Anmeldelse: Abigail
Dødssyg vampyrfilm er lige så fornøjeligt som at stikke sig selv i øjet med et hvidløgsindsmurt krucifiks.
Universals status blev skabt på et fundament af skrækfilm. Siden "Dracula" med Bela Lugosi fra 1931 har de såkaldte Universal Classic Monsters-film lagt fundamentet for Hollywoods særlige evne til at udsuge franchises til sidste blodsdråbe. Reboots af egne universer har eksisteret siden Hollywoods guldalder i 30’erne, men er især over de seneste årtier skudt ud ad samlebåndene på et uhørt niveau. En genindspilning af "Dracula’s Daughter" fra 1936 kunne dog sagtens have bid i sig. Den direkte opfølgeren til Tod Brownings legendariske vampyrfilm har siden udgivelsen været genstand for diskussion, da den blandt andet er løst baseret på Sheridan Le Fanus lesbiske vampyrnovelle "Carmilla", der udkom 25 år før Bram Stokers ikoniske "Dracula" fra 1897. "Abigail" er til sammenligning en tandpine af uforløst potentiale.
Seks kriminelle, der ikke kender hinanden, hyres af en bagmand, de ikke kender, til at kidnappe en umiddelbart uskyldig 12-årig pige. En del af opgaven består også i, at de skal søge tilflugt i en dyster herregård midt ude i en skov og herfra afvente videre instrukser. Efter kort tid viser det sig, at noget er helt galt. De låses inde, og helvedet bryder løs. Lille Abigail er nemlig slet ikke så harmløs. Hun er en blodtørstig vampyr, som elsker at lege med maden!
Variabler af plottet er set før, som bedst kan betegnes som en mutation af "The Usual Suspects", "From Dusk till Dawn", "Free Fire" og "Predators", der gerne vil vælte sig i whodunnit-krimi og teen slasher-greb. "Abigail" holder hverken tungen lige i munden eller når nævnte bagkatalog til sokkeholderne. Selv ikke de svageste film nævn.
Vores seks kriminelle er naturligvis dømt til deres andel af strabadser i mødet med det lille, bestialske monster. Men nøj, hvor er "Abigail" dog alligevel dødssyg. Historien kan dårligt være mere generisk. Dertil er den på intet tidspunkt underholdende, uhyggelig eller det mindste uforudsigelig. Var der i det mindste de sædvanlige referencer til andre vampyrfilm, andet end for nemt genbrug af skuespillere set i lignende film og serier, som fans af genren til nøds kunne læske sig i. Et dobbelttydigt persongalleri, hvor tvivlen om, hvem der egentlig er onde, gode eller omskiftelige, satte sig. Eller i det mindste et par sjove punchlines, kreative drab eller overgearet komisk skuespil. Men nej.
Hvorfor i alverden ikke? En blodig vampyrfilm med en morderisk vampyr-tween, der leger katten efter musen med en usympatisk gruppe mennesker – what’s not to like? Fordi "Abigail" simpelthen er for dum og ligegyldig. Skuespillere som Melissa Barrera, Kevin Durand, Dan Stevens, Giancarlo Esposito, Kathryn Newton og en gæsteoptræden af Matthew Goode samt en særdeles veloplagt Alisha Weir i titelrollen, gakker forgæves ud. Man er på intet tidspunkt i tvivl om persongalleriets indbyrdes relationer og motiver på forhånd, eftersom de er håbløse karikaturer af alskens genreklichéer. Karaktererne er tilmed så pinligt skrevne, at der aldrig knyttes det essentielle følelsesmæssigt involverede bånd, som gør, at man er minimalt investeret i deres skæbner. Meningen er formentlig, at det skal være med et djævelsk, ironisk glimt i øjet. Slutproduktet er dog omtrent så fornøjeligt som at stikke sig selv i øjet med et hvidløgsindsmurt krucifiks.
Måske er "Abigail" et forsigtigt praj om, at Universal igen støver en gammel traver af en franchise af, selvom Hollywood-giganten indtil videre har benægtet, at netop dét er hensigten. Uanset hvad burde instruktørparret bag de to seneste "Scream"-kapitler og den ellers veloplagte "Ready or Not", Matt Bettinelli-Olpin og Tyler Gillett, holde sig fra Universal Classic Monsters-universet, hvis dette i ramme alvor er noget, de kan stille sig tilfredse med.
"Abigail" har dansk biografpremiere 18. april. Heriblandt i FORMAT Bio. Læs mere her.