Anmeldelse: The Babysitter: Killer Queen (Netflix)
"The Babysitter: Killer Queen" lever ikke op til sin forgænger trods et ihærdigt forsøg, når blodig galskab og sorthumoristisk gys skal blandes.
Komediegyseren "The Babysitter" fra 2017 var ikke just et mesterværk, men alligevel noget bedre end den gennemsnitlige Netflix-produktion. En splattergyser med masser af sort humor, som var både genrebevidst og morsom, selvom de forskellige jokes ikke altid ramte plet. Tre år senere har den amerikanske streamingservice udgivet en fortsættelse i form af aktuelle "The Babysitter: Killer Queen", der ligeledes er instrueret af bagmanden McG. Fortsættelsen når dog ikke samme humoristiske gyserkvalitet som sin forgænger.
To år efter begivenhederne i den første film er Cole (Judah Lewis) stadig hjemsøgt af den blodige nat, hvor hans babysitter og hendes venner forsøgte at myrde ham i et satanisk ritual. Coles forældre og klassekammerater tror alle, at den unge knægt er blevet sindssyg og har forestillet sig hændelsen. Bortset fra hans bedste veninde Melanie (Emily Alyn Lind), som Cole betror sig til. Da Coles forældre vil indlægge ham på en psykiatrisk afdeling, foreslår veninden, at de tager hen til en nærliggende sø for at feste og stikke af. Hvilket skal vise sig at resultere i endnu en blodig nat.
Ligesom sin forgænger byder "The Babysitter: Killer Queen" først og fremmest på masser af twistet humor og spandevis af vold med enkelte drys af reelt gys. Der er dog intet skræmmende over filmen, da instruktøren McG satser på komik og et ironisk brug af et kontrapunktisk soundtrack, hvor popmusik understøtter blodudgydelserne. Ligesom sin forgænger er der sjove øjeblikke i vente, og med hele holdet fra etteren tilbage foran skærmen lægger drabelighederne op til festlig genforeningsfest.
Hvad "The Babysitter: Killer Queen" dog mangler modsat sin forgænger er genrebevidstheden. "The Babysitter" vendte gyserklichéer på hovedet, hvilket blev brugt til enkelte uforudsigelige jokes. Dette element er her i toeren blevet erstattet af talrige referencer til popkultur, hvor der sjældent gøres et forsøg på at fortælle solide jokes – hvad end det er verbalt eller gennem visuelle, legesyge tricks, som især den første film gjorde brug af. Referencerne kan være ret morsomme, og soundtracket har bestemt sine øjeblikke. Desværre er den gode oplevelse kun til stede halvdelen af tiden.
Filmen er også godt 20 minutter for lang, hvor enkelte humoristiske indslag næsten dræber tempoet. Det er desuden også ret ensformigt at se de forskellige karakterer reagere på at få smidt blod og hjernemasse i hovedet gang på gang med samme hvinende resultat. Her er ganske enkelt tale om for meget af det gode, hvor historien og de visuelle gags ender med at køre i tomgang. Og modsat sin forgænger handler filmen også knap nok om en babysitter!
Det er irriterende, for filmen gør ellers ting rigtigt. Cole er en god hovedperson, hvor fokusset på hans unge alder og usikre personlighed er værdsat. Det og samspillet mellem ham og den nye high school-elev Phoebe (Jenna Ortega). De har en god kemi, og sammen med resten af castet forbliver "The Babysitter: Killer Queen" alligevel en fin oplevelse. Det er altid frustrerende at se en god idé, der aldrig bliver fulgt til dørs. Især når forgængeren tilbyder mere kant, spas og løjer. "The Babysitter: Killer Queen" drukner i popkulturelle referencer, ensformige jokes og en for lang spilletid. Men filmen er stadig at foretrække i forhold til det meste af Netflixs originale output. Fortsættelsen rammer ofte ved siden af, men rammer alligevel plet nok gange til, at spilletiden på godt 100 minutter ikke er helt forgæves at bruge tid på.