Anmeldelse: The Electrical Life of Louis Wain

Louis Wains kattetegninger er en fornøjelse at se, selvom filmatiseringen om hans liv ikke er lige så farverig.

I en tid hvor katte er populære som kæledyr, memes og på YouTube, er det sjovt at tænke på at der var en tid, hvor de små firbenede kræ ikke havde den status. Omend han sikkert ikke var alene om det, var britiske Louis Wain med til at gøre katte mere acceptable, der gennem Wains malerier fandt nyt liv i det psykedeliske miljø. Dette er baggrunden for bio-pic'en "The Electrical Life of Louis Wain".

I 1881 mister familien Wain deres patriark, og nu er det op til Louis (Benedict Cumberbatch) at forsørge sin mor og søstre. Hvilket han gør som illustrator for The Illustrated London News. Han forelsker sig i familiens guvernante, Emily (Claire Foy), hvilket familien og lokalsamfundet ikke bifalder. Det unge par flytter dog alligevel sammen, hvor de en dag opdager en kat i haven. Dét inspirerer Louis til en ny retning i sin karriere.

Filmens start er lovende med flotte kulisser og flot fotografi, kombineret med Olivia Colman som fortæller. Louis’ excentriske personlighed er underlig, men charmerende. Kærligheden mellem ham og Emily er let at forføres af, mens omgivelsers reaktion på romancen er let at håne. Louis gør sit bedste, trods sine særheder og et mentalt helbred, der langsomt nedbrydes.

"The Electrical Life of Louis Wain" løber dog ind i problemer i halvvejs. Her udvikler filmen sig til en standard biografi, hvor publikum skal forundres over hovedpersonens talenter, uden at der aldrig gås i dybden. Eksempelvis nævner Wain elektricitet, hvordan han og katte kan fornemme dette og bliver styret af det. Hvordan det hænger sammen forklares aldrig. Filmen ender overfladisk, og der skøjter igennem resten af Wains liv.

Alligevel forbliver fortællingen om Louis Wain en af de bedre biopics. Skuespillerbesætningen er mere end veloplagte, hvor alle som én gør deres bedste. Selvom det er lidt trættende at se Cumberbatch i endnu en excentrisk rolle, som den britiske skuespiller oftest har spillet siden "Sherlock" serien. Dertil er der de flotte kulisser og enkelte øjeblikke der leger med billedeformatet, der er mindst lige så smukt udført som Wains tegninger. Hvilket gør at filmen, delvist, når ud over de værste klichéer. Selvom følelsen af uforløst potentiale aldrig helt forsvinder.

"The Electrical Life of Louis Wain" er en vellykket biopic, der underholder med godt skuespil, flot produktion og en flot første time. Sidste halvdel satser på klichéer og overflødige elementer. En skam, da fortællingen ellers giver poter. Oftest er det en fornøjelse at se på Louis’ tegninger og omgivelser, men som en oplevelse bliver fortællingen om hans liv aldrig lige så farverig.

The Electrical Life of Louis Wain

Kommentarer

The Electrical Life of Louis Wain

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen