er Cæsar splittet mellem at ville hævne sig på menneskene, mere specifikt en oberst (Woody Harrelson), og sin rolle som leder for abeflokken. Disse viser sig dog at være ret nært forbundet. Der er ingen mennesker fra de tidligere film med, og sympatien ligger efterhånden udelukkende hos abe-vennerne. Her tilføres ny energi i form af aben Bad Ape (Steve Zahn), der giver lidt komisk luft til en ellers meget alvorlig film, og den stumme menneske-pige (Amiah Miller), som aberne redder og bliver et symbol på deres menneskelighed.
Relativt store dele af filmen er tavs, da aberne hovedsageligt kommunikerer via tegn- og kropssprog, men dette benspænd har Reeves gjort til en stor fordel for filmen. At skulle følge dialogen gennem undertekster giver først og fremmest en følelse af fremmedhed, som er essentiel for universet. Derudover bidrager tavsheden med en ro i filmen, der, ligesom mange andre moderne blockbusters, kæmper mod uret i afviklingen af diverse plot-linjer. Mest af alt understreger tavsheden dog den imponerende troværdighed og detaljerigdom i abernes computer-genererede ansigtsudtryk og gestikuleren.
"Abernes Planet: Opgøret" er bedst i sine visuelle elementer. I begyndelsen, hvor der gives homage til krigsfilm som "Platoon" og "Dommedag nu". I midten, hvor en western-agtig følelse af mænd på hesteryg i snedækkede skove finder indpas, og i de sidste definitivt mytologiske skud af Cæsar, der skriver sig ind i historien som en slags abe-Moses. Scenerne er skildret af fotografen Michael Seresin med en følelse for autenticitet, eventyr og ikoniske billeder, der leder tankerne hen på de originale "Star Wars"-film.
Hvor den afgørende konflikt i "Abernes Planet: Revolutionen" – foruden den mellem abe og menneske – var mellem Cæsar og den hadske Bonobo Koba, er det primære, skæbnesvangre opgør i den afsluttende film mellem mennesker. "Opgøret" rummer mange referencer til de oprindelige film, hvilket både "slutter cirklen", men også åbner for muligheden for endnu en reboot af den originale historie.
"Abernes Planet: Opgøret" er en film, der får én til at heppe på sin egen arts udslettelse, hvilket i sig selv må siges at være lidt af en bedrift. Selv i disse tider, hvor det synes lettere at forestille sig Jordens undergang end mindre ændringer i måden, hvorpå vi forvalter Jordens ressourcer. Derudover er det en imponerende flot film. Desværre føles "Opgøret", der varer 140 minutter, til tider lidt forhastet med at få bundet knuder på de løse ender, og man kunne godt have ønsket sig et større fokus på at udvikle universet igennem de foregående film. Den står dog tilbage som en fremragende blockbuster i en af de mest vellykkede franchises i det 21. århundrede.
