Anmeldelse: Good Time

Robert Pattinson viser her, at han er en af de bedste skuespillere indenfor sin generation.

To mennesker sidder i en sofa, hvor det eneste lys kommer fra det hektiske tv. De levende billeder foran dem viser en politiserie på bedste reality-facon, hvor to betjente netop har fået fat i en kvinde, der på hysterisk vis vifter rundt med en kniv. De fanger hende og får hende overmandet. Da en betjent derefter skal interviewes om deres bedrift, skifter den ene af de to seere kanal. "Jeg vil ikke se ham retfærdiggøre det lort," siger han.

Det er ikke så underligt, for han er selv en kriminel af værste skuffe. En af dem, der selv ville tilhøre et realityshow om USA's dummeste kriminelle, hvis det ikke havde været for hans tragiske liv og aggressive positur overfor omverden. Det er ham, Connie Nikas – den ene af to brødre – vi følger i 24 barske timer, hvor et bankkup ikke gik, som det burde, og hans reaktion er at gøre alting værre i en stålsat tro på, at han gør det rigtige.

Men det kan være svært at se det store billede, når man ikke stopper op og en gang imellem. Det gør Connie aldrig i "Good Time", mens han jager de hurtige penge og drømmen om at befri sin mentalt handicappede bror fra et samfund, der for ham er evigt ondt og udnyttende. Plottet er simpelt. En desperat mand løber gennem den nådesløse nat for at skaffe penge til sin bror, som sidder i forvaring. Det handler om at få ham ud, for i Connies tankegang er det kun ham, der ved, hvad hans bror har brug for. Han har brug for Connie. Connie har brug for ham. Det er simpelt, selvom omverden ikke kan se det.

Med den slags ræsonnement er Connie en fare for sig selv, men han er i højere grad en fare for sine omgivelser. Det er en æstetik, der – sammen med en pragtpræstation fra Robert Pattinson, der her viser, at han er en af de bedste skuespillere indenfor sin generation – skaber det levende mareridt, som "Good Times" i dén grad udskiller med hver en scene. Med sine 35mm og ekstreme nærbilleder giver den os aldrig ro, og med hver en handling fra Connies hånd falder vi længere og længere ned i hans demoraliserede univers, hvor der kun er én udvej og ingen nuancer. Han søger en vej ud af dyndet, men skaber det selv i sin isolerende desperation.

Med "Good Time" har Safdie-brødrene skabt en film, der bliver ledt af et urinstinkt og deraf lugter langt væk af primal cementjungle og afspærrende forbitrelse over den næste uundgåelige situation. Vi føler Connie i hvert sekund, men han er en mand, der er svær at holde af. Der er intet helle for ham i dette urbane mareridt, og det er der heller ikke for os. Han kan ikke stå stille i sin panisk bevægende krop, og kameraet er som en ufrivillig fange bag ham hvert minut. Intet tag bliver løsnet, og det er nemt at forestille sig Connie som en mand, der end ikke finder ro i søvnen selv.

Det kan være udmattende, men det er samtidig effektivt, og med "Good Time" har Safdie-brødrene skabt en film, der føles farlig og nådesløs. Den er ikke nem at se, hverken plotmæssigt eller æstetisk, men den bliver i kroppen som en stressende svulst, der ikke vil gå væk. Sådan må det være at være Connie Nikas.

"Good Time" kan ses i Cinemateket 12.-21. oktober.

Good Time