Anmeldelse: Challengers

Stil vinder over substans i overskruet ketsjer-sexdrama.

Siden Luca Guadagnino for alvor slog internationalt igennem med først "A Bigger Slash" og "Call Me by Your Name" har han sat sig på tronen som én af de art house-instruktører, som man lidt skal mene noget om. Værre eller bedre blev det ikke med en temmelig kreativ genfortolkning af Dario Argentos gyserklassiker "Susperia", mens den italienske instruktør blev genforenet med Timothé Chalamet i den kannibalistiske road movie "Bones and All". Guadagninos voldsomt prætentiøse stil lempes bestemt ikke med  "Challengers". 

Tashi Duncan (Zendaya) er et tidligere tennistalent, der er blevet træner og som ikke undskylder for sit kontroversielle spil på og udenfor banen. Hun er gift med tennisstjernen Art Donaldson (Mike Faist), der befinder sig i sin karrierens største nedtur – til Duncans store frustration. En overraskende drejning viser sig imidlertid i en mindre turnering. Her skal Donaldson møde en udbrændt tennisspiller, Patrick Zweig (Josh O'Connor), som er hans tidligere bedste ven og Duncans tidligere kæreste. Fortid, nutid og fremtidsplaner kolliderer i et højt anlagt trekantsdrama, der viser sig at have mere end to spillere på hver side af nettet.

I "Challengers" er vi hele tiden i grænselandet mellem konflikt, sejre og nederlag. I krig og kærlighed gælder som bekendt alle kneb, synes at være Luca Guadagninos overskyggende mantra. Indpakket i glitrende gavepapir som viser sig at være lige så tomt som indersiden af en tennisbold.

Man skal jo ellers holde vejret, dikteres der. Luca Guadagnino tager hårdt kvælertag på, hvad vi skal føle og tænke. Den ene lækre tennisbold efter den anden smashes i fjæset på os i vilde kameravinkler. Det er da kreativt. Selvfølgelig med allestedsværende Nine Inch Nails-duoen Trent Reznor og Atticus Ross’ i baggrunden med endnu et hjerteblodspumpende synth-soundtrack. De er jo hippe. Der skal "Euphoria"-råsnaves mellem vores tre hovedpersoner, skal der. På samme tid. For det er sexy, råbes der fra sidelinjen. Og det skal da være så grænseoverskridende skiftende mellem vores tre hovedpersoners perspektiver i tid og rum, at vi helst skal blive forvirrende og henrykte over de selvironiske narrative valg. Der leges med seksualitet, når det viser sig at den smukke kvinde i midten har en risiko for at blive fravalgt af de to mænd, mod de vælger hinanden. Den vil så gerne være genialt og edgy. Men det er "Challengers" ikke.

"Han, hun og ham" møder "Rashomon" møder "Borg". På papiret værdige inspirationskilder, men på banen rammes nettet for ofte. Navnligt fordi vores tre hovedpersoner er så vævende og alligevel forudsigelige i al deres omskiftelighed. Det er alt for nemt at forblænde publikum med tre tidslinjer inklusiv vores tre utroværdige fortællere. Især når det druknes i flashy klipning, høj musik og liderlige sekvenser med Zendaya, som med en karikeret præstation understreger, at hun på film stadig er milevidt fra sit dobbeltvindende Emmy-niveau i serien "Euphoria". Hvor Kore-eda Hirokazus "Monster" udøver samme stiløvelse og lykkedes i at binde handlingstrådene perfekt og rørende sammen til et tema med noget på hjertet, fejler "Challengers" på det groveste. Som rungende hul og ligegyldig, grænsende til ulidelig selvsmagende selvparodi.

Out!

Flot og kreativt æstetisk er "Challengers" på alle leder og kanter, men ellers er der vitterligt ikke meget positivt at trække op fra shortslommen. Luca Guadagnino er muligvis en kompromisløs instruktør. Efter kun box office flops siden "Call Me by Your Name" – og det tør jeg næsten godt garantere at "Challengers" og den kommende filmatisering af William S. Burroughs "Queer" også bliver – har jeg efterhånden meget svært ved at se berettigelsen af Guadagnino i Hollywood.

"Challengers" har dansk biografpremiere 25. april.