Anmeldelse: The Big Sick
Den amerikanske comedyscene bliver i disse år indtaget i stor stil af unge talentfulde komikere med mellemøstlig baggrund, som stormer frem og hitter både på scenen og skærmen. Det er særligt komikere som Hasan Minhaj, Aziz Ansari og Kumail Nanjiani. Sidstnævnte – som vi kender som den smarte og intelligente tech-nørd i HBO-serien "Silicon Valley" – er nu klar med sin første egen komedie. Kumail er nemlig tørnet sammen med selveste komediernes konge, Judd Apatow, og hans egen producerkæreste, Emily V. Gordon, og har lavet den rørende "The Big Sick".
I "The Big Sick" spiller han/hovedkarakteren næsten sig selv. Han (Kumail) er en kæmpende stand-up komiker med pakistansk baggrund, der arbejder hårdt på gennembruddet – samtidigt med at familien forsøger at opretholde traditionerne og finde en pakistansk kone til Kumail. Kumail møder dog lidt tilfældigt den stille, men bedårende pige Emily (Zoe Kazan) og forelsker sig hurtigt, men de er begge enige om, at det blot var en engangsfornøjelse. Men en pludselig og mystisk sygdom sender Emily i koma, og på hospitalet tilbringer Kumail tiden med svigerforældrene. Og mens tiden går med dem, forelsker han sig kun mere deres datter i koma.
Der berøres følsomme emner som fordomme, baggrunde og oprindelse. Forældre og forholdet til dem er også et af de store omdrejningspunkter i "The Big Sick". Som når Kumail bruger tid på at fortælle om sin baggrund og traditioner fra Pakistan, men alligevel udelader det mest vestlige – ægteskabsdelen.
Det er intelligent fortalt komedie med en politisk undertone, der ikke overskygger filmens egentlige budskab, og en mindre, men dog væsentlig kommentar til nutidens samfund. De forskellige bifigurer bidrager flot på hver deres måde, og med en fin grænse fylder de aldrig for meget i historien, så fokus stadig er på det mest væsentlige.
"The Big Sick" formår at overraske næsten fra starten og endda flere små gange. Den er velfungerende og effektivt originalt lavet, og ikke mindst er det vedkommende og har tydeligt noget på hjerte. Filmen er som nævnt skrevet af Kumail selv og af hans kone, som også har produceret med Judd Apatow. Og det er tydeligt at mærke, at de tre har haft en fest både bag og foran kameraet.
Selvom to timer nok umiddelbart lyder lidt i overkanten for en seriøs rom-com, så er det ikke et minut for meget. Det er en rørende og flot fortalt historie, som man nyder at være i selskab med og efterlades med en god følelse.