Den lyder fantastisk! Skal ses.
Anmeldelse: Gods of Egypt
Mytologi er fascinerende. Udødelige fortællinger om kampen mellem godt og ondt, guder og afguder er siden tidernes morgen blevet overleveret i alskens narrativer. Genkendelige motiver og temaer, såsom hero's journey, er blevet genfortalt på tværs af kontinenter og epoker igen og igen. Vi føler os hjemme og bekræftet i kendte rammer. Vi spejler os i det. Vi lapper det i os, når det serveres eksplosivt og svulstigt på samlebånd af Hollywood. For ja, "God of Egypt" ér en metervare - lige til at mæske sig tyk, doven og dum i.
Faraoen Osiris (Bryan Brown) vælger at overlevere magten over Egypten til gudesønnen Horus (Nikolaj Coster-Waldau). Onkel Set (Gerard Butler) føler sig dog forbigået, så han gør det, som enhver anden ondsindet gud ville gøre: Han dræber Osiris og stjæler Horus' guddommelige øjne. Så skulle den ged ellers være barberet, og Set er ny, magtsyg farao. Heldigvis er mennesker altid et uforudsigeligt plotelement - i hvert fald for oldtidens guder. Og hvem anden end en kæk tyv ved navn Bek (Brenton Thwaites) stjæler et af øjnene tilbage, sådan at Horus kan tage kampen op med onde Set.
"Gods of Egypt" er komplet respektløs overfor de oprindelige myter. Der bydes på alt fra gigantiske ride-kongekobraer og actionsekvenser taget ud af et beat 'em up-arkadespil fra 80'ernes grillbarer. Med andre ord: uforpligtende guilty pleasure 24 billeder i sekundet, der er lige så hurtigt slugt og glemt, som de dér fesne fritter, man elsker at hade - eller hader at elske.
Enhver anmeldelse, der skriver stolpe op og ned om, hvor meget klichéerne står i kø i en film som "Gods of Egypt", bekræfter kun det åbenlyse. Filmen er himmelråbende åndssvag, karaktererne har marginalt lidt at gøre med de oprindelige myter, og plottet er i øvrigt helt efter bogen. Nej, den er heller ikke så forrygende som Ray Harryhausens stop motion-klassikere som "Clash of the Titans" eller "The Golden Voyage of Sinbad". Til gengæld er den altafgørende spektakulære eventyrånd intakt. Det er sjov og ballade, i perioder forrygende letbenet CGI-underholdning, fortalt med afvæbende swashbuckler-smil.
Når det er sagt, stivner smilet så absolut også - og særligt, når blikket falder på et persongalleri, som er rendyrket opvisning i betænkelig whitewashing. Nicolaj Coster-Waldau spiller på Jaime Lannister-rutinen som olieindsmurt, arrogant action-gud, og Gerard Butler gentager rollen som læspende muskel-tissemand fra "300". Helt forfærdelig er Brenton Thwaites som frisk-fyr antihelt, der leverer den ene Razzie-værdige dialog efter den anden.
Indrømmet - "Gods of Egypt" rammer en nerve, der vækker en snert af barndommelig glæde. Måske er det genkendelsens glæde eller blot min svaghed for smådumme eventyrfilm med mytologiske elementer, der får mig til at acceptere præmissen. For gud, hvor er det enormt letkøbt - og helt igennem underholdende.