Det var eddermame en god film, der ramte hvor den skulle ved min mellemste, der også går med noget begyndende angst, som vi arbejder på. Helt oppe på linje med Pixar.
Anmeldelse: Orion and the Dark (Netflix)
Med Charlie Kaufman på manuskriptet er animationsfilmen "Orion and the Dark" en stor oplevelse for hele familien.
Filmelskere kender nok navnet Charlie Kaufman. Amerikaneren har som manuskriptforfatter tidligere begået klassikere som Spike Jonzes "Being John Malkovich" og Michel Gondrys "Evigt solskin i et pletfrit sind". Manden er kendt for at udforske emner som identitetskrise, meningen med livet og menneskets dødelighed med helt unikke (meta)fortællinger. Efter Kaufman første dans med animation for voksne, stopmotion-filmen "Anomalisa", vender Kaufman tilbage til animationsfilmen som forfatter på "Orion and the Dark". Instrueret af debutanten Sean Charmatz og atter et flot resultat fra Kaufmans krøllede hjerne.
Orion (Jacob Tremblay) er en ung dreng, der er drevet af irrationel frygt for alt. Han er bange for at tale til pigen han er vild med, morderiske klovne, at hans toiletbesøg oversvømmer skolen og, mest af alt, mørket. I sådan et omfang, at han ofte holder sine forældre vågne om natten. Men en nat bliver Orion besøgt af selve mørket i en stor mørk skikkelse (Paul Walter Hauser), der få Orion til at overvinde alt, hvad han er bange for.
Trods skiftet for Charlie Kaufman mod en mere børnevenlig fortælling, er "Orion and the Dark" stadig en eftertænksom oplevelse. Som børnefilm rummer den nemlig emner som dødelighed, angst og eksistentialisme. I vanlig Kaufman-stil lurer der den sorte humor. Selvom løjerne minder om Pixars "Inderst inde", udnyttes præmissen alligevel effektivt. Især når koncepterne præsenteres med fantasi, der taler til både børn og voksne. Suppleret af flot animation, der leger med både 3D-grafik og klassisk tegnefilm.
Som med de fleste Kaufman-fortællinger, hersker der også metanarrativer. Som om at amerikaneren diskutere skriveprocessen for filmen med sig selv – ikke ulig "Orkidé-tyven". Hvordan skal ikke røbes her, men Orions kamp med sin angst resulterer i en rørende og sød pointe om livets svære gang. Båret på vej af et godt stemmeskuespil og fin musik. Omend Robert Lydecker og Kevin Lax’ musik til tider lyder lidt for inspireret af Trent Reznor og Atticus Ross’ bidrag til "Sjæl".
"Orion and the Dark" er ikke en perfekt film. Filmens andet akt mister den mørke kant, som første akt havde. Her bruges lidt mildere jokes og der optrappes et belejligt drama, så hele familien kan få lørdagsslikken til at glide sikkert ned. Selvom filmen ender med at bruge dette til sin fordel, ændrer det ikke på, at kvaliteten formørkes i visse momenter.
"Orion and the Dark" minder til tider om, hvad vi de seneste år har set fra Disney og Pixar. Og der mangler den sidste magi for virkelig at være solid. Faktum er dog, at filmen ikke kommer til at lulle dig i søvn. Charlie Kaufmans familievenlig film føles som en drøm, når frygt og angst bearbejdes med skarpe jokes, gode stemmer og et rørende, menneskeligt budskab. Hvis drømmen er at opleve en Kaufman-fortælling med hele familien, kan Sean Charmatz’ debutfilm varmt anbefales.
"Orion and the Dark" kan ses på Netflix nu.
