Anmeldelse: She Said
Skildring af #MeToo-sagen mod Harvey Weinstein er et stærkt journalist-drama.
Baseret på-sandhedsvidnesbyrd har alle dage været populære på film, uanset om det er fiktionaliseret eller dokumentarisme. Især når missionen lykkedes i virkelighedens verden, de gode vinder og vinderne skriver historien, rammer det rent ind. Særligt relevant og spændende er det at kende til optakten til de der rigtigt store historier, som markant sætter dagsordenen. "She Said" er et væsentlig portræt af den oprindelige #MeToo-sag om Harvey Weinstein, som samtidigt sætter fokus under den frie presses vigtighed. Dog ikke uden at få dyppet tæerne i den amerikanske heltefortælling.
Rygterne om Harvey Weinsteins krænkelser af kvinder har der været hvisket om i mange år. Intet officielt, ingen tør. Stjerneproduceren er simpelthen for magtfuld i underholdnings- og mediebranchen. Da graverjournalisterne Jodi Kantor (Zoe Kazan) og Megan Twohey (Carey Mulligan) beslutter sig for at kigge sagen i sømmene for New York Times, viser det sig at der er noget om snakken. Og har Weinstein systematisk optrådt sig seksuelt grænseoverskridende, måske endda voldtaget, kvinder og siden betalt sig fra anklagerne og skjult dem med tavshedsklausuler? Nok så væsentligt: har andre filmfolk, medarbejdere og investorer set igennem fingre med overgrebene i årtier?
Resten af historien er, ja, historie. Kantor og Twoheys arbejde, sammen med Ronan Farrows sideløbende på The New Yorker og i bogen "Catch and Kill" som senere foldede sig ud som en doku-serie, blev den helt store katalysator på den verdensomspændende #MeToo-bevægelse. Maria Schrader, der har udmærket sig som både skuespiller og instruktør over de sidste tyve år, sætter rammen for en på papiret klassisk journalist-film.
Ingen tvivl om, at den tyske filmskaber læner sig op ad legendariske "Alle præsidentens mænd" og nyklassikeren "Spotlight". Sidstnævnte må have været producenternes pitch til Schrader ud i stil og form. For "She Said" grænser til æstetisk plagiat, når alt fra musik og kameraindstillinger copy-pastes uden omsvøb. Idealet om den objektive og kritiske journalistik er også en stiløvelse i at holde fokus på bolden, også i filmatiseringer af historiske sager. Ellers drysser den altafgørende troværdighed ned i fodnoterne. I bestræbelserne på udvide fortællingen, til også inkludere en følelsesmæssig forbindelse til menneskerne bag journalisterne, tabes momentum. Kantor og Twohey er først og fremmest interessante, fordi de er dygtige journalister, ikke fordi de er helt almindelige kvinder med små børn. Hensigten er naturligvis at inddrage en fortælling om, at karriere og familieliv sagtens kan forenes og ikke nødvendigvis er enten-eller. I USA er det et politisk budskab i en kønspolitisk empowerment-kontekst, og derfor giver mening i dét henseende. For "She Said" har sin tydelig agenda.
Historien mister dog på den bekostning journalistisk drevet drama med pondus. Især da vores to heltinder kommer lige nemt gennem deres undersøgende journalistik, som vi ikke får rigtigt dybdegående indblik i, og møder ingen større redaktionelle udfordringer. I virkelighedens verden var det noget mere kompleks, tidskrævende og ikke mindst prøvende. Paradoksalt, tales Kantor og Twoheys krævende indsat og egentlige heltegerning, og langt fra lineære arbejde, derfor ned, ved at "She Said" redigeres ned til en klassisk amerikansk A til Z-heltefortælling. Det hjælper dog på indlevelsen, at vores to hovedrolleindehavere leverer. Især Carey Mulligan, som følger imponerende op på sin rolle i "Promising Young Woman" som aggressivt in your face-kvinde. Karakteren nuanceres med en sårbarhed som fødselsdepressiv karrieremenneske. Som stærkt symbol på kvinders styrke og når nok – for alvor – er blevet nok. Dén energi er også filmens store styrke, som opvejer graverjournalist-film-problematikkerne.
"She Said" tager kvælertag på Harvey Weinstein-#MeToo-sag, i en stærk personlig skildring af to kvindelige journalisters arbejde i at få afsløret den magtfulde filmproducent. Selvom her er tale om en solid film, der helst spejler sig i klassikere som "Alle præsidentens mænd" og "Spotlight", har Maria Schraders amerikanske instruktørdebut mest tilfælles med Steven Spielbergs heltepathos og mindre heldige "The Post". Selv når heltinderne skriver historien, burde en journalistfilm vide bedre.