Anmeldelse: Filmen om Kaptajn Underhyler (Blu-ray)

Der er ikke tid til at kede sig et øjeblik – hverken som barn, forælder eller blot som nysgerrig barnlig sjæl.

Jagten på en velfungerende komedie i 2010'erne er ikke en nem opgave. Komedier har efterhånden fået en tendens til at blive enten for lange, for seriøse eller simpelthen bare for dumme. Naturligvis dukker der stadig pletskud op i ny og næ, men komediernes storhedstid er forbi. Det er dog nok de færreste, der regnede med, at den næste velfungerende komedie ville være en animationsfilm for børn. "Filmen om Kaptajn Underhyler" er ligeså infantil som sin titel, og det lægger den ikke et øjeblik skjul på. Dens selvbevidsthed, tempo og antal af velfungerende vittigheder gør den til den måske bedste komedie i 2017.

George og Harold (eller Jimmy og Otto, hvis du vælger det danske lydspor) er bedste venner og spasmagere, der prøver at gøre skolelivet overkommeligt igennem ballade. I fritiden laver de tegneserier sammen og har her opfundet helten Kaptajn Underhyler, der mere eller mindre fungerer ligesom Superman – bare uden andet tøj på end underbukser. Deres skoleinspektør Mr. Krupp (Hr. Knold) værdsætter dog ikke de to drenge, og da han en dag fanger dem midt i en narrestreg, skiller han dem fra hinanden i skolen. Som svar hypnotiserer de skoleinspektøren, så han tror, at han er Kaptajn Underhyler. Dette går meget godt, indtil en ny lærer bliver ansat, og Kaptajn Underhyler får sin nemesis – Professor Poopypants (Professor Prutpotte) har nemlig ondsindede planer.

Heltefortællingerne om Kaptajn Underhyler stammer egentlig helt tilbage fra 1997, da den første bog af Dav Pilkey udkom. Siden da har bogserien taget godt fat om verden, og nu 10 bind senere har DreamWorks Animation så skabt den første film i en forhåbentlig lang og succesfuld franchise. Instruktør David Soren ("Turbo") er så tydeligt det helt rigtige valg, da han ligesom med sin første spillefilm formår at fastholde et højt tempo fra start til slut. I "Filmen om Kaptajn Underhyler" bliver man nærmest tæppebombet med information, vittigheder og detaljer hele vejen igennem, hvilket skaber en enorm gensynsværdi. Naturligvis er humoren ikke for alle, men det er pruttehumor af allerhøjeste kaliber, og kreativiteten er næsten konstant i højsædet. Der er derfor ikke gjort meget plads til plot, morale og karakterudvikling, men er det ikke også lige meget, så længe der er noget at grine af? Det har uden tvivl været tanken bag bogserien, og den tanke er blevet videreført perfekt til film.

Animationerne i "Filmen om Kaptajn Underhyler" er naturligvis kommet igennem CGI-maskinen. Bogserien har en enorm charme i sine tegninger, og disse dukker også op i ny og næ, når George/Jimmy og Harold/Otto laver deres tegneserier, der viser sig at være en nøjagtig kopi af bøgerne. CGI'en er dog for en sjælden gangs skyld ikke sjælløs. Stilen er blevet holdt meget simpel hvad angår karaktererne, hvilket passer glimrende til filmen, og derved bevarer de deres charme. Det engelske stemmeskuespil er helt i top, hvor især Ed Helms som Kaptajn Underhyler imponerer, men det danske lydspor er skam også fremragende. Her fungerer Caspar Phillipson som Kaptajn Underhyler særdeles godt, imens Jonas Schmidt som Jimmy også leverer en toppræstation. Desværre er der et par vittigheder, der går tabt i oversættelsen, men det er nærmest umuligt at undgå.

"Filmen om Kaptajn Underhyler" har hele pakken. Der er ikke tid til at kede sig et øjeblik – hverken som barn, forælder eller blot som nysgerrig barnlig sjæl. Filmens enorme fantasifulde overskud er imponerende, og dens humor og kreativitet smittende. Enhver der ikke føler sig for højtidelig til god, gammeldags pruttehumor og generel fortælleglæde bør opsøge denne film omgående!

Billede & Lyd

Billedet står konstant knivskarpt og enormt farverigt og levende. Figurerne er måske simple animationer, men der er masser af detaljer i deres omgivelser. Mest imponerende er scenerne, hvor skolen bliver til en forlystelsespark – her får farverne og detaljerne et ekstra spark. Du finder generelt ikke mange animationsfilm på samme niveau, heller ikke hvad angår lyden. Det engelske lydspor er mest imponerende med 7.1 DTS-HD-MA og indeholder en perfekt balanceret dybde, bas, tyngde og bund med masser af detaljer i samtlige højtalere. Det danske lydspor skraber lige lidt af det hele af med sit DTS 5.1, men er stadig en imponerende oplevelse.

Ekstramateriale

De tre featuretter er korte og ikke vanvittigt interessante. "The Really Cool Adventures of Captain Underpants Motion Comic" er dog den bedste af de tre. Her læser sokkeudgaver af George og Harold op af en tegneserie om Kaptajn Underhylers kamp mod en ny skurk. De to andre featuretter er mere eller mindre gengivelser af "Filmen om Kaptajn Underhyler" i kortere udgaver set igennem øjnene på henholdsvis George og Harold samt Professor Poopypants. De slettede scener er med introduktion af David Soren, og de er ikke kommet med i det endelige produkt af gode grunde. Udover dét er der en håndfuld musikvideoer fra andre DreamWorks-tegnefilm, en trailer og et galleri. Ekstramaterialet er kun på engelsk.

Filmen om Kaptajn Underhyler (Blu-ray)

Kommentarer

Filmen om Kaptajn Underhyler (Blu-ray)

    Log ind for at deltage i diskussionen