Anmeldelse: Nyad

Annette Bening og Jodie Foster i fornøjeligt parløb udgør et forrygende svømmedrama om råstyrke og dyb sårbarhed.

Temaet om, at livet er værd at leve, trods det uundgåelige faktum at ungdommens kilde udtømmes og alderdommen rammer alle, synes at være ét af tidens store tematiske cash grabs i filmbranchen. Mætningspunktet burde for længst være nået, når også dansk film forsigtigt hægter sig på i smådumme folkekomedier og dannelsesfortællinger. Men nej. Mere interessant er det, når mennesker af kød og blod simpelthen ikke vil acceptere, at de ikke er udødelige. Elitesvømmeren Diane Nyad kan nemlig godt snyde én, når memento mori-påmindelsen om vores egen dødelighed og tab af fysiske evner udfordres af hendes fuck-finger til, at livet skulle stoppe efter de 60 år. 

En svømmetur fra Havana til Key West, i et omskifteligt og farligt havområder, er en vanvittig tanke. Dét er Diane Nyads (Annette Bening) store drøm. Og hendes levende mareridt, der har naget den nu 60-årige maratonsvømmer de sidste 30 år, da hun som 28-årig måtte trække sig fra 1. svømmeforsøg mellem Cuba og Florida. Efter en lang række andre spektakulære verdensrekorder. Nyad giver dog ikke så let op. Da den – mildest talt – excentriske kvinde sætter alle sejl for endeligt at nå den 164 kilometre tur til ende, samles et hold på 40 assistenter omkring hende. Heriblandt hendes nære veninde og tidligere flirt, træner og tidligere eliteatlet, Bonnie Stoll (Jodie Foster), og den garvede og livskloge sømand, John Bartlett (Rhys Ifans).  

Og det lykkedes rent faktisk. Efter fem forsøg nåede 64-årige Diane Nyad i 2013 det sydlige Florida. Efter 53 timer i havvand fyldt med hajer, portugisiske orlogsmænd og andre ubehageligheder. En vaskeægte heltindefortælling. Udover en tone af beundring over bedriften, forfalder "Nyad" aldrig til klicheerne og et ukritisk portræt om en stærk, lesbisk kvinde, der tager kampen op mod alle odds. Stolte Diane Nyad selv havde formentlig fnyst hånligt af sådan en vinkling. Heldigvis for det, da "Nyad" er et forfriskende lunt og sårbart portræt af viljens vej og de personlige omkostninger på en sådan færd. Og mon ikke, at Annette Bening snart henter sin femte Oscar-nominering for endnu en fornem præstation.

Annette Bening og Jodie Foster er nemlig forrygende som pot og pande-veninderne, der har været lidt af hvert igennem sammen. Venskabet smides konstant på jorden af Nyads kaotiske og uregerlige storhedsvanvid-energi, som løftes op af Stolls stoiske ro og coach-empatiske brede skuldre. Selv Atlas havde været udfordret af den byrde, deres venskab synes at være. Alligevel har de begge accepteret, at ingen af dem kan undvære hinanden. Dén synergi er kernefortællingen i "Nyad". Benhårde individer som Diane Nyad har brug for et overbærende hold til at nå ukendte farvande, perfekt faderskikkelse-personificeret af Rhys Ifans. Kald det stædig konkurrenceånd eller ubetinget kærlighed til venskabets bånd. Benings og Fosters samspil balancerer elegant mellem hybris og nemesis og kunne følges med største fornøjelse i timevis.

Team! Win! Execute! bøjes i neon, som i en selvhjælps-inspirationsvideo i værste sendetid. I "Nyad" er den mantra for gangs skyld inspirerende. Mellem Bening og Foster dykkes efter noget dybere genkendeligt og menneskeligt på spil. Selvom hovedpersonen anser sig selv om en levendegørelse af græske myter. Idealet om overmenneskelige ambitioner møder en rå virkelighed, når vi i flashbacks gennemlever seksuelle overgreb begået på hende som 14-årig, begået af hendes svømmetræner. Overlegenhedsfølelsen står i kontrast til lave selvværd, som overgrebsofre ofte lider af som følger. Instruktørerne Jimmy Chin og Elizabeth Chai Vasarhelyi formår at holde fødderne på planken i det psykologiske portræt. Aldrig trædes der ud på dybt, sentimentalt vand, trods tragedien i sig selv. Dét er filmens styrke. Hvilket må siges at være mere end passende i en film om et stålsat superindivid som Diane Nyad.

Hvis nogen fortjener en oprigtigt inspirerende portrætfilm, kan næsten ingen anden end elitesvømmeren Diane Nyad være mere oplagt. Annette Bening og Jodie Foster er blændende som hårdt prøvet venindepar, der bogstaveligt talt gennemborer verdenshavene for at opnå det uopnåelige. "Nyad" svømmer rundt i "we shall overcome!"-tematik. Men især den stærke psykologiske dimension og Benings glimt i øjet gør, at bærgeret aldrig flyder over.  

"Nyad" har dansk biografpremiere 19. oktober i udvalgte biografer. Filmen har efterfølgende streamingpremiere 3. november på Netflix.

Nyad

Kommentarer

Nyad

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen